Der er kunst overalt i Morten Grubak og kæresten Palomas hjem på Store Kongensgade i København. 

Selv kalder han kunst ’kreativitet i sin reneste form’, og jo mærkeligere det er, jo bedre er det, mener han og peger over på en gådefuld blanding af pizzaovn og hundehus af ler med en ’hardhat’ på toppen. 

”Ingen ved, hvad det er. Jeg ved det heller ikke, men jeg føler noget, når jeg ser på det. Det vil mig noget,” siger han. 

Hvad har været den vigtigste oplevelse fra din barndom, i forhold til den du er i dag? 

”Hele den amerikanske livsstil med hip-hop, graffiti og basket. Ikke så meget en enkeltstående oplevelse. Jeg er barn af 80’erne og 90’erne, og dengang kom den kulturbølge jo væltende ind over Europa. Det var vanvittigt spændende, og det har klart været formgivende for min kreativitet og den retning, den har taget.” 

Malede du selv graffiti, da du var yngre? 

”Ja, meget. Vi flyttede fra Amager til Vallensbæk, da jeg var fire år. Til en klassisk planvilla med fladt tag, meget funkisagtigt, og jeg delte værelse med min tvillingebror, Henrik, i mange år. Vi havde et kæmpe værelse, lidt en ’slyngelhule’, hvor vi tegnede og malede over alt. Bord, vægge og D alting var fuldstændig splashet til af graffiti og tegninger. Vores forældre syntes, det var ok, men sagde, at hvis vi blev taget i det, så ville de tage det hele fra os.” 

Taget i det? Men de kunne vel godt se, hvordan jeres værelse så ud? 

”Jo, men graffiti er både det, du laver lovligt i dagslys. Og det, du laver ulovligt om natten, f.eks. på S-tog. Og de ville have, at vi forstod og respekterede, at det ikke altid var kunst, men også kunne være hærværk. Så de sagde ’lad nu være med at fucke det op’.” 

Hvordan var du som barn? 

”Jeg var meget observerende, kiggede på, hvad andre lavede. Og så havde jeg en styrke i at være tvilling. Ikke at jeg var specielt introvert, men i dag taler man meget om ensomhed og mobning, og når jeg tænker tilbage, var der noget over det der særlige sikkerhedsnet. Et menneske, du ved, der altid har din ryg og bakker dig op.” 

Hvad drømte du om som teenager? 

”At det kunne være fedt at udtrykke sig gennem kunst. At være umiddelbar og skabe ting. Henrik og jeg endte faktisk også med at droppe gymnasiet til fordel for en kunstskole, selv om vi var meldt ind. Jeg kan huske det forår, hvor vi kiggede på hinanden og sagde ’vi skal ikke i gymnasiet. Det bliver sgu’ for tungt’.” 

Legen med graffiti blev til håndværk? 

”Ja, helt sikkert. Det kræver sindssygt meget at lave graffiti. Det tager timer at skitsere, og du lærer utrolig meget om typografi, fordi du skal designe alle de her bogstaver. Jeg ved godt, det også opfattes som hærværk, men det er en enormt god skole, hvis du vil være grafisk designer eller art director.” 

Hvordan starter din karriere i branchen? 

”Det kom naturligt, for min far havde et reklamebureau, da vi var børn. Det var nok også derfor, han og mor accepterede vores graffitiaktiviteter: Han forstod, at det kunne være produktivt. Vi kom meget på bureauet, og han gav os små illustrative opgaver.” 

Hvad var dit første rigtige job? 

”Det fik jeg gennem min far. Han hjalp os med at flytte fokus fra graffiti til design og kommunikation, og jeg kendte allerede branchen som et sted med en fed kultur og skønne, sjove mennesker, så det var nemt at gå den vej. Jeg kom ind på et produktionshus, der lavede film. Jeg kunne ikke så meget, men jeg forstod unge og kultur, så de brugte mig lidt som et sounding board.”

