Danske Lotteri Spil og Lotto lancerer nu – sammen med det kreative bureau Robert/Boisen +Like-minded – en ny mini-dokumentar om en milliongevinst. 

Og denne gang er gevinsten landet på Færøerne.

Det oplyser bureauet i en mail til mediet Markedsføring, som har fået lov at give læserne et preview på filmen, der ellers først får premiere på mandag den 26. januar.

Filmen er næste kapitel i rækken af Lotto mini-dokumentarer ”Da heldet kom forbi ”fra Danske Lotteri Spil. 

Den nye historie udspiller sig i den lille færøske by Hvalba hvor en heldig Lotto-vinder har scoret en gevinst på hele 20 millioner kroner. Men hvem er mon den heldige vinder?

Snakken går i Hvalba

Kampagnen og den nye film handler om, hvad der sker, når heldet pludselig kommer forbi.

For bag hver eneste gevinst gemmer der sig historier om drømme, muligheder og fællesskaber – ikke kun hos vinderen, men også i omgivelserne, viser den nye kampagne.

Artiklen fortsætter under billedet.

En stort gevinst i et lille samfund kan komme mange til gode. Foto: PR

Ganske som i 2023, hvor Lotto lancerede mini-dokumentaren fra Samsø, hvor danskerne kunne se og glæde sig over historien om en lokal brandstation, som blev ramt af Lotto-heldet. Ikke bare én, men to gange. 

Filmen blev set af flere millioner danskere og vandt i øvrigt priser ved både Creative Circle Award og True Award for sin underholdende skildring af fællesskab og held.

I færøske Hvalba går snakken om de 20 millioner kroner. For i et lille samfund spreder nyheder sig hurtigt, viser det sig i den nye mini-dokumentar.

Bureauet kan ikke svare

I den mere end 4,30 minutter lange film går det efterhånden op for seerne, at den heldige vinder er kendt. Altså på Færøerne.

Fåreavl på en lille ø er en central faktor i historien. Foto: PR

For eksempel viser det sig, at vinderen har sat i hvert fald nogle – en del, måske rigtig mange – af de 20 millioner i en særlig båd, som kan hjælpe det lille samfund med nemmere at håndtere fåreholdet på en nærliggende ø.

Men hvem er det?

Ja, hos Robert/Boisen +Like-minded kan Heinrich Vejlgaard, creative director og partner, ikke svare på det.

Men han siger, at det har været ”en virkelig sjov og snørklet historie at folde ud”. 

”Vi får sat ansigter på, hvad der sker, når en stor milliongevinst rammer et lille samfund, og gennem vinderens generøsitet ser vi, hvor stor en forskel gevinsten kan gøre,” udtaler han i mailen og tilføjer:

”Lottos emotionelle krog har gennem mange år været ‘Tænk hvis du vandt’, og her oplever man på nærmeste hold, hvad der faktisk sker. Også selvom de er virkelig gode til at holde hånden over vinderen. Det er en fin historie om øens sammenhold.”

Credits

Danske Spil

  • Head of Brands, Content & Media: Rikke Crown
  • Senior Brand Manager: Kristine Hässler

RBLM

  • Strategic Director: Søren Christensen
  • Creative Director: Heinrich Vejlgaard
  • Senior Creative: Thomas Jørgensen Parastatidis
  • Creative: Clarissa Daverne
  • Assoc. Partner & Senior Account Director: Gitte Andersen
  • Account Manager: Vincent Cantor

Gobsmack

  • Director: Martin Gulnov
  • DoP: Jonathan Grevsen
  • Creative Producer: Emil Walter
  • Executive Producer: Morten Bundgaard
  • Producer: Nya Bille
  • Post producer: Pia Nellemose
  • Editor: Daniel Faldborg Liversage
  • Colour Grader: Anton Brounéus
  • Sound Design: Nis Nørgaard / Thirty Sounds Good
  • Caster: Marie-Louise Magnussen

Flere end man tror

Hos Danske Spil er serien en del af Lottos ambition om at skabe større synlighed omkring vinderne og deres historier, forklarer Rikke Crown, head of Brands, Content & Media.

“Alene i 2025 blev over 200 Lotto-millionærer, det er flere end mange går og tror. Derfor er en vigtig del af vores ambition at fortælle og vise, at mange hvert år bliver millionærer på deres Lotto tal. Det gør vi på flere planer. Både i mere taktiske formater og i vores brandingspor, hvor vi arbejder med rekonstruktioner af vinderhistorier med hver deres unikke millionærnummer,” siger hun.

Bag hvert millionærnummer findes med andre ord en ægte Lotto-millionær, og dokumentarformen benyttes til at fortælle hans eller hendes særlige vinderhistorie. 

”I de længere formater har vi mulighed for at gå helt dokumentarisk til værks og vise nogle af de mennesker, der har stået med noget, de fleste kun drømmer om: Den store Lotto-gevinst. Det ligger tæt op ad vores ønske om at skabe kommunikation, der skaber drømme om, hvad du selv ville gøre, hvis det var dig der vandt en dag.”

Senior brand manager Kristine Hässler fra Danske Spil peger på, at det dokumentariske greb klæder Lotto rigtig godt.

”Vi er meget stolte over, at vores vindere gerne vil stå frem, og at et brand som Lotto også kan favne den type fortællinger, der ikke virker så ” reklamede”, selv om vi selvfølgelig er afsender på dem,” siger hun. 

I Hvalba kender de fleste i byen nu den heldige mangemillionær. Men hvem det er … tja, se selv med i filmen nedenfor.