Den danske stjerneskuespiller Mads Mikkelsen har været med i mange reklamefilm gennem årene – for Ford, for BoConcept, for det tidligere Star Tours, for Switzerland Tourism – og ikke mindst for Carlsberg.

Men lige nu er han aktuel i rollen som en meget entusiastisk og temmelig egenrådig bartender en ny reklamefilm fra den italienske krydderlikør Campari.

Filmen er sendt i luften i anledning af den internationale filmfestival i Cannes, der kører i disse dage, og den er instrueret af en anden dansk profil med stjernestatus – Martin Werner.

Den prisvindende danske instruktør laver endda til sidst i filmen det, der i filmverdenen kaldes en cameo – altså en kortvarig optræden som sig selv, som en del af handlingen.

Men først skal seerne med ind en eksklusiv bar, hvor Mads Mikkelsen i hvidt jakkesæt og sort butterfly står klar til at betjene gæsterne, da en mand kommer ind og bestiller drinken’ Negroni’.

Bartender Mads Mikkelsen går til opgaven med ildhu, koncentration, professionelle bevægelser og stort engagement, men til sidst bliver kunden utålmodig og spørger, om han snart får sin cocktail.

”Det står i manuskriptet, Mads”

Men det kommer ikke til at ske, lyder det fra Mads Mikkelsen, der i stedet sætter glasset for munden og giver sig til at nyde Negronien selv.

Og det er så her, Martin Werner bliver nødt til at gribe ind.

Artiklen fortsætter under billedet.

Perspektivskift i Campari-filmen, da Mads Mikkelsen ikke følger manuskriptet. Foto: Scene fra filmen

”Cut … Mads! Du skal skubbe drinken hen til kunden eller aflevere den. Det står i manuskriptet, Mads”, siger den danske instruktør, idet der klippes til et behind-the-scenes-perspektiv, og scenen tilsyneladende ender med at må tages om.

Det er selvfølgelig med vilje og helt planlagt, men ifølge Martin Werner faldt alt omkring filmen rent faktisk først på plads i sidste øjeblik.

“Det hele skete ekstremt hurtigt, og der skulle findes løsninger i et minefelt mellem en stor stjerne, et globalt brand og andre stakeholders,” skriver han i en mail til Markedsføring og tilføjer:

”Det var ikke nemt for Campari at lukke humor ind i deres univers, men jeg synes, det klæder dem, og jeg har på fornemmelsen, at de også er godt tilfredse med resultatet.”

Se filmen herunder.

AKQA er kreativt bureau, &Friends i London har produceret, og Nicolaj Brüel er DOP.