Martin Werners afhængighed af skyld

Martin Werners tunge er for stor til hans mund. Det betyder rent fysisk, at han snakker med et næsten uhørligt læsp og metaforisk, at han til tider får sagt nogle fuldstændigt absurde ting. Alligevel har hans store tunge aldrig fået ham i problemer. For Martin Werner har en charme udover det sædvanlige.

Han bor i en 10 meter høj, pink liebhaverbolig på den rigtige side af Taarbæk Strandvej. Huset er så stort, at jeg overser det første gang og vader lige forbi. Foran hoveddøren er hans grå jeep smidt som en bankrøvers flugtbil.

Indenfor er Martin Werner i fuld gang med at finde kopper i et overskab i den ene ende af køkkenet, hælde kaffe på maskinen i den anden ende for så at vende tilbage til overskabet og finde tebreve, atter tilbage til for at fylde vand på kaffemaskinen og koge vand til teen, alt imens han snakker med Samuel Cantor, COO og executive producer på Martin Werners produktionselskab Bacon, om et projekt, han måske skal sige ja til, “nå, nu er journalisten her,” siger han og lægger på.

Han er klædt i slidte joggingbukser, sutsko, en hvid t-shirt med flosset krave og en affarvet, hullet, lyseblå forårsjakke.

Fra køkkenet kommer vi ind i en aflang spisesal, der i enden åbner ud i en salon og store vinduespartier, der giver udsigt over et spejlblankt Øresund. Vi drejer til højre ind gennem stuen, der ligner et moderne take på baroktidens indretning, og til højre igen til et lille bord for enden af en kvartsvingstrappe. Senere læser jeg i et dameblad, at bordene og stolene er designet af Piet Hein Eek. Det må være et helvede at støve af hos Martin Werner, noterer jeg, for hver en overflade er dækket med et kunstværk. Hans kone, Barbara Husted Werner, eller bare Bibi, er kunstsamler og står for indretningen.

“JEG HAR EN FULDSTÆNDIG UOVERSKUELIG opgave foran mig,” siger Martin Werner og puster ud.

For tiden arbejder han på fire reklamefilm. Den ene er en global kampagne med Oscarvinderen Zoë Saldaña i hovedrollen.

PLING, råber Martin Werners telefon, men han virker ikke til at lægge mærke til det. Den globale kampagne skal optages ved Comosøen i Italien og foregå i et moderne palazzo. Instruktørens hovedbrud er bare, at indtil videre har kunden ikke accepteret nogle af de udsete palazzoer, så Martin Werner må flyve afsted for at finde det rette. Familiens trebenede toypuddel afbryder med en djævelsk gøen.

“Så gå ud, hvis du gerne vil ud,” siger Martin Werner, rejser sig og åbner terrassedøren, men hunden stirrer bare på ham og hopper tilbage mod køkkenet på sine tre ben.

 “Jeg rejser 150 dage om året og har gjort det de sidste 20 år,” siger han.

Det betyder, at han er væk fra sin kone og fire børn næsten halvdelen af året.

“Det er et nødvendigt onde og blevet et endnu større krav over tid. De skandinaviske projekter, jeg elsker, bliver færre og mindre.”

JEG KENDTE ALLEREDE TIL MARTIN WERNERS rejsekalender. Inden jeg kom, havde jeg talt med Kristian Levring, der har instrueret reklame og fiktionsfilm og tog teenage-Martin Werner under sine vinger i slutningen af 80’erne. Selv overlevede Kristian Levring knap ti år i reklamebranchen, inden han knækkede nakken og mistede et ægteskab på aldrig at være hjemme. Derfor er mit helt centrale spørgsmål til Martin også, om han nogensinde føler skyld eller skammer over ikke at være hjemme.

“Man kan diskutere, hvor meget det skal fylde i portrættet. Men da jeg fyldte 50, følte jeg, at jeg var kørt fast. Der skulle ske noget nyt i mit liv, og jeg startede i en ret voldsom terapi, der tog to år.”

RAGH RAGH RAGH RAGH. Den trebenede puddel er tilbage.

