Der er næsten ikke plads til Mikkel Grove Lindsteds nervøsitet i den lille elevator, der lydløst bevæger sig mod Parkens niende etage.

“I forbindelse med vigtige kampe, er der to dage, hvor produktiviteten falder,” siger Mikkel Grove Lindsted, der i snart to år har været F.C. Københavns kommercielle direktør.

Han står i hjørnet af elevatoren, iklædt et mørkeblåt jakkesæt og en reversnål i guld med klubbens løve-logo på. Han har glat, sort hår. Kortklippet og skarpt tilbagestrøget. Hvad man i et omklædningsrum ville kalde en playmobil-frisure.

“Den ene er kampdagen. Den anden er dagen efter.”

Han er opvokset som Milanista (AC Milan -fan), men gennem årene blevet dedikeret FC’er. Nogle morgener – til sin kones fortrydelse – vækker han børnene ved at råbe “Come on FC” fra soveværelset og forventer, de råber tilbage.

Det er en solrig dag i midten af maj, og der er stadig små fire timer til, at kampen mellem FCK og FC Midtjylland fløjtes i gang. Det er tredjesidste spillerunde i Superligaen, og selvom FCK ligger nummer et lige nu, er det kun to point, der adskiller de strålende guldmedaljer og den bitre fjerdeplads, der hverken giver medaljer eller adgang til berigende kampe i Europa.

At lande der ville være et hårdt slag for selvtilliden og pengepungen for den blå-hvide københavnerklub, der for få måneder siden spillede knockout-kampe mod Manchester City i verdens største klubturnering, Champions League.

Kommentatorer og eksperter proklamerer, at det er den mest spændende Superliga længe, og da sæsonen halvanden uge efter slutter, vil FCK’s cheftræner, Jacob Neestrup, sige, at det var denne dag, hvor deres skæbne blev afgjort. Alt er på spil.

Selv vil Mikkel Grove Lindsted flere gange i løbet af dagen erklære, at mesterskabet ikke bliver afgjort i dag. Måske mest som en messen for at få styr på nerverne.

" Når du spørger mig, hvor afhængig vi er af sportslig succes, så vil jeg sige ikke særligt. Det her er min måde at mitigere risikoen. Ved at bygge noget, der ikke udelukkende handler om fodbold
Mikkel Grove Lindsted, kommerciel direktør, FCK

Første gang er, da vi træder ud af elevatoren og ind i et aflangt mødelokale med udsigt over Fælledparken.

“Man gør tit den fejl, når man kommer til FCK, at man vælger kontor med udsigt til banen. Det gjorde jeg også selv. Men om sommeren kommer der ingen sol ind,” siger Mikkel Grove Lindsted.

 Han taler i dobbelttempo og undskylder for, at han stikker af i tusinde retninger. Om lidt har han møde, hvor de skal diskutere udnyttelsesgraden på næste års sæsonkort. Altså, hvor mange kampe fans skal komme til, hvis de skal have lov til at gentegne deres sæsonkort.

“Det er et eksponeret job, og du skal have fuldstændig styr på dine stakeholders. Den største fejl, du kan gøre, er at undervurdere stakeholder management, hvis du ikke forstår, hvor meget det her betyder for alle.“

Set udefra står Mikkel Grove Lindsted i krydsilden af tovtrækkeriet om den moderne fodbolds sjæl. Det er kampen mellem på den ene side fansene, der overtroisk skal følge visse ritualer for, at deres hold vinder, og har skabt irrationelle myter om deres yndlingsspillere, og på den anden side sportens kommercielle side, hvor produkter, merchandise, abonnementer, prisstigninger og exce-ark er Gud.

Aldrig har penge og økonomi fyldt mere i det smukke spil.

På kampdag cirkler Mikkel Grove Lindsted altid rundt om Parken og tjekker, om alt er, som det skal være. Foto: Christian Falck Wolff

LOKKET HJEM FRA SINGAPORE

Den skarpe maj-sol genspejler sig i Parkens facade. Der er 2,5 time til kampstart, og fansene er begyndt at strømme til.

Nogle har fundet sig til rette med en burger, andre med fadøl ved langborde, og andre igen står sammenklemt i køen for at komme ind på lægterne. Mikkel Grove Lindsteds møde er færdigt, og traditionen tro går han sin faste rundtur om stadionet.

