”For en time siden FYREDE jeg vores grafiske designer på grund af ChatGPT”.

Sådan skrev Jacob Thyssen Vestergaard, stifter af Thyssen Ads, i et LinkedIn-post, der affødte en shitstorm fra flere profiler i branchen.

”Ad. Siger alt om din egen selvopfattelse, og mangel på samme, hvad angår mennesker,” skrev blandt andre Peter Metcalfe, kreativ direktør i The Unicorn, i en kommentar til opslaget, der udover mange kritiske kommentarer også fik 200 likes.

Ifølge 22-årige Jacob Thyssen, der driver sin virksomhed fra Dubai, er hans fyrings-post nået ud til 135.000 LinkedIn-kontoer.

”Jeg skrev det, fordi jeg føler, at folk ikke forstår, hvordan AI kommer til at ændre alting. Nogen folk sammenligner det (AI-generede billeder, red.) med stock-photos, og det er virkelig dumt og viser, at man ikke har nogen forståelse for, hvad AI er,” siger Jacob Thyssen på vores Google Meet-opkald.

Det er højlys dag i Emiraterne, og bag Jacob Thyssen Vestergaard kan jeg se to højhuse under opførelse. Vores forbindelse hakker fra tid til anden, indtil han skifter til sit andet net.

”I stedet for at blive sur over opslaget, så synes jeg, at folk skulle bruge det som et wake up call, i forhold til hvad de hver især kan gøre for at sætte sig selv i en bedre position i fremtiden – så de kan udfylde en stilling, de ønsker.”

Du kan se første del af Jacob Thyssens Vestergaard opslag nedenfor.

Artiklen fortsætter efter opslaget.

”Fyret” er fortsat ansat

Jacob Thyssen Vestergaard har boet de sidste 14 måneder i Dubai, som han er flyttet til på grund af skattefordele i forhold til sin marketingvirksomhed, hvor han pt har én person – Benjamin Fischer-Henrichsen – ansat i rollen som ’performance marketeer’.

Og det var Benjamin Fischer-Henrichsen som Jacob Thyssen i sit opslag havde ”fyret” som grafiker, da han nu kunne få ChatGPT til at udføre den opgave.

Det er dog stadig Benjamin Fischer-Henrichsen, der står for at lave billeder til Thyssen Ads’ kunder med hjælp fra AI’en, fortæller han.

”Vi har et meget, meget stærkt team med mig og ham, synes jeg,” siger Jacob Thyssen, der tilføjer at de to har samarbejdet i tre måneder.

Thyssen Ads er ifølge Jacob Thyssen et Google Ads-bureau, der primært arbejder for webshops, og ifølge stifteren selv er det hans ambition at ”bygge verdens største marketingbureau.”

Samtidig er det hans mål at virksomheden holdes langt nede i forhold til antal ansatte.

“Jeg vil gerne ansætte så lidt som overhovedet muligt og i stedet bruge AI mest muligt. Jeg vil ikke have, at al min tid skal gå med human resources – med at finde ansatte, fyre osv. Jeg vil gerne bygge en kæmpestor virksomhed med så få ansatte som muligt,” siger han.

Du kan se anden del af Jacob Thyssens Vestergaards opslag nedenfor.

Artiklen fortsætter efter opslaget.

”De bliver wiped out”

Jacob Thyssen Vestergaard er i bund og grund overrasket over den heftige medfart, hans opslag fik, og han fortæller, at han også havde forventet at få positive reaktioner på sit opslag.

Jeg kan ikke se, hvad det er, der er så dårligt ved opslaget. Bare fordi man skriver, at man har fyret en. Det er jo normalt at fyre folk – at opsige stillinger, og få AI til at lave ens ting og sådan noget.”

”Så Jeg forstår faktisk ikke helt, at der er så mange, der bliver så sure over det.”

Han tror, at de stærke negative reaktioner på opslaget må skyldes, at mange folk føler sig ramt at det, han skriver.

At de pågældende inderst inde godt selv ved, at de er i overhængende fare for at miste deres job til AI inden for den nærmeste fremtid.

”Jeg har meget ondt af alle dem, der har taget en uddannelse på 5, 6, 7 år. Folk der er blevet grafiske designere og har opbygget en stort, flot CV. Folk der er stolte af deres uddannelse og tænker, at det her bliver deres levebrød resten af livet,” siger han og tilføjer:

”De bliver wiped out af det her. Det er måske ikke lige nu, de alle bliver fyret, men om et til to år, måske fem, så er der ikke længere brug for dem længere.”

Kommentar på Jacob Thyssens opslag af Jacob Holst Mouritzen, der er strategikonsulent og ejer af konsulenthuset Holst Mouritzen samt livsstilsekspert i DR-programmet 'Kender du typen?'.