“Nu skal du tie stille, ellers afgår du ved døden,” halvråber Martin Werner med et smil.

“I det terapiforløb kom skyld og skam op som centrale elementer,” fortsætter han som var intet hændt.

Psykologen, forklarer Martin Werner, mens han laver sin stemme om til psykologens og opfører et lille skuespil over deres første møde, lovede ham, at han ville komme til at forandre sig under terapien. Først var psykologen overbevist om, at Martin Werner havde dødsangst.

“Jeg måtte sige til ham, at det havde jeg bestemt ikke. For jeg havde netop fået konstateret kræft to gange i træk (begge gange viste sig at være fejldiagnosticeringer, red.), og da jeg fik det at vide, blev jeg varm i kroppen, men jeg var ikke bange for at dø. Det, der ramte mig, var en ærgrelse over, at mine børn ikke havde mere tid med mig, eller jeg ikke havde været der tilstrækkeligt. Og da han blev overbevist om, at jeg var afklaret med døden, sagde han:  “Jeg ved, hvad det er med dig. Du er afhængig af skyld.” Og så fik jeg det for alvor skidt. For jeg kunne mærke, at hvis det var rigtigt, var det den værste dom, han kunne give mig.”

Skyld var en drivkraft for Martin Werner – det udløste hans endorfiner, det fik ham op om morgenen.

Telefonen igen: PLING!

“Han sagde, at jeg kun kunne komme af med skylden ved at være ansvarlig. Skyld nedbrydes ved at være ansvarlig. Og der tænkte jeg, Gud, det er en redningskrans, han kaster efter mig. Han lader mig ikke bare drukne. Det er uansvarligt at være så meget væk, men det er mere uansvarligt at komme hjem og være skyldig over det og gå rundt som en stor undskyldning for sig selv. Ansvar har mange farver, og for mig var vejen frem at være glad ude og hjemme. Til stede ude og hjemme. I stedet for at stoppe med at rejse eller blive skilt, fandt jeg en ansvarlig måde at være i det faktum, jeg bliver nødt til at arbejde på internationalt niveau for at forløse mig selv. Jeg er ikke blevet en sindssygt bedre far eller mere nærværende, men jeg er helt klart blevet gladere.”

IGENNEM DE TO ÅRS TERAPI FIK Martin Werner også en ny livsmission og ledestjerne for sit professionelle virke, fortæller han. Over de næste 20 minutter kaster han sig ud i en eksalteret enetale om den menneskelige empati, han mener skrumper, Hamas, Putin, MAGA-tilhængere, hans meditationsforløb og hans nye venskab med Minds of 99-forsangeren Niels Brandt, der startede, da bandet spillede til Martin Werners 50 års fødselsdag (hvor også Bisse og Sivas spillede) i bytte for, at han instruerede musikvideoen til sangen “Som fluer”, hvilket udviklede sig til et venskab og og udmundede i en koncertfilm om Minds tre udsolgte koncerter i Parken (den anmelderroste ‘The Minds of 99 – Tre døgn i Parken’).

PLING!

“Jeg sagde først nej, for jeg har altid drømt om at lave en spillefilm og tænkte, at en koncertfilm nok ikke var det første, jeg skulle lave. Men jeg lærte sindssygt meget af det og fik øjnene op for, at vi skal lave mere af den slags på Bacon. Vi skal indfri den drøm, vi havde i starten, hvor vi både arbejder med reklame og fiktion.”

Pludselig er han tilbage ved hans nyfundne ledestjerne: Kærlighed.

“Bacon skal være et medie for godhed og kærlighedsfulde historier,” siger han.

En kyniker vil måske spørge, hvad der er kærlighedsfuldt ved at tage til Como-søen og sælge vodka, replicerer jeg.

“Fair, og Moder Teresa kunne nok sige det med større tyngde, meningsfuldhed og berettigelse end jeg. Jeg kan nemt blive set som en reklame-naiv idiot. Men kærligheden ligger i at bruge pengene på  at skabe spillefilm med et kærlighedsfuldt eller medmenneskeligt budskab.”