" Arbejde forsvinder. Men hvis man kan bidrage til at gøre andre menneskers liv bedre, er man heldig
Morten Grubak, Global ECD, Virtue/Vice

Du og din bror splittede op jobmæssigt? 

”Ja, men vi endte med et lidt pudsigt samarbejde. Henrik kom på et bureau, der hed Home Sweet Home. Det var Heidi Volke, Mette Lehrmann og Jette Ferslev, der stod bag. Selve bureauet var designet rundt om en bar, hvor der stod to bartendere hver fredag, og så stod folk linet op ned ad gaden for at komme op.”

“Men Henrik røg hurtigt videre til Propaganda, og en dag tog han fat i mig: ’Du skal ind og have mit job’. Så han sagde til Heidi, at vi var tvillinger, og jeg kunne det samme som ham. ’Fint’, sagde hun, og så fik jeg en kontrakt. Og det var virkelig ikke godt.” 

Hvorfor ikke? 

”Fordi jeg ikke kunne noget. Så jeg havde en aftale med Henrik om, at jeg tog noter, når jeg blev briefet på en opgave, og så ringede jeg til ham, så han kunne guide mig. Det holdt i en måned, så bustede Heidi mig en aften, hvor vi arbejdede sent på en filmplakat, der hastede.”

“Hun trækker denne her hvide Eames-stol hen til mig og siger: ’kan du ikke lige åbne de her mapper og hive nogle forskellige baggrunde ind?’. Og jeg fumlede og kampsvedte, indtil hun sagde ’ved du overhovedet, hvad du laver?’. Og det gjorde jeg jo ikke.”

“Hun gav mig en måned til at lære det, og det var vildt sødt af hende, så jeg gav det alt, hvad jeg kunne, og lærte det, jeg skulle. Så hun speed rampede lige min karriere der.” 

I 2012 kommer du på det digitale og kreative bureau Konstellation, som på det tidspunkt var ’talk of the town’. Hvordan var det? 

”Der var noget over stedet, som på den ene side var lidt naivt, og på den anden side havde folk, der var sygt dygtige til at kode og UX’e. Altså halvdelen af dem var nørder, men på den virkelig fede måde.”

“Jeg var vant til, at en kampagne var noget, man printede ud og satte på et board og præsenterede, men lige pludselig var det digitale idéer. De vidste, hvordan man hackede og arbejdede med API’er. Det var helt nyt.” 

Hvordan så der ud på bureauet? 

”Det lå lige ved Søtorvet, en ejendom med sådan nogle tårne. I den ene fløj sad dem med teknisk flair, i tårnværelset sad Thomas Pries, Benjamin Bang og jeg med alt vores grej, og i den anden fløj sad konsulenterne og direktøren. Men det var en kæmpe legeplads, for Thomas er et kæmpe legebarn. Der var Lego overalt, og der var et rum, der var lavet om til bjælkehytte med græsplæne med legetøj over det hele.”

“Stemningen var superfed, og jeg tror, kombinationen af nogen, der havde tech-forståelse, med os, der havde koncept-forståelse, var perfekt. For vi fandt ud af at spille på bureauernes banehalvdel, samtidig med at vi kunne levere ind i det digitale. Vi skilte os ud.” 

Blå bog: Morten Grubak

  • Født i København i 1983 og vokset op i Vallensbæk. Har en tvillingebror, Henrik, og en storebror, Christian
  • Gik på Pilehaveskole i Vallensbæk til 10. klasse og derefter på kunstskole i København
  • Har været ansat hos ConAd, Home Sweet Home, Porsche, AdTomic og Konstellation. Er i dag Global ECD, Virtue/Vice
  • Læser: Har efter eget udsagn ikke læst en bog i 20 år (”det går for langsomt, film og lyd er mere mig”).
  • Lytter: Podcasts, P1 og musik af enhver slags (”Fra dødsmetal, til elektronisk, til popmusik, klassisk og serie-soundtracks”)
  • Går meget op i: Mode. Er bestyrelsesmedlem i Institute of Digital Fashion og mentor for den kreative direktør på The Fabricants, et af verdens største digitale modehuse
  • Yndlingsby: Berlin (”Berlin er lidt, som hvis København og London fik en baby. Byen ligner København, men rummer vild kreativitet og masser af poesi”)

Hvad tror du, årene hos Konstellation har betydet for dig, i forhold til den du er som kreativ i dag? 