Han understreger dog, at han ikke mener, at det langt fra kun er grafiske designere, der snart er overflødige.

”Det er næsten alle brancher, der vil blive fuldstændig wiped out. Men det er jo ikke fordi jeg har som mål at være streng over for nogen, men det er jo bare realiteten, at AI kommer til at tage en masse, masse folks jobs.”

Gjorde post dårlig med vilje              

Ifølge Jacob Thyssen Vestergaard gjorde han med vilje sit fyrings-opslag dårligt, for at flest mulige folk op af stolene.

”Den måde jeg baiter lidt på, er jo med, at det billede, jeg bruger som eksempel på et billede, der er lavet af AI, nok er det dårligste AI-billede, jeg har kunne finde.”

”Jeg har meget, meget bedre AI-billeder, men jeg tænkte, hvis jeg finder et AI-billede, der næsten er dårligere end det andet, (der ifølge posten er lavet af en grafiker, red.), så kommer det til at gøre folk rigtig sure.”

Og at han selv havde skrevet en tekst i paint med sin ”sindssygt grimme håndskrift”, så tænkte han at det alt i alt ville gøre folk ”ekstra pissed”.

”Men hvis de læste teksten og tænkte over det, jeg skriver, så troede jeg, de ville forstå pointen lidt bedre,” siger han.

Hvis man tog en god grafiker og holdt det op mod grafisk AI-arbejde. Hvem mener du så ville så lave det bedste produkt?  

”Det kommer an på i hvilken sammenhæng, man ser pågældende billede. Hvis vi tager udgangspunkt i Facebook Ads, så tester vi en helt masse billeder i forhold til vores opslag. Og her vi fuldstændig ligeglade med, hvad der er æstetisk mest flot. Vi ser se på, hvilke billeder der får de billigste kliks og generer de billigst mulige salg.”

”Det hele annonceringen handler om, især på Facebook. Det er bare testing, testing, testing, indtil vi finder noget, der virker,” tilføjer Jacob Thyssen Vestergaard.

Vant til negativ respons

”Jeg synes, det siger mere om dig, at du bruger en fyring til at promovere dig selv og din virksomhed. På under en time.”

Sådan starter Peter Metcalfes kommentar, der har fået ca. 90 likes, på Jacob Thyssen opslag.

Hvordan har du det med, at der er flere, der i deres kommentarer angriber din person. At folk skriver, at opslaget får dig til at fremstå som lidt af et røvhul?

”Jeg har tidligere fået meget negativitet fra folk, når jeg har lavet opslag på LinkedIn. Jeg går altid gå ind og kigger på personen, der skriver et eller andet til eller om mig,” siger Jacob Thyssen Vestergaard og tilføjer:

”Og så sidder jeg og tænker over, om jeg har lyst til at være som denne person. Og hvis jeg ikke har det, så påvirker det mig ikke, hvad personen siger. Men hvis det er en person, jeg ser op til, eller jeg kan se er virkelig dygtig, så vil jeg bruge tid på at sætte mig lidt mere end i personens standpunkt, og genvurdere om personen kan have ret i det, vedkommende skriver.”

Du er ikke gået i dialog med nogle af dem, der har kommenteret på dit opslag. Hvorfor ikke det?

”Når der er så mange, der skriver, kan jeg ikke kan gå i dialog med nogen af dem. Jeg kan jo ikke sidde og have en diskussion med 130 personer på én gang. Og jeg kan heller ikke udvælge kun tre af dem.”

”Hvis der var kommet fem eller ti kommentarer, så havde jeg glædeligt godt taget dialogen, men jeg kan bare ikke sidde og svare over 100 personer.”

Kommer reaktionen til at ændre noget i forhold til, hvordan du går til dine opslag fremover?

”Nej, for jeg har jo ikke nogen LinkedIn-strategi som sådan. Jeg har bare lyst til at skrive noget, og så skriver jeg det. Så det kommer jeg ikke til at påvirke, hvad jeg skriver fremover.”

Du kan læse hele Peter Metcalfes kommentar på Jacob Thyssens Vestergaard post nedenfor:

Artiklen fortsætter efter billedet.

Kunder er ligeglade med hvad han skriver

Jacob Thyssen Vestergaard fortæller, at det går rigtig godt for hans forretning. At Thyssen Ads fakturerede for ca. 250.000 kroner i marts måned. Og 90 procent af beløbet er ifølge ham ren profit.

Men kan et opslag, der skaber så meget negativitet om dig som person ikke skade din forretning?

”Så skulle det jo være fordi, at jeg mistede nogle af de kunder, jeg har i forvejen, eller jeg mistede nogle potentielle kunder på grund af det. Men de kunder, jeg har, går ikke op i, hvad jeg skriver på LinkedIn.”