Jeg spørger, hvilken terapi han fik, og for første gang er Martin Werner tøvende.

“Det var en meget dybdegående terapi.”

PLING! PLING!

Terapien fik ham til at indse, at han i ti år havde gået rundt med en latent depression.

“Det er et ord, der er så fjernt fra mit eget og andres billede af mig. For mig handlede det om noget uforløst. Noget skyldfølelse. Noget skamfuldt. Noget mindreværd.”

Hvor ligger mindreværdet? Hvor ligger det uforløste?

“At jeg eksempelvis ikke har haft en film i biografen. Det er en eksamen i den her disciplin, hvis man vil mere end bare at lave reklamefilm,” siger han og retter sig selv:

“Eller mere END at lave reklamefilm. Det er den her stræben og jagt efter noget større, bredere og vigtigere. Når ting ikke er store nok for mig, bliver jeg forfængelig og uforløst. Desværre.”

Han har et manuskript liggende, som han arbejder på. Arbejdstitlen er “Guru” og handler om hans far, der døde af alzheimers for et par år siden.

Lidt efter ringer det på, det er fotografen, og mens vi bevæger os rundt i huset for at finde den perfekte lokation, bemærker Martin Werner, at den rigtig dyre kunst hænger i sommerhuset i Italien. “Sommerhus” er måske så meget sagt for det mere end 400 kvadratmeter store palads, de ejer i Puglia.

FOTOGRAFERINGEN ER SLUT. Martin Werner finder sin rullekuffert frem og råber efter den mellemste af sine tre sønner, der skal køre ham ind til Bacon, inden han senere skal flyve til Como. Først skal han dog tisse. Det gør han med halvåben dør, mens han fortæller en anekdote om dengang, han lavede en reklame med Jennifer Aniston i en badedragt.

“Op til optagelserne var der enormt meget snak om den skide badedragt, og der hang 200 variationer,” siger han, “men hun var ligeglad og tog bare en på og sagde: “You like yellow or blue?”.

““I like everything. Are you fifty? Stop it!”, svarede jeg. Hendes agent stod og tænkte, det sagde han bare ikke. Det er condescending. Men hun greb den, og så var vi i gang.”

Det er planen, at jeg skal med Martin ud og optage en reklamefilm, men hans kalender skubber sig konstant. Efter Como flyver han direkte til et nyt job i Rio de Janeiro, hvor han skal være i ti dage, inden turen går til Budapest og derefter tilbage til Como, hvor han også lige skal et smut i helikopter til Schweiz for at optage en reklame for kvindernes VM i fodbold med landets præsident.

I mellemtiden interviewer jeg nogle af de mange mennesker, han har haft berøring med i sin 30 år lange karriere.

Kristian Levring var den første, der så hans potentiale. De mødte hinanden i 1986, da 16-årige Martin Werner var tjener på hotspottet Sommersko. Martin Werner var allerede begyndt at lave kortfilm og små reklamefilm, og Kristian Levring tog ham ofte med på opgave.

“Det var helt tydeligt, at han var et råt talent. En usleben diamant,” fortæller Kristian Levring.

Kristian Levring installerede fem principper i sin ungersvend.

1. En reklamefilminstruktørs karriere er bygget på ét ord: Nej. “Hvis du vil have en stor karriere, hvor du laver store film, skal man sige nej til 95 procent af tingene.”

2. Det er ikke godt nok, hvis kunden er glad for filmen. Du skal selv være glad for den.

3. En god reklamefilm skal først og fremmest handle om produktet, men på en begavet måde. Det må aldrig blive en hyldest.

4. Find din egen stil.

5. Vigtigst af alt så instrueres reklamefilm først og fremmest i mødelokaler. “I møderne med kunden og bureauet opbygger du den tillid, der giver frit lejde på optagelserne. Man skal overbevise kunden, så de ikke er nervøse på optagelserne. Hvis man ikke lykkes med det, kommer de til at stille krav, der øgelægger filmen. Martin har været enormt dygtig til tilliden. Det lyder måske ukreativt, men det er enormt kreativt.”

