Det godt 30 år gamle danske bureau Marketsquare bliver nu en del af det europæiske netværk Only Creative Entrepreneurs.
Det oplyser CEO på Marketsquare, Jens Thrane-Møller, i et interview med Markedsføring.
Netværket består af 13 bureauer i Holland og fire i Belgien, men har ambitioner om at ekspandere yderligere i Norden. Og her er danske Marketsquare som det første nordiske bureau kommet ombord.
Parterne ønsker ikke at oplyse tal for økonomien i handlen, men konkret sker der det, at Only køber hele Marketsquare, og så reinvesterer ejerne, Jens Thrane-Møller, Camilla Flindt Hjælmhof og David Asmussen – samt bestyrelsesformand Steen Halbye – i Only.
Dermed indtræder de som aktionærer i holdingselskabet for Only Creative Entrepreneurs og bliver på den måde medejere af både Marketsquare og netværkets øvrige bureauer.
Ledelse på det danske bureau forbliver uændret: Jens Thrane-Møller forsætter som CEO, Camilla Flindt Hjælmhof som COO og David Asmussen som executive creative director – og der ændres heller ikke på medarbejderfronten.
Handler om udvikling
Det var Only, der tog den første kontakt til Marketsqaure, fortæller Jens Thrane-Møller.
”Ja, de var på rekognoscering i det nordiske bureaumarked, og fik øje på os,” siger han og tilføjer, at man på Marketsquare også med det samme så muligheder.
”Vi blev meget hurtigt begejstrede for Onlys filosofi om noget så sjældent som et europæisk bureau-netværk, hvor hele grundtanken er, at hver enhed bevarer sin identitet og sin autonomi.”
Om Only Creative Entrepreneurs
- Netværket rummer 13 bureauer i Holland og fire i Belgien – og nu altså også danske Marketsquare
- Only er organiseret i mellemstore, lokalt forankrede teams, der arbejder ud fra en model baseret på delt ejerskab og fælles platform
- Netværket fokuserer ifølge egne oplysninger på ”kommunikationsopgaver med høj kompleksitet og stor betydning, såsom adfærdsændring, krisekommunikation, ESG-strategi og -rapportering, reguleret kommunikation samt effektfuld branding og content”.
Hvad er fordelene for jer ved at være en del af netværket her i forhold til ”kun” at være jer selv?
”Først og fremmest handler det jo om at udvikle bureauet. Og nu skal man jo altid passe på med at fremhæve sig selv, men vi er reelt en ret speciel case i bureaubranchen, fordi vi faktisk har udviklet os rigtig meget over de senere år,” siger Jens Thrane-Møller og tilføjer:
”Det er blevet et mantra for os, at vi hver år skal kunne sige, at vi har udviklet os, gjort noget nyt, styrket os på nogle kompetencer – er blevet lidt dygtigere igen i forhold til året før. Det er også det drivende motiv for os her: Vi stod et sted, hvor vi havde brug for at udvide familien lidt. Have lidt flere venner at ringe til. På den måde kan vi igen blive dygtigere, udvikle os og vokse.”
En flad struktur
For Marketsquares kunder betyder ændringen ikke umiddelbart noget nu og her, vurderer Jens Thrane-Møller.
”På den korte bane sikkert ikke noget. For på den måde er Marketsquare i morgen som Marketsquare er i dag. Men henad vejen vil vi jo få mere at tilbyde i form af mere inspiration, flere vinkler, og nye venner, vi kan række ud til for inspiration,” siger han og tilføjer:
”Only-netværket omfatter for eksempel en række bureauer, der er specialiserede inden for bl.a. krisekommunikation, ESG-strategi og rapportering og compliant og reguleret kommunikation, så det giver os jo nye muligheder for at hjælpe både vores lokale og internationale kunder.”
Koster det stillinger, eller kan I tværtimod se frem til at kunne opruste?
”Nej, det koster ikke stillinger. Tværtimod er ambitionen at blive dygtigere, og når man bliver det, så rummer det også nogle vækstmuligheder. Så ned ad vejen er det tanken at blive flere dygtige mennesker.”
Der findes jo flere både nordiske og globale netværk derude. Hvad gør, at I tænker, at det her er bedre?
”Det, vi er faldet for med Only, er flere ting. Det er helt grundlæggende, at vi tror på strategien med, at det er stærke lokale og autonome bureauer, der har deres egen identitet, deres eget navn og deres egen position i de respektive markeder,” siger Jens Thrane-Møller og uddyber:
”Så modellen er ikke hierarkisk. Det er hele grundtanken i det, at det er en meget flad struktur, og det er autonomt ude i de enkelte enheder, at man kan drive sit eget bureau.”
Om Marketsquare
- Marketsquare blev oprindelig grundlagt i 1993 som en del af Berlingske
- Via et management buy out i 2019 blev CEO Jens Thrane-Møller og COO Camilla Flindt Hjælmhof ejere af bureauet
- Ved samme lejlighed indtrådte investor Steen Halbye som bestyrelsesformand
- I 2022 blev David Asmussen, executive creative director, også en del af ejerkredsen
- Bureauet beskæftiger i dag 45 medarbejdere og har base i St. Kongensgade i København.
Så ikke noget med at betale 15 procent i fee til et moderselskab?
”Nej.”
Er først og fremmest spændte og nysgerrige
I en pressemeddelelse om opkøbet af Marketsquare, udtaler Frans de Vries, der er CEO i Only Creative Entrepreneurs, at man bevidst vælger bureauer ”med dyb indsigt i menneskelig adfærd og med stærke kompetencer inden for strategisk kreativitet”.
”Marketsquare udmærker sig på netop disse områder og passer derfor perfekt ind i vores netværk. Vi er meget stolte over det her nye kapitel i Onlys historie. Med vores indtræden i Norden tager vi et vigtigt skridt mod det europæiske netværk, vi er i færd med at opbygge.”
Og ifølge Jens Thrane-Møller ligger det i kortene, at flere nordiske bureauer kommer med over tid.
”Ja, man kan sagtens forestille sig, at der kommer andre danske bureauer, og også norske og svenske. Men det vil så typisk være bureauer med lidt forskellige profiler. Mere kommunikationsstrategiske bureauer, for eksempel.”
Hvordan føles det her inde i dit hjerte?
”Først og fremmest spændende. Marketsquare har jo altid været en udviklingshistorie, og vi er meget optaget af, at den udviklingshistorie skal fortsætte. Og nysgerrighed på hvordan vil bedst får plantet Marketsquare i en marketingfremtid, der udvikler sig hurtigt. Og det synes vi, vi gør med det her.”
Er der ikke lidt vemod i det at afgive det rene danske ejerskab?
”Jo, måske nok, men jeg ser det som et kapitel i en udviklingsrejse, og vi synes, vi er klar til næste kapitel.”