Jacob Thyssen Vestergaard kan pga. NDA’er (Non Disclosure Agreement, red) ikke dele hvilke store danske kunder, der er han arbejder med. Mange virksomheder vil ifølge ham ikke affilieres med Dubai.

”De går op i, at jeg leverer gode resultater til dem. Jeg tror faktisk, de er fuldstændig ligeglade med, hvad jeg skriver på LinkedIn, så længe de får gode resultater. ”

”Store kunder, de går op i resultater, de går op i penge,” tilføjer han.

DR har for nylig udgivet tv-dokumentar-serien ’Nemme penge’, hvor journalisten Jacob Weil blandt andet besøger online business coachen Philip Johansen eller ’Hustlephil’ i Dubai, der tilsyneladende tjener styrtende på en forretningsmodel, som – ifølge dokumentaren – er blevet kritiseret for at minde om pyramidespil.

 Jacob Thyssen Vestergaard er ærgerlig over den negative opmærksomhed, der ofte er omkring Dubai.

”Hver gang der kommer en eller anden nyhed om en, der har lavet noget lort her i Dubai, så går det ud over alle os andre, der har gang i en ærlig forretning.”

Det er ikke den slags typer, som Jacob Thyssen omgiver sig med, fortæller han.

Udover at der er skattefordele, er Jacob Thyssen Vestergaard flyttet til Dubai, fordi bejret er godt, maden er god – og alting er tidsoptimeret, fortæller han. Foto: PR

”De folk jeg kender her, det er de mest hårdt arbejdende, jeg nogensinde har mødt, og de mest ambitiøse mennesker. Det er folk, der egentlig bare gerne vil lave noget rigtig god forretning – noget som hjælper verden.”

Man skal træde op på et højere niveau

Jacob Thyssen Vestergaard fortæller, at han har lært at bruge ChatGPT på et højt niveau ved at spørge ChatGPT om, hvordan man gør ting.

Det er med andre ord ChatGPT, der har lært ham at bruge ChatGPT.

Og i dag kan han efter eget udsagn bruge den kunstige intelligens til stort set alle typer opgaver.

”Jeg tror det nemmeste er at spørge, hvad jeg ikke bruger Chat GPT,” siger han og pointerer, at han i dag kan arbejde 200 procent så effektivt som for to år siden. At ChatGPT har tredoblet hans arbejdskraft.

Hvis en AI kan erstatte en grafiker-rolle hos dig på nuværende tidspunkt. Så kommer AI-assistenter to år ude i fremtiden vel også til at kunne erstatte dig. Hvordan har du det med det?

”Det har jeg det meget fint med. I forhold til det er mit mål jo bare, at jeg inden har arbejdet mig frem til en anden rolle, så den ikke kan erstatte mig til den tid. For at være helt ærlig, så glæder jeg mig næsten til at den erstatter mig,” siger Jacob Thyssen og fortsætter:

”Fordi når den erstatter mig, så er det jo ikke bare mig, den erstatter. Så erstatter den mange andre. Og hver gang der sker kaos i noget, så kommer de største muligheder til dem, der er bedst forberedt.”

Men når AI der kan erstatte dig, og den kan erstatte en masse andre, er det jo et skridt i retning af massearbejdsløshed. Er det en god ting i dine øjne?

”Nej, jeg synes ikke, det er en god ting. Jeg synes ikke overordnet det er godt for mennesker ikke at arbejde. Men jeg glæder mig selv til det i min egen position, fordi jeg er sikker på, at jeg godt kan forberede mig godt til det.”

Han tilføjer:

”Men set med andre mennesker for øje, så tror jeg, det bliver meget dystert og trist. Jeg synes dog stadigvæk, det er spændende, når der sker store forandringer.”

Har du noget bud på, eller har du generelt tip til, hvad man kan gøre for at fremtidssikre, at man har et job i fremtiden, trods at AI bliver mere og mere højt udviklet?

”ChatGPT kommer til at stå for alle de tekniske opgaver, mens jeg tager et skridt op og tænker mere strategisk over, hvad en kampagne skal bestå af. Så det handler om at bevæge sig op på et lidt højere niveau”.

”Og på et tidspunkt kommer den jo også til at tage det tit et lidt højere niveau, det er jeg klar over. Men så skal jeg bare bevæge mig endnu et step længere op hver gang.”

Hvad så når der ikke er flere steps, du kan gå op?

“Det vil der være i noget tid endnu. Når det ikke længere er tilfældet, vil min økonomi og mine assets være tilfredsstillende, og dermed behøver jeg ikke at tænke på at arbejde.”