Martin Werner og Kristian Levring drev et firma sammen frem til 2001, hvor Kristian Levring ikke kunne holde til branchen længere, solgte sine andele og trak sig.

“Folk undervurderer, hvor imponerende det er, at Martin har haft en karriere i så mange år. Der er meget få på verdensplan, der har holdt energien oppe i så mange år. Nu eksisterer der en Martin Werner-film, en Martin Werner-stil,” siger Kristian Levring.

De to ses stadig og holder jul sammen.

“Han er blevet mildere med årene. Da han startede, havde han en fight i sig, han ville frem, han ville lykkes.”

EFTER BRUDDET MED KRISTIAN LEVRING fandt Martin Werner sammen med Kasper Wedendahl og startede Bacon. Her formåede han flere gange at spotte morgendagens talenter. En af dem er filmfotografen Lasse Frank, der siden har arbejdet på musikvideoer for Björk og The Weeknd, tv-serien Borgen og spillefilmene Nattevagten, Tolkien og Skyggen i mit øje.

Tilbage i start-nullerne gik Lasse Frank på Filmskolen, hvor Martin Werner kom ud for at give kritik på elevernes reklameproduktioner. Et par dage efter ringede Martin Werner til den unge filmfotograf og hyrede ham til et reklamejob.

“Det fantastiske ved Martin er, at han ikke er bange for at prøve ny folk af og tage en chance. Det er jeg er ham evig taknemmelig for.”

Da Lasse Frank var færdig på Filmskolen, startede et årelangt samarbejde, hvor de to rejste verden rundt sammen. En af de første opgaver var i Afrika.

“Pludselig står jeg i den her luftballon med Werner. Helt grøn og nyuddannet. Vi svæver over savannen, og kameraet bliver kastet fra side til side mellem os, som vi passerer løver, giraffer og elefanter.”

Det er kendetegnene for Martin Werner, at han tager kameraet og filmer sekvenser selv, og så handler det om for filmfotograferne at sørge for, at lys og eksponering er på plads. Og så arbejder han i en hastighed som ingen andre på Jorden, siger Lasse Frank.

“Jeg fik et chok første gang, jeg var afsted med ham. Det var virkelig vildt. Men som årene er gået, har det gjort, at intet kan stresse mig. Uanset hvor stærkt, det går, og hektisk det er, er en af Martins store kvaliteter, at han formår at gøre det på en måde, hvor alle elsker ham, føler sig tilpasse og set.”

Samtidig filmer Martin Werner altid rigtig meget materiale.

“Der er ikke den vinkel, vi ikke filmer i, til en scene der skal vare få sekunder. Han laver mange billeder, mange stemninger, men hans hoved key-moments er han ikke i tvivl om, at han har. Han er fuldstændig klar over, om han har den eller ej, og det gør ham særlig. Han har et enormt overblik og fornemmelse for rytme, virkemidler og æstetik.”

 Hvad er Martin Werners stil?

“Visuelt og emotionelt stemningsmættet. Og så involverer det altid et cast med en charme. Han caster mennesker, man gerne vil være sammen med og kigge på.”

En ting, alle jeg interviewer til portrættet af Martin Werner, peger på, er hans drøm om en dag at instruere en fiktionsfilm.

“Vi har snakket om det i 20 år.”

Du har selv arbejdet på store fiktionsfilm. Tror du, at Martin har evnerne til at forløse den del?

“Jeg er ikke i tvivl om, at han kan og vil lave noget fantastisk, fordi han har alle evnerne og ingredienserne til det, men det handler om, at han skal trække stikket fra reklameverdenen, og give fiktionen 100 procent fokus. Så kommer det også til at ske.”

Et par dage efter ringer Bacons kommunikationschef. Martin Werners optagedage i Budapest, der starter om to dage, er endelig låst fast.

MÅNEN BRÆNDER MILDT OVER W Hotel, og turisterne lever på hovedgaden mellem hotellet og genboen, den ungarske Statsopera.

