”Jeg synes generelt, når man taler med i folk i branchen, der har været der i tyve – eller flere år for den sags skyld – at der sker et eller andet mærkeligt lige nu.”

Sådan lyder det i den nye episode af Markedsførings podcast Indsigten fra Fleur Frilund, der dimitterede fra DMJX i sommer, og siden ikke har kunne lande et fast job i branchen. Og det på trods af, at hun har skrevet et hav af ansøgninger og været til en sø af samtaler.

Trine Keller-Andreasen, der har 20 års brancheerfaring – senest som head of global strategy i Volvo – oplever også, at branchejobs ikke hænger på træerne for tiden, og hun ser paralleller til jobmarkedet i kølvandet på finanskrisen i 00’erne.

”Man var landet et fornuftigt sted (i løbet af 2010’erne, red.). Nu er det hele kastet op i luften igen,” siger hun i Indsigten.

Du kan høre mere om, hvordan de to kreative medarbejdere i hver sin ende af erfaringsspektret oplever jobmarkedet pt., deres ansøgningsoplevelser – og hvad de gør for at knække koden til at lande et arbejde i et presset marked i afsnittet af Indsigten ’Hvorfor er det så svært at lande et reklame-job?’

Du kan høre episoden lige nedenfor eller finde den på Spotify, Podimo eller Apple Podcasts.