Vilde skududvekslinger, musik indspillet af Wiens Symfoniorkester og gæste-visit af den amerikanske rapper og skuespiller ICE-T er blot en lille del af en ny fem minutters action-mættet trailer for konsolspillet Payday 3, der udkommer til september.

Filmen er et led i markedsføringen af konsolspillet Payday 3, som er udviklet af svenske Starbreeze Studios, og hele molevitten er skrevet og instrueret af danske Stefan Pflug og produceret af Thirsty. 

Filmen, der giver et indblik i spillets univers med et ‘Payday gang’, der udfører et omhyggeligt planlagt bankrøveri i New York – der ender galt. 

Trailerne, der blev frigivet tirsdag aften klokken 22 dansk tid er ifølge Thirsty allerede blevet vist flere end 170.000 gange siden da, ligesom den i skrivende stund har fået 21 000+ likes og 1 800+ kommentarer.

“Helt på månen”

Hos Thirsty har man arbejder på projektet siden december sidste år, og Stefan Pflug fortæller på mail til Markedsføring, at det hele startede, da Thirstys producer i Stockholm, Niklas Adolfsson, præsenterer ham for den kreative direktør hos Starbreeze Studios, Oscar Wickman.

" Min reklame-portfolie emmer ikke ligefrem af action-film, men i mit arbejde med fiktionen, har jeg en del berøring med genren
Stefan Pflug, instruktør

”Min reklame-portfolie emmer ikke ligefrem af action-film, men i mit arbejde med fiktionen, har jeg en del berøring med genren, og jeg har indtrykket af, at Starbreeze føler sig helt trygge med det samme. Jeg kommer i hvert fald med i pitch-runden”, skriver Stefan Pflug.

Han fortæller, at der var tale om en lang pitch-process med flere afleveringsrunder.

“Her bruger jeg meget tid på lære universet og karaktererne at kende. Oscar og jeg deler en enorm kærlighed til genren, og brugte timevis på at sparre, genbesøge nye og gamle klassikere fra genren og tale om, hvordan vi kunne gøre filmen til sin egen ved at udnytte spillets fortælling og karakterer,” skriver han og tilføjer:

”Men på trods af den gode mavefornemmelse var jeg alligevel helt på månen, da jeg en sen fredag eftermiddag stod i Maxi Zoo med familien, og telefonen ringede med nyheden om, at vi havde vundet jobbet. Det var sgu stort.” 

“De hurtigste fem minutter”

Og der er masser af andet dansk kreativitet bag den nye trailer.

Artiklen fortsætter under billedet.

Scene fra traileren til Payday 3-spillet

Filmens score er skabt af komponist Jonas Horsted Larsen og fremført af det berømte Vienna Symphony under ledelse af den britiske dirigent Evan Rogers, der tidligere har arbejdet på store titler som Call of Duty og Battlefield. 

Derudover har produktionen gjort brug af en bred vifte af velkendte kreative danske profiler – herunder klipper Anders Jon, sound designer Kevin Koch, colorist Nurali Kushkov, Danish Special Effects-Service, og med VFX hos Chemistry Film. 

Og hos Starbreeze Studios er Oscar Wickman godt tilfreds med resultatet. 

“Filmen handler basalt set om grådighed, og om hvordan den smitter – ikke kun vores Payday gang, men alle omkring den. Vi præsenterer tematikken i en vel-koreograferet adrenalin-fyldt kortfilm, som ville have været umulig at lave uden vores instruktør, Stefan Pflug. Hans passion og opmærksomhed på detaljerne har resulteret i en film, som jeg virkelig tror vil være de hurtigste fem minutter, vores seere nogensinde vil opleve,” lyder det på mail fra Oscar Wickman.

Payday-spillet har opbygget en solid fanbase verden over. De to foregående spil, Payday: The Heist og Payday 2, solgte således over 18 millioner eksemplarer. 

PayDay 3 udkommer den 21. september 2023 til PlayStation 5, Xbox Series X|S og Steam. 

Se traileren her.

For at se indholdet skal du acceptere cookies.

Opdater dine indstillinger