Hotelkædens tagline er “luxury lifestyle hotels”. Det er sådan et sted, unge mennesker kommer og poserer til deres Instagram. I baren sidder Martin Werner i sin affarvede blå efterårsjakke sammen med den italienske producer Chicco Mazzini, der er bygget som en cerut, og hans assistent, der sidder med sin computer fremme og har styr på tidsplanen.

Chicco er også producer på reklamen i Como. Det er stadig ikke lykkedes dem at finde det rigtige hotel, og nu overvejer de at flytte produktionen til Provence, men hvis de gør det, skal italienerne stadig betales fuld pris.

“He’s a fucking Italian gangster,” driller Martin Werner.

Lidt efter kommer filmfotografen Ottar Gudnason ned i baren. Han er islænding og har arbejdet sammen med Werner på flere projekter gennem de seneste 20 år.

“De fleste instruktører falder ud over en klippe en dag,” siger islændingen og lader sin hånd styrtdykke, “men ikke Martin. Han er versatil og kan klare alle stilarter. Og så elsker folk at være i hans selskab. Han har de her gigantiske højtalere og en playliste, som han spiller højt, når vi er ude at optage. Det driver nogle til vanvid, men det skaber samtidig en energi.”

Reklamen i Budapest er for Fiat, produktet er en af deres el-arbejdsbiler, og ideen er noget med en myre og bilen og foregår på et tidligere kulværk. Martins største bekymring er, at han gerne vil have myren til at være fotorealistisk.

“Men måske kommer den til at skræmme kunden,” mumler han til ingen, “men man skal jo kunne se dens hår.”

Vi er næsten fuldtallige, da Werners assistent på opgaven, Alessandro, støder til. De har også arbejdet sammen mange gange gennem årene.

“Fortæl dem, hvad du fortalte mig,” halvråber Gudnason til Alessandro, der ser perpleks ud.

“Fortæl dem, at du har fået en hæmoride, og det gør ondt, når du sidder ned.”

Både Gudnason og Werner er stakåndet af latter, og for en stund må Alessandro tage til takke med at være prygelknabe. Han har fået, hvad der lyder til at være en analfistel, og kan hverken træne, spise kød eller drikke alkohol.

Chiccos assistent gelejder hele holdet ud i natten og hen mod den thai-vietnamesiske restaurant, vi skal spise på. På vej derhen opdaterer Ottar Gudnason den danske instruktør om en ukrainsk kollega, der har forladt sit hjemland for at lave porno i Los Angeles.

“Det er vel bedre end en skyttegrav,” noterer de.

“Skal vi finde en af de der oppustelige ringe til dig, Alessandro,” siger Martin Werner, da vi sætter os til bords.

Martin Werner er ikke typen, der venter på øjenkontakt med tjeneren, fingeren ryger ivrigt i vejret, og han bestiller næsten alt på menuen. Mens tallerkenerne skifter hænder, bliver der delt røverhistorier om en grænseoverskridende instruktør, en dansk skuespillers magtliderlige agent, en fantast, der forsøger at værge Gudnason til et projekt med lovning om de største stjerner, og sendt selfies til kolleger. Det hele virker familiært. Alle falder tilbage i en usagt dynamik, tilbage i en rolle, de sikkert havde, da de var i Berlin, Barcelona, Tokyo, eller hvor flyveren løftede dem hen sidst.

I 2001 STARTEDE MARTIN WERNER produktionsselskabet Bacon sammen med Kasper Wedendahl. I et infernalsk arbejdsraseri pløjede de gennem verden, og særligt i årene efter 2010 markerede de sig som nogle fandens prisvindende karle. Det var blandt andet i den periode, at Martin Werner lavede Jack & Jones-reklamen med Christopher Walken i hovedrollen, og Magnumreklamen, der affødte en guldløve i Cannes. Bacon selv blev i 2013 kåret som årets produktionsselskab i Europa.

“Martins karriere eksploderede, da man gik fra 35mm-film til digital, for så kunne han have flere kameraer kørende. Han filmer 10.000 sekunder for hvert sekund, han skal bruge,” siger Kasper Wedendahl.

