En personlig online-beregner, der kan vise hvor mange kroner og kilometer, der kan spares ved at tage færgen frem for bilen. Det har løftet både det direkte salg og brandopfattelsen hos Molslinjen.

Det skriver det kreative bureau Nørgård Mikkelsen, som har skabt beregneren sammen med færgelinjen, i en mail til Markedsføring.

Alene på de første måneder efter lanceringen havde 50.000 været inde og lave beregninger. Og data fra Molslinjen viser, at de 50.000 beregninger har udmøntet sig i en konkret omsætning på mere end to millioner kroner.

I tilgift har beregningerne også vist sig effektive i e-mail-kontekst. Molslinjen har således ved at personalisere e-mails til kunderne fået 45 procent mere omsætning ud af indsatsen, end man får med almindelige mails uden personaliserede budskaber, oplyser parterne.

Det fremgår desuden af mailen fra Nørgård Mikkelsen, at Molslinjens forretning som helhed ligger i index 115 sammenlignet med sidste år, og at både ”awareness, Top of Mind og Net Promoter Score har løftet sig med tocifrede procentsatser”.

Fra Holstebro til Køge

Idéen med beregneren udsprang af, at danskerne, ifølge Nørgård Mikkelsen og Molslinjen, tror, at det er dyrere at tage færgen end at køre hele vejen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Grafikken i Beregneren viser den ønske rute med færgen – eller i bil hele vejen. Foto: PR

“Vores undersøgelser viser, at komfort og pris er to afgørende drivere, når man skal vælge sin rejseform. Vi er naturligt foran på komfort. Det er en klar driver for at tilvælge os,” skriver Birgitte Kold Ingwersen, der er CMO hos Molslinjen, i mailen og tilføjer:

“Men fordi mange, der ikke rejser særlig ofte, i sidste øjeblik beslutter, hvordan de skal rejse, vælger de det, de tror, er billigst.”

Derfor udviklede parterne beregneren ved hjælp af blandt andet ChatGPT, Google Maps og data fra Google og FDM, hvor man kan taste sin tur fra A til B ind og se, om der kan spares penge ved at tage færgen.

Skal man for eksempel fra Holstebro til Køge, så viser beregneren, at man kan spare ”op til 238 kroner og 78 kilometer bag rattet” ved at tage færgen fra Aarhus til Odden.

Personalisering gav pote

For at få beregneren ud at leve valgte Molslinjen og Nørgård Míkkelsen at sende den ud til danskerne i en omfattende kampagne. 

Fra geosegmenteret display og social til regionale Out of Home – og ikke mindst mails med personlige beregninger ud fra hjemadresser til Molslinjens base af over 70.000 permissions.

Effekten blev blandt andet et mail-performanceløft på 45 procent.

Og det er ikke smart teknologi, men den stærke målretning af budskaber, der løfter resultaterne, lyder det i mailen fra bureauet.

“Det stærke i denne løsning er ikke selve beregneren. Det er, hvordan vi har brugt den,” skriver Jeppe Hamming, digital direktør og partner hos Nørgård Mikkelsen, og tilføjer:

”Vi har taget den enkle variable – din bopæl – og brugt den til at kunne give personaliserede eller regionaliserede budskaber på tværs af hele Danmark.”

Du kan se case-filmen for kampagnen herunder: