“Jeg har haft seks rigtig gode år i Merkle. Det har været en periode, hvor jeg har nydt at være med til at bygge noget stort op – fra et dansk til et nordisk bureau og til sidst en global spiller. Men nu var det tid til at prøve noget nyt.”
Sådan lyder det fra Steffen Souza Ric-Hansen, der for cirka to uger siden indtog rollen som partner i Implement Consulting Group.
Skiftet kom efter en længere periode med personlig refleksion og omprioritering.
“Jeg havde gennemgået en del på den private front, og det satte nogle tanker i gang om, hvor jeg får energi fra, og hvad jeg egentlig vil bruge min tid på. Jeg fandt ud af, at jeg savnede det mere strategiske arbejde – og det havde jeg mulighed for at dyrke endnu mere hos Implement,” forklarer han.
Selvom han ser tilbage på tiden hos Merkle med stolthed, begyndte han at længes efter nye faglige udfordringer:
“Merkle arbejder meget operationelt og taktisk – og det var også derfor, jeg i første omgang blev en del af bureauet. Jeg ville lave noget konkret og være tæt på eksekveringen. Men med tiden begyndte jeg at savne det strategiske perspektiv. Spørgsmål som: Hvilken retning skal vi? Hvad skal vi kunne for at komme derhen?”
Unik kombination af fagligheder
Steffen Souza Ric-Hansen fremhæver især stoltheden over at have været en del af et bureau, der eksempelvis høstede masser af præmier ved det seneste Danish Digital Awards, og som havde en unik kombination af fagligheder:
“Jeg har kæmpe respekt for det operationelle arbejde – for evnen til faktisk at implementere og få ting til at lykkes. At få tekniske introverter, skæve kreative og superstrikse projektledere til at fungere sammen er en svær disciplin. Den blanding af kompetencer var noget særligt ved Merkle,” siger han.
Hos Implement får han nu muligheden for at dykke endnu dybere ned i det strategiske og kommercielle arbejde.
“Jeg skal arbejde med forretnings- og digital strategi og få det ud at leve i organisationen – altså hjælpe virksomheder med at tage deres vækststrategier og føre dem ud i livet. Det handler om at se på, hvordan de kan transformere og arbejde endnu mere integreret på tværs af salg, marketing og IT. Jeg vil særligt have fokus på digital experience, e-commerce, digitale salgs- og aktiveringsmodeller samt organisations- og kompetenceopbygning. E-commerce rykker virkelig i de her år – ikke kun i B2C, men især også i B2B. Her oplever vi en enorm efterspørgsel.”
Om skiftet til Implement siger han videre:
“Jeg er virkelig positiv over den stærke kultur. Fordommen om konsulentbureauer er, at folk måske mest er der for pengene, prestige eller arbejder solen sort, men Implement er et sted med stort fællesskab og stolthed over at være et sted, hvor de bedste vil arbejde. Der er en høj grad af frihed og autonomi, og jeg glæder mig til at være en del af det.”
“Jeg er en fagnørd”
Det faglige miljø på Implement er også noget af det Steffen Souza Ric-Hansen fremhæver:
“Jeg er en fagnørd. Jeg glæder mig til at arbejde sammen med folk, der er klogere end mig på deres områder – og til forhåbentlig selv at kunne bidrage med det, jeg kan. Det har jeg allerede haft fornøjelsen af i de første fjorten dage.”
Selvom han tager afsked med Merkle med vemod, føles det som det rette tidspunkt.
“Det var en lykkelig afslutning. Jeg havde brug for nye græsgange og noget nyt at bide i.”
Steffen Souza Ric-Hansen startede sin karriere hos Nordic Sports Group i 2007 som projektkoordinator, hvor han efterfølgende blev senior client manager.
I 2013 blev han director for KidsAids Denmark, før han kom til Kunde & Co., hvor han blandt andet var group director.
Efterfølgende varetog han stillingen som Chief Growth Officer på tværs af Nord Europa hos Merkle, som han bestred indtil sit seneste jobskifte.