Kasper Wedendahl oplevede også den maniske arbejdsiver, der bor i Martin. Mens Kasper kunne lave 15 film på et travlt år, skød Martin 45 film om året. Hvis ikke mere.

“Mange sammenligner ham med en haj – han skal svømme for at trække vejret, han skal arbejde for at overleve. Han er et naturtalent.”

Kasper Wedendahl er den første til at beskrive en dobbelthed i Martin Werner. På den ene side, siger den tidligere partner, er han det følsommeste, der kan gå på to ben, på den anden er han en bisse. Jeg fortæller Kasper Wedendahl om mit første møde med Martin Werner. Under fotograferingen skulle han fingere en samtale og begyndte på en monolog, der gik nogenlunde sådan her: “Skyld og skam,” startede han og smagte på ordene, “det er noget Emil rigtig gerne vil snakke med mig om. Men det er måske, fordi han selv skammer sig over, at han aldrig har fået skrevet den bog, at han ikke tør kaste sig ud i det.”

 “Det kan jeg sagtens genkende,” siger Kasper Wedendahl.

“Martin er super charmerende, men han kan også være hurtig og hård. Nogle slår sig på det. Det er hans måde at teste folk på. Om de kan tåle det,” siger Kasper Wedendahl.

Over årene løftede Kasper Wedendahl flere gange sit ubehag over reklamebranchen for partneren, han ville gerne ud. Hver gang formåede Martin Werner at overtale ham. Men i 2017 var det endegyldigt slut, Kasper Wedendahl var brændt ud og så ingen anden udvej end at sælge Bacon.

Samme år var Kasper Wedendahl med i Martin Kongstads podcast “Bearnaise er Dyrenes Konge”, hvor han undsiger reklamebranchen med et smældende svirp med halen og kalder det hele for pis og papir og en branche fyldt med idioti.

“Det var et slidt menneske, der sad i Bearnaise. Jeg havde levet over tre tidszoner med kunder i hele verden. Reklamebranchen er young mans game, derfor tager jeg også hatten af for Martin,” siger Kasper Wedendahl og tilføjer:

“Men det er jo idiotisk, at der kan stå 12 voksne mennesker og diskutere, om en sok skal være gul eller orange. Det tog jeg for personligt, men for Martin kører det lige forbi ham. This too shall pass. Du kan ikke få Martin ned, derfor står han også der, hvor han gør i dag. Han er fandme kongen, og jeg har en kæmpe respekt for Martin.”

BUDAPESTS GADER ER VÅDE. Klokken er lidt over ni, da jeg sætter mig ved siden af Martin Werner i en bås i W’s restaurant. Han spiser morgenmad og tjekker en reklamefilm for den italienske Estathé. Det han vil have klippet om, screenshotter han og sender til en klipper i Rom.

“Jeg hader, når jeg ikke kan sidde sammen med dem. Det bliver bare ikke lige så godt,” siger han.

Han er hæs. De fem timers jetlag har stadig fat i ham. Efter at have spist sætter vi os over til resten af produktionsholdet. Tingene har ændret sig, i stedet for at optage i dag skal vi til “fitting”, altså se kostumerne til reklamefilmen.

“Hej skat,” siger han, da hans datter ringer.

Hun skal bruge penge til is, og Martin swiper 200 kroner afsted.

“Jeg er blevet mobilepay-far. Kender du det?” siger Martin Werner til Jonas Drehn, medstifter af Bacons VFX-ben Bacon X og med på turen for at holde styr på myren.

Samtalerne om, hvordan Martin Werner nedbrød sin skyld og skam, har mindet ham om en lektie om ansvarlighed, som hans far, Flemming, lærte ham.

“Flemming sagde til mig, at når fiaskoen kommer, så skal du stille dig ud i rummet og eje den. Jeg tror måske, det er derfor, at jeg som 19-årig, da jeg var tyndhåret, turde rage det hele af,” siger han.