Det gør han både for at tjekke op på, at alt spiller, og for at give fansene en mulighed for at hive fat i ham, hvis de skulle have ris eller ros.

DIREKTØR I FCK, JACOB LAUESEN, OM MIKKEL GROVE LINDSTED

”Jeg er glad for at have ham på min side. Han er dygtig til at sikre værdiskabelsen på begge sider af bordet og analysere sig frem til, hvordan forskellige elementer i en aftale bliver værdisæt af parterne. I sidste ende er det vigtigste ikke, om checken er uendeligt meget større end sidste aftale, men at aftalen fungerer for alle. Han er en kombination af købmandsskab og snusfornuft.”

Hvad betyder den kommercielle del for en fodboldklub?

”De år, hvor vi ikke tjener ekstraordinære penge på Champions League, er den højere kommercielle bund og base afgørende for, at ejerskabet har investeringsvillighed år efter år. Den kommercielle indtjening gør, at sporten kan have en højere risikoprofil.”

Første stop er merchandisebutikken. Både som butik og indtjeningsområde er merchandise vækstet massivt de sidste par år.

I 2023 solgte FCK for 59 millioner kroners merchandise, i 2019 var det tal 20 millioner. Der er alt fra officielle spillertrøjer, en kollektion lavet med den mest dedikerede fangruppe, Sektion 12, til mere outrerede ting som skibriller og honning fra bierne på Parkens tag.

“Vi er mere et livsstilsbrand end en fodboldklub, men samtidig er fodbolden det vigtigste, og vi må ikke blive forblændet af det andet,” siger Mikkel Grove Lindsted, da han står ind i butikken og sikrer sig, at køerne ikke er for lange, eller det føles for proppet.

Af sine kolleger beskrives Mikkel Grove Lindsted som en benhård forhandler med en enormt høj arbejdsmoral. Han er nøgtern og kigger konstant efter forbedringspotentiale. Og så er han bramfri.

Han blev headhuntet til jobbet af FCK’s direktør, Jacob Lauesen. De to havde tidligere arbejdet sammen i DBU, men mens Jacob Lauesen var blevet i sportens verden, tog Mikkel Grove Lindsted en afstikker til Singapore, hvor han over fem år arbejdede sig fra direktørpost til direktørpost, før han endte i toppen af en verdensomspændende teknologivirksomhed.

Derfor skulle han også tænke sig ekstra om, da direktøren ringede.

“Når du sidder derude og er vice president og general manager for over halvdelen af verdens befolkning,” siger han og holder en kort pause, “det kommer du ikke hjem til. Men ’Laue’ fortalte om en strategi, der var sindssygt spændende, ambitiøs og under udformning, så jeg fik lov at forme mange af de kommercielle dele. Jeg kunne se, hvad vi ville opnå, og hvordan vi ville opnå det.”

INGEN MÅ MISTE ANSIGT

Foto: Christian Falck Wolff

Som en del af strategien skal F.C. København blandt andet løfte den årlige kommercielle omsætning med minimum 100 millioner kroner frem mod 2027, så den ender på 350 millioner kroner.

Og så skal alt omkring selve fodboldkampen løftes. Det kan være hospitality og restauranterne.

“Mit særpræg på strategien er tilgangen til partnerskaber. Der har været en transition fra at være meget omsætningsdrevet og ikke så langsigtet til at være fokuseret på værdien for begge parter i partnerskabet,” siger Mikkel Grove Lindsted, inden et par fans bryder ind og trykker ham i hånden.

Den indtil videre største skalp fik den kommercielle direktør, da han i starten af året kunne annoncere, at man havde genforhandlet sponsoraftalerne med tre af hovedsponsorerne og øget værdien af dem markant.

“Og så har jeg været med til at ændre måden, man går til markedet på. Genforhandlingerne tog et år, fordi vi ville have, det skulle tage et år. Aftalerne er komplekse, og jo mere tid, vi har, jo større er sandsynligheden for et godt resultat for alle parter. Vi lavede en gameplan for, hvad vi kunne leve med, og hvornår vi gik ud af vores gode skind af lykke,” siger han og tilføjer:

“I Asien lærte jeg, at folk ikke må miste ansigt. De er pisse dygtige til at sikre, at forhandlinger foregår med respekt, så modparten ikke mister ære. Ved at have undersøgt vores værdi i markedet var det en helt anden snak at sidde over for en eksisterende partner og bede dem bidrage med mere, end de plejer, for de risikerer at komme til at føle, at de betaler overpris eller presses. Jeg kan forklare og forsvare det, for markedet har forklaret mig, hvad de synes, vi er værd.”

