”Det er et mega scoop.”

Sådan lyder det fra strategidirektør hos det kreative bureau Pong, Thomas Nolsøe, om den aftale bureauet og foreningen Dansk Markedsføring har indgået med marketinguruen Mark Ritson.

Sammen med den feterede marketingprofessor kommer Pong og Dansk Markedsføring til at udbyde Ritsons såkaldte mini-MBA i Danmark med start den 8. september – i en udvidet udgave med danske gæsteundervisere, tjek-ind og eksamen hos marketingprofessoren. Det er første gang, at Mark Ritson indgår et samarbejde om en udvidet udgave af sin mini-MBA noget sted i verden.

”Vi tager afsæt i den mini-MBA, Mark Ritson har udviklet. Og så gør vi den mere lokal og operationel. Samtidig er der fysisk undervisning, så man ikke bare skal sidde hjemme på computeren og se modulerne. Dermed skaber vi også et marketingfællesskab, som deltagerne kan bruge bagefter,” siger Thomas Nolsøe.

Ideen opstod, forklarer han, da Mark Ritson i efteråret 2025 gæstede Danmark til et særarrangement lavet af Pong, Dansk Reklamefilm og Dansk Markedsføring. Og målet er klart: At styrke marketingfagligheden i Danmark.

" Vi synes, det er vigtigt, og vi tror det vil skabe stor værdi i vores lille danske marketingverden
Thomas Nolsøe, strategidirektør hos Pong

”Hos Pong arbejder vi hver dag for at blive dygtigere, og jo dygtigere vores kunder er, jo dygtigere bliver vi også. Så det giver god mening for et bureau som vores at kæmpe for marketingfagligheden,” siger Thomas Nolsøe.

”Vi tager fat i det som reklamebureau, fordi marketing som disciplin er understimuleret og undervurderet. Marketingteori og evidens har rykket sig meget de seneste 10 år, og den viden vil vi gerne være med til at udbrede. Det er et reelt uddannelsestilbud baseret på seneste forskning – som samtidig er praktisk nok, til at du kan gå ud og bruge din nye viden med det samme,” siger Thomas Nolsøe.

Skal være stolte af det

Hos Dansk Markedsføring er man stolte over at indgå et seriøst samarbejde med Mark Ritson og Pong, siger direktør Gitte Tvilling.

”Vi vil gerne løfte vores medlemmers faglighed. Netop for at kunne understøtte marketing som en forretningskritisk disciplin. Og at vi har en mulighed for at gøre det med et velrenommeret navn som Mark Ritson – og gøre det operationelt i en dansk kontekst – er helt oplagt,” siger Gitte Tvilling.

" Vi har store ambitioner og vil sikre, at indholdet lever op til alles forventninger. Derfor gør vi os meget umage
Gitte Tvilling, adm. direktør, Dansk Markedsføring

”Vi er virkelig glade for, at vi som medlemsforening har noget helt unikt, vi kan tilbyde vores medlemmer. Og det er kun for medlemmer. Der skal være noget særligt, og det er der her,” siger hun.

Samtidig, påpeger hun, er kurset en stærk mulighed for at styrke sit netværk i marketing.

”Jeg er nysgerrig på, hvem der kommer på holdet, og på at se det fællesskab udvikle sig. Det kræver også, at vi faciliterer det. Det er det, vi kan i Dansk Markedsføring. Det er en platform, hvor holdet bagefter kan bruge hinanden, og det er netop vores styrke at stå for det.”

Ifølge Gitte Tvilling målretter uddannelsen med Mark Ritson sig både til marketingprofessionelle, der gerne vil have en stærkere teoretisk ballast – og dem, der allerede har det, men gerne vil have det frisket op.

Men den helt store fordel ved uddannelsen, siger hun, er, at den både bliver sat i en dansk marketingramme, og at den teoretiske gennemgang bliver ledet med en stærk formidler i form af Mark Ritson.

”Han har nogle stærke teorier, som er evidensbaserede. Og så er han en formidler, som mange sætter meget pris på. Han er meget direkte. Han tager den vigtige teori og får gjort den ligefrem. Og med det lokale lag har det en stærk, ekstra dimension,” siger direktøren, der er meget spændt på at få sat gang i uddannelsen.

”Jeg glæder mig utroligt meget til at åbne op for det første hold i september. Det er en første udgave, vi laver nu. Vi har store ambitioner og vil sikre, at indholdet lever op til alles forventninger. Derfor gør vi os meget umage. Og Mark følger også med, tjekker ind og interagerer med deltagerne. Den interaktion tror jeg også, at han savner,” siger hun.

Kommer du selv til at tage med på skolebænken?

”Jeg vil ikke tage en plads fra et af vores medlemmer. Men man kan altid bruge et brush-up. Så jeg vil også komme i klubhuset og holde mig orienteret om, hvad der foregår i undervisningslokalet og prioritere så meget af min tid til det som muligt. Også, fordi det er et nyt koncept, og jeg gerne vil sikre mig, at det lever op til den standard, det bør.”

Det er første gang, Mark Ritson laver en særskilt uddannelse med et lokalt fokus – hvad tænker du om, at han gør det i Danmark og med Dansk Markedsføring og et lokalt bureau Pong?

”Det kan vi være stolte af. Det viser, at han ser potentialet. Både niveaumæssigt i Danmark, men også i samarbejdet med os. Han har valgt at prioritere sin tid på konceptet, og den læring kommer også Mark til gode. Det er win-win for alle parter.”

En af de helt store i marketingforskning

Thomas Nolsøe er ekstremt spændt på at komme i gang med samarbejdet med Mark Ritson.

”Jeg glæder mig virkelig meget. Og i lige så stor grad er jeg ydmyg om, at det er en stor opgave vi har kastet os over. Men vi synes, det er vigtigt, og vi tror det vil skabe stor værdi i vores lille danske marketingverden, så vi har valgt at prøve at gøre noget,” siger Thomas Nolsøe.

”Jeg læste en artikel hos jer om, at 87 procent af ledige marketingfolk overvejer at skifte karriere. Jeg tænkte WTF, det kan ikke være rigtigt. Jeg har brugt 30 år på branchen og elsker det. Og derfor var det grotesk at læse. Så vi må stå sammen om at gøre os dygtigere, så vi ikke bliver dræbt af AI og uvidenhed.”

Hvorfor er det netop Mark Ritson, I vælger at lave en uddannelse sammen med?

”Der er Les Binet, Byron Sharp, Andrew Tindall og Mark Ritson. Det er fantastisk, at vi har fat i et af de store ikoner,” siger han.

”Danmark fylder ekstremt lidt på den internationale scene. Derfor er det et scoop, at han vil teste det her af sammen med os. Vi bliver de første i verden, der gør det her på den måde. Men jeg tror, at der er fordele i det begge veje. Det bliver også en god learning for Mark for at se, hvordan det virker i markedet.”

Man kan allerede tage hans mini-MBA online. Hvordan adskiller det her sig fra det forløb?

”For det første deltager Mark Ritson mere her, end han gør, når du bare sidder hjemme i stuen og ser modulerne. Derudover får du et fællesskab med ligesindede, der står med de samme problemer som dig. Og vi gør det operationelt med lokale eksperter. Så du faktisk kan gå direkte ud og arbejde med problemstillingerne.”

MiniMBA i Marketing – af Mark Ritson og med danske eksperter

Kom med på en unik uddannelse med marketingguruen Mark Ritson, Dansk Markedsføring og Pong.