Mindet er også kommet til overfladen, fordi hans teenagesønner for tiden har lidt problemer med at stikke forældrene hvide løgn, og pludselig bliver det magtpåliggende for Werner at ringe drengene op på et gruppeopkald og videregive Flemmings råd.

Efter snakken kigger han på billeder af et palæ, der skal bruges i en reklame for Emirates, og ud af det blå studser han over, hvordan nogle bruger emojis, når de sms’er, og andre aldrig kunne finde på det. Selv sender han mange, men Niels Brandt kunne aldrig finde på det, og det elsker han ham for.

“Hej Niels,” siger han, da vennen tager telefonen, “jeg savnede dig og kom til at tænke på vores korrespondance, du bruger jo aldrig emojis.”

MARTIN WERNER SÆTTER SIG IND PÅ BAGSÆDET af den ventende bil, stadig med Niels Brandt i røret, og bliver kørt til kostumen. Da han har lagt på, vælter han ind og hilser på alle, inden han kortvarigt finder sig til rette i en sofa. Den ene statist efter den anden kommer ind, klædt ud som håndværkere i orange veste, og bliver fotograferet. Otte italienere kommer anstigende, to fra Fiat, seks fra reklamebureauet bag reklamen.

“Are you key account or key creative,” siger Martin Werner til en mand med gråt hår og rullekrave, mens han går rundt og hilser på alle.

“Opgaven er at være en klovn,” siger han på dansk, “i virkeligheden kunne jeg lige så godt være opvarmer. Mine damer og herrer, om lidt kommer Bubber,” siger han teatralsk, og slår over i engelsk:

“Look what we have,” han peger på bordet med kager, colaer og slik og stikker en chokoladebar i lommen.

“For tonight in the room,” siger han skælmsk og finder en hat med gigantiske horn, der får ham til at se dæmonisk ud.

Italienerne griner. Da alle statisterne er fotograferet i variationer af det samme kostume, kommer Chiccos assistent med en computer til Martin. Klinisk screenshotter han de kostumer, han bedst kan lide. “I LOVE IT,” udbryder han, og messer “forza Italia”, mens han knytter en næve, men retter sig selv, det er vist ildeset nu om dage, begynder han og kaster sig hovedkulds ud i en joke om, at tingene alligevel var bedre med Berlusconi og bunga bunga-fester end Giorgia Meloni, og at man burde tage Forza Italia tilbage, ligesom arbeit mach frei, siger han, der selvom det var frygteligt, indeholder en sandhed.

Hverken jeg eller italienerne ved, hvad der ramte os, eller hvordan samtalen endte der, før Martin Werner er i fuld gang med at snakke om fodbold og give en kreativ råd til at håndtere sit parforhold. Til sidst indkalder Martin Werner til en debrief, hvor han fortæller kunden og bureauet, hvad der skal ske, når de skal optage, og viser billeder af kulværket. Han tager dæmonhatten på igen og begynder at spille nogle forskellige numre, han forestiller sig som soundtrack. En repræsentant fra Fiat efterspørger noget potent musik, og Werner sætter et nummer på, han mener, er perfekt.

“But we could never get it, because you’re so greedy at Fiat,” siger han, og for en stund står det lille lokale stille, mens resten af kloden roterer.

“I’m sorry, it’s just that I have frogs jumping out of my mouth constantly,” siger han.

Stemningen smelter igen. Og knips, så er det slut, og nogen bestiller et bord og en bil til os.

MARTIN WERNER ER VOKSET OP I Tove Ditlevsens gamle hjem i Birkerød. Han er søn af to hippie-psykologer. Forældrene havde en fælles psykologpraksis i hjemmet, hvor de lavede parterapi. De optog sessionerne, og Werner blev fascineret over, hvordan et kamera kunne filme forældrene og et par, hvor manden efter fire timer brød sammen og indrømmede, at han var homoseksuel.