Igen afbrydes Mikkel Grove Lindsteds talestrøm. Denne gang er det Sektion 12’s capo, han hilser på.

Er I kommercielt nervøse for, hvor meget I knytter jer til Sektionen, når man ser sager med vold på S-togsstationer eller smadrede toiletter på stadions?

“Nej. Vi tager afstand fra al balladen og giver karantæne for det. Men det er en lille del, der laver ballade, og de fleste mennesker er klar over, at du ikke kan skære alle over en kam og sige, at det hele er noget skidt.”

Undervejs på sin rundtur når han også at tjekke op på de fans, der venter på at komme ind (“Jeg har stadig til gode at se en farlig situation, men jeg vil gerne være sikker på, hvad der foregår”), være ærgerlig over, at de ikke har fået kommunal bevilling til at lave et fanområde (“vi ville gerne have haft plads til 3000-4000 mennesker”) og kigge ind på boderne.

“Når du spørger mig, hvor afhængig vi er af sportslig succes, så vil jeg sige ikke særligt. Det her er min måde at mitigere risikoen. Ved at bygge noget, der ikke udelukkende handler om fodbold,” siger Mikkel Grove Lindsted. Foto: Christian Falck Wolff

”PINLIGT”

Klokken lidt over 18 træder Mikkel Grove Lindsted ind i revisionsselskabet EY’s skybox – et aflukket VIP-område.

Her serveres fadøllene af tjenere, spisebordet er dækket med bestik og nydeligt foldede servietter, og de velkendte plastiksæder er skiftet ud med biografsæder med EY-logo og kopholdere. Gennem panoramavinduerne kan vi se, at Sektion 12 langsomt er ved at være fyldt op.

EY har inviteret en række iværksættere til arrangementet, og F.C. Københavns chef for hospitality, André Nitze, skal interview Mikkel Grove Lindsted, men er lidt forsinket.

I mellemtiden smalltalker Mikkel Grove Lindsted, en disciplin han godt kunne blive dansk mester i. En kvindelig iværksætter, Katja, kommer blandt andet op til ham. Hun har tidligere overvejet at indgå i et partnerskab med FCK.

“Hvornår kiggede du på partnerskabet?” spørger Mikkel Grove Lindsted.

“For et år siden,” svarer hun.

“Hvorfor blev det ikke til noget,” kommer det prompte tilbage fra ham.

Da han hører, at Katjas datter er FCK-fan, udbryder han, at det er “pinligt”, at tøjet i fanshoppen overvejende er henvendt til mænd. Lidt efter træder André Nitze ind, han er i samme mørkeblå jakkesæt, og introducerer Mikkel Grove Lindsted med ordene:

“Ud fra kropsbygningen skulle man tro, at det var vores seneste signing, men det er det ikke.”

10 minutter senere er han ude af døren igen. I hastige skridt over mod Parkens restauranter, indrømmer han:

“Jeg tabte tråden flere gange, fordi jeg er så nervøs.”

Spillerne i FCK varmer op inden braget mod FC Midtjylland i slutningen af Superligaen. Foto: Christian Falck Wolff

DET FORJÆTTEDE LAND

“Hvorfor er der et tomt bord til en af de vigtigste kampe,” siger Mikkel Grove Lindsted, da han går ind i den første af restauranterne, “jeg håber virkelig, at de bare er nede at tisse.”

Mange af restauranternes spisepladser købes af partnere, og de dyreste pladser koster 68.000 kroner for en sæson.

“En dag holdt jeg et arrangement for de frivillige fra fanmiljøet, der virkelig knokler herinde, og jeg får sagt, at en stol koster 68.000. En af dem begynder at planlægge, hvordan han kan få stolen med hjem uden, at vi opdager det,” griner Mikkel Grove Lindsted.

Planen er, at restauranterne skal renoveres og opgraderes, når der er sommerferie. Og Mikkel Grove Lindsted mener, at de skal kunne konkurrere med de gastronomiske oplevelser inde i byen. Blandt andet er de ved at få bygget en udendørsbar til 700.000 kroner.

