Første mandag i februar gik René Westendahl ind ad dørene hos Mindshare, hvor han fremover skal være højre hånd for Mindshares CEO, Pernille Fruensgaard Øe.
René Westendahls rolle er deputy. Dermed skal han stå for driften af leverancer, teams, ressourcer og implementering af strategi. Ansættelsen sker efter et vækstår for Mindshare, hvor bureauet leverede dobbeltcifret vækst.
“I den forandring mediebranchen disse år gennemgår, er det afgørende at have et erfarent og dygtigt team, der kan navigere i det komplekse medielandskab og fastholde fokus på vores kunders vigtigste udfordringer,” skriver Pernille Fruensgaard Øe i en pressemeddelelse og tilføjer:
“René bliver en nøglespiller i implementeringen af vores nye strategi og bringer præcis den erfaring og ekspertise, vi har brug for. René er kendt for sine stærke lederegenskaber, og fokus på de menneskelige aspekter af at udvikle en organisation. I Mindshare ser vi vores medarbejdere som vores vigtigste prioritet, så jeg har længe været på jagt efter den helt rigtige profil, som kan være min højre hånd og deputy gennem denne forandringsproces.”
Strategisk skifte
René Westendahl har tidligere haft ledende stillinger hos Publicis Danmark, Carat og Saatchi & Saatchi. Senest var han fem år hos Publicis som managing director for Publicis Creative & chief communications officer.
“Jeg ser frem til at være med til at udvikle Mindshare som et sted, der både tiltrækker unge talenter og fastholde erfarne kompetencer – hvilket har kendetegnet Mindshare gennem de sidste 20 år. Sammen kan vi levere de bedste løsninger til vores kunders vigtigste udfordringer og bygge videre på det stærke fundament Mindshare har, med høj kundetilfredshed og stærke resultater,” skriver René Westendahl i pressemeddelelsen.
2024 har markeret et strategisk skifte for Mindshare med øget fokus på at levere integrerede løsninger, der bygger bro mellem mediestrategi, kreativitet og teknologi, skriver bureauet i meddelelsen.
Det strategiske skifte hos Mindshare har vist sig attraktivt i markedet, hvilket betyder at der gennem de sidste måneder er foretaget flere strategiske ansættelser, herunder Tina Guldmann, der med mange års erfaring fra Wibroe, Duckert & Partners skal styrke bureauets kreative kompetencer.