“Det var voldsomt at se, og i midten af det hele sad mine forældre og var gode til at få det hele frem og lande tragedien, der var under opsejling,” siger han, mens tjeneren bringer retterne ned. På et tidspunkt skruede Werner kameraerne ned og begyndte at filme. Kameraerne kostede 75.000 kroner, og han fik en skideballe, da forældrene fandt ud af det. Som 21-årig søgte han ind på Filmskolen og fik et rungende afslag.

“Jeg sagde, at jeg ikke rigtig havde nogen smerter, jeg havde haft en god barndom og ville gerne fortælle glade historier. Og så sagde Mogens Rukov (leder af manuskriptuddannelsen på Filmskolen, red.): “Så tror jeg ikke, at du skal gå på den her skole. Kom tilbage når der er sket noget ulykkeligt i dit liv, en rigtig kunstner kan først fortælle noget, når der er noget på spil.” Det havde stodderen på en måde ret i, men det var samtidig game over for mig.”

Siden har Martin Werner båret på et mindreværd rettet direkte mod Filmskolen. Men i en alder af 26 kom tragedien og tonsede en knytnæve lige mellem øjnene på Martin Werner.

“Jeg må medgive, at de gode historier kommer af smerte og traume.”

Hvad skete der?

“Min daværende kæreste var gravid med tvillinger. Der er en uge til termin, hun er højgravid, og jeg er på arbejde i et lydstudie, da hun ringer. Hun kan ikke mærke liv, siger hun. Skal jeg komme, spørger jeg, men nej, hun er okay, hun kører bare lige på hospitalet for en sikkerheds skyld. Fem timer senere ringer hun og siger, at de er døde. Begge to.”

Året efter lavede han en musikvideo for Cut’N’Moves nummer “Missionary Man”. Musikvideoen vandt en grammy, og han tilskriver sin karriere til det øjeblik.

“Den havde så meget power. Den var rasende og voldsom. Det var smerten. Jeg gik fuldstændig i stå og måtte genfinde troen, håbet og kærligheden.”

Cirka samme tid fik parret en sund og rask søn, Luis.

Mister du aldrig gejsten?

“Jo. Det gjorde jeg, da blev 50, og derfor startede jeg i terapien. Jeg var røget i autopilot, og det havde jeg været i 10 år. Alt kørte efter den samme opskrift og på min intuition fremfor at bruge den ekstra energi, være mere kritisk og spørge mig selv, om det kan gøres anderledes. Reptilhjernen var slået til.”

Har du nogensinde spurgt dine børn, om du har været tilstedeværende nok?

“Det ved jeg, de ikke synes. Til min 50 års fødselsdag holdt Luis en 17 minutter lang tale om hans behov for opmærksomhed og mit manglende nærvær. Det var ikke pinligt eller negativt, det var bare ærligt og direkte. Konfrontatorisk for en ung mand, der var ved at træde i karakter.”

Et par år efter talen blev Luis 25 år, og Martin spurgte sin søn, om han ville gå i terapi med ham. Luis havde over årene udviklet en bitterhed mod sin far, fordi han følte sig forladt af en far, der aldrig var hjemme.

“Han brød fuldstændig sammen. Det gjorde jeg også.”

Martins stemme bliver grødet, han hapser efter vejret. Under terapien fandt de frem til, at det for Luis handlede om, at han skulle stoppe med at stræbe efter en bedste ven i sin far. En far er en far. For Martin handlede det om, at han lavede den fejl, alle forældre gør, hvilket er at forklare børn, hvad de skal forstå, i stedet for at forstå deres børn.

“Det var skelsættende for vores relation. Terapeuten fordømte ingen af os, men fortalte os, at der er nogle mekanismer i far og søn-fortællingen, vi ikke kan løbe fra.”

Regnen har stadig sit greb om Budapest, da vi trisser tilbage mod W. Martin skal holde videomøder med nogle amerikanere. Dagen efter står den på flere møder, før han over to dage skal filme Fiat-reklamen, inden han flyver direkte til Como igen.

Opdatering 29. april 2025, klokken 12:00: De to gange Martin Werners læge fortalte ham, at han havde cancer, viste det sig begge gange senere at være fejldiagnosticeringer. Det er opdateret, så det fremgår af teksten.