" Det er passionen. Her har vi partnere med klubbens logo tatoveret
Nikolaj Thonbo, salgschef i FCK

“Når du spørger mig, hvor afhængig vi er af sportslig succes, så vil jeg sige ikke særligt. Det her er min måde at mitigere risikoen. Ved at bygge noget, der ikke udelukkende handler om fodbold,” siger Mikkel Grove Lindsted og peger udover de spisende gæster.

I løbet af et år huser Parken mellem 33 og 38 events, der tæller FCK’s kampe, landskampe og koncerter. Events, der ofte er udsolgte, og partnerne bruger deres adgang til employer branding, møder med kunder og samarbejdspartnere eller at udbrede kendskabet til deres brand.

Dagens sidste stop for Mikkel Grove Lindsted inden kampstart er Carlsberg Loungen. Det er her, alle dem, man gerne vil have taget selfies med, mødes. Her plejer skuespillere, forretningspinger og musikere omgang. Aftalen med F.C. København er, at vi ikke må referere fra loungen. Det er et lukket rum, lyder det.

Carlsberg er storsponsor for FCK, så Carlsberg må der til i nationalarenaen. Foto: Christian Falck Wolff

SÆBEHANDSKER

Der er syv minutter til kampstart, og Carlsberg Loungen er så småt ved at være tømt for kendte mennesker. De har fundet deres plads på lægterne sammen med de 34.917 tilskuere.

Lige uden for det forjættede land råber en lettere panisk Simon Valentin dog, “hvor er Mads Mikkelsen henne? Han skal fandme på sin plads, inden kampen starter”.

Mikkel Grove Lindsted har også indfundet sig på sin plads mellem CEO’erne fra Alm. Brand Group og Energi Danmark, og hans største opgave er nu at styre sig, når bolden ruller.

Carlsberg Loungen er blevet fyldt med forskellige sælgere i deres mørkeblå jakkesæt, hospitality-kvinderne (også i mørkeblå jakkesæt) og køkkenpersonalet. Salgschefen, Nikolaj Thonbo, har tidligere været salgschef hos Google, og i det korte øjeblik, han kan holde en samtale, sætter han ord på forskellen mellem de to adresser.

“Det er passionen. Her har vi partnere med klubbens logo tatoveret,” når Nikolaj Thonbo at sige, inden der opstår en chance til FCK, og han tager sig til sit grå hår.

Fra loungen kan vi se ned på Mikkel Grove Lindsted, der konstant skifter mellem at hvile albuerne på knæene og tage sig til hovedet. Da FCK’s målmand, Kamil Grabara, 23 minutter inde i kampen har fået skruet sæbehandskerne på og laver, hvad Ekstra Bladet på deres liveblog kalder et “gigantisk drop” til stillingen 0-1, begraver Mikkel Grove Lindsted ansigtet i hænderne, og det ville være for opmuntrende at sige, at der er begravelsesstemning i Carlsberg Loungen.

12 minutter senere udligner FCK’s Orri Oskarsson til 1-1, og Mikkel Grove Lindsted hopper så vildt op, at han må sende en stille tak til sin skrædder. Da VAR annullerer udligningen, begraves ansigtet igen, og knapt er spillet sat i gang, før midtjyderne har bragt sig foran 0-2, og københavnernes kommercielle direktør drejer et par omgange om sig selv og ligner en, der allerhelst vil forsvinde.

Han siger senere, at han styrede sig ret godt.

Mikkel Grove Lindsted i sine følelsers vold på stadion. Foto: Christian Falck Wolff

ALENE I PARKEN

Ofte tager Mikkel Grove Lindsted anden halvleg ovre på Sektion 12, men i dag er det ikke “så smart at have en journalist og fotograf med derover”.

Det er på godt og ondt hjerteblod, og Mikkel Grove Lindsteds position er mere udsat end andre kommercielle direktørers. Coops marketingdirektør skal næppe frygte at blive stoppet på gaden efter et dårligt regnskab eller en Irma-lukning.

De næste 45 minutter er ikke meget bedre for blodtrykket hos Mikkel Grove Lindsted og hans kolleger. Sælgerne i Carlsberg Loungen får taget dagens skridt i små cirkler, og da FCK i 87. ende minut scorer til 1-2, er de tæt på at ryge ud gennem panoramavinduerne.

Mere bliver det dog ikke til, og flere minutter efter kampen er fløjtet af, står Mikkel Grove Lindsted stadig på sin række og skuler udover Parken. Alene.

Reversnålen med FCKs logo på Mikkel Grove Lindsteds jakke. Foto: Christian Falck Wolff

AT TURDE DRØMME DET UMULIGE

Efter kort at have kigget ind til tredje halvleg, et arrangement for klubbens VIP’s og partnere, har Mikkel Grove Lindsted listet sig ud på det mennesketomme stadion for at få taget billeder.

En græsslåmaskine kører i hakkende tomgang, duften af nyslået græs fylder luften, og nattehimlen og dens halvmåne hænger tungt og mørk over nationalstadionet.

“Du kan ikke arbejde her, hvis du ikke tror på, at du kan udrette store ting. At du kan gøre noget, som ingen andre har gjort før dig. At tro på det umulige er den største forudsætning for at lykkes herinde,” siger Mikkel Grove Lindsted.

For tiden drømmer han om at have to sæt partnerskaber på stadion til hver kamp. Et der spiser før, og et der spiser efter kampen.

“Lige nu er der ingen andre end mig, der tror på det. Men selvfølgelig kan vi det. Og hvis jeg lykkes med det, har jeg fordoblet min kapacitet af spisepladser uden at bruge en krone på det. Jeg skal finde ud af, hvordan jeg får mere ud af vores inventar,” siger Mikkel Grove Lindsted og tilføjer:

“Og så skal vi sørge for, at alle billetter bliver brugt, så holdet får maksimal opbakning og så vi kan sælge pølser og trøjer. Det handler om at maksimere de forudsætninger, vi har. Det samme kan vi gøre, hvis vi lykkes med at internationalisere klubben.”

Derudover vil han også internationalisere fodboldklubbens brand. For tiden leder de efter en femte hovedsponsor, og Mikkel Grove Lindsted forestiller sig, at det bliver en, der ikke tænker på Danmark, men ser FCK som en europæisk platform.

“Vi er handikappet af, hvor lille et marked vi er. Vores tv-aftaler er under halvdelen af Belgien, og vi skal slå Club Brugge. Når året starter, er jeg en håndfuld millioner euro efter dem, og det kan betyde, at de henter en spiller, vi var interesserede i. Vi skal være smarte og dygtige, hvis vi skal slå vores internationale konkurrenter,” siger Mikkel Grove Lindsted og tilføjer:

“Men det kræver, at vi tror på det og ikke er bange for at sige det højt. Det starter med mig og de ting, jeg gerne vil.”

Lidt i midnat er Mikkel Grove Lindsted på vej væk fra stadion. Tanken er tom, siger han. To fuldt uniformerede FCK-fans i tiårsalderen kommer gående i mod ham, viftende med flag og halstørklæder.

“I sidste ende er det jo det der, det handler,” siger han.

EPILOG

Fem dage efter drager FCK til Aarhus, hvor de taber til AGF, og pludselig er det ikke længere et spørgsmål, om guldet kan komme hjem til København, men om de overhovedet skal spille europæisk fodbold.

Med en uafgjort på Superligaens allersidste spilledag mod FC Nordsjælland lykkedes det dog FCK at kvalificere sig til en afgørende kamp mod Randers FC om adgangsbilletten til Conference League.

FCK endte med at vinde den kamp snævert, 2-1. Dermed kvalificerede holdet sig på ny til europæisk fodbold.

“Det er en blandet følelse, jeg sidder tilbage med. Vi havde sat næsen op efter mesterskabet, og med få kampe igen havde vi alle muligheder for at sikre det. Det er en skuffelse. Det kan man ikke løbe fra,” siger Mikkel Grove Lindsted og tilføjer:

“Men kigger du på hele sæsonen, er vi lykkedes med ekstremt meget. På den kommercielle del landede vi tre store sponsorater, og sportsligt nåede vi knockout-stadiet i Champions League, endte på en tredjeplads og skal spille europæisk næste sæson. Specielt kommercielt er det svært at være rigtig skuffet.”

Foto: Christian Falck Wolff