”De lærte mig, at man kan sælge kreativitet. Folk kom ikke til Konstellation for at få strategi eller rådgivning, de kom, fordi de ville have vilde idéer, og fordi vi var nysgerrige.” 

Og efter et par år kom opkaldet fra Vice? 

”Ja, det var Frederik Andersen, den daværende Vice-direktør, der ringede og sagde ’hej, vi er Vice Danmark, vi er i gang med at starte op, har I ikke lyst til at besøge os’. Benjamin og jeg tænkte først, ’Vice, jamen, hvad fanden er det for noget?’ Vi havde måske set et magasin … men vi aftaler at mødes med Frederik lidt after hours på en fredag.”

“Og da vi kommer derover og banker på, kan vi bare høre musikken hamre derudaf. Vi troede, det var helt hemmeligt, at vi skulle komme. Men vi ender så med at starte på Vice i foråret 2015.” 

Siden kom bureau-benet Virtue til, hvor du i dag er global ECD. Det foregår remote, modsat tidligere. Fortæl, hvordan din arbejdsdag kan se ud? 

”Den har ændret sig meget. Da jeg startede på Vice, var vi 14, og over halvdelen var journalister. Da vi toppede i 2017, var vi var 160 mennesker i Rosenborggade, hvor Virtue fyldte meget – og til i dag, hvor vi alle arbejder remote. Min dag og min uge er defineret af de projekter, jeg er på, om det er med vores asiatiske, mellemøstlige eller amerikanske afdelinger. Men det kan godt være svært, og jeg savner the watercooler talk i hverdagen.” 

Hvordan får du det med tidszonerne til at hænge sammen? 

”Jeg prøver virkelig at passe på mig selv og sætte nogle grænser. Interne møder tager jeg ikke efter klokken 20 mere, bare fordi det passer andre godt. Kundemøder ja, men det clasher nogle gange. Det kan være en usund kultur, og det slider på en.”

“Lige nu arbejder vi på et projekt for Coca-Cola, som både er asiatisk og amerikansk. Sådan et projekt kan vare en to-tre måneder, og så er man i det der mærkelige loop, hvor man sommetider må bide sig selv i armen og tage det der møde fucking klokken 22, ikke?” 

Artiklen fortsætter under billedet.

Hvad er den vigtigste egenskab at have, når man sidder i den rolle, som du sidder i i Virtue i dag? 

”Ledelse. Smag. Og creative confidence. Evnen til at forstå, hvad der er det rigtige at gå med. Og så at sørge for, at folk føler, at de kan lave det fedeste arbejde på Virtue. Folk skal tro på, at vi er gale nok til at lave den idé, de kommer med, og at vi tør følge det til dørs.”

Hvad er kreativitet for dig? 

”Det er noget, der kan forandre måden, andre mennesker ser verden på. Og som ikke mindst kan forandre verden. Det er en mulighed for at overraske med noget, der er nyt, som folk ikke vidste, de ville have.” 

Tror du, kreativitet kan redde verden? 

”Ja, i rigtig mange henseender. Kreativitet er jo ikke bare en reklamekampagne, så det sker nok ikke via vores branche, det sker via andre brancher, som forskning.” 

" Min søn har en stor del af æren for, at jeg kan føle mig selv og være i fred med mig selv.
Morten Grubak, Global ECD, Virtue/Vice

Du arbejder meget med purposebaserede ting. Styrer du bevidst uden om at lave noget kommercielt? 

”Det skulle man måske tro. Og det er da rigtigt, at jeg søger derhen, hvor kunderne er åbne for den type idéer, jeg godt kan lide at lave. Udefra kan det måske se ud som om, jeg kun sidder og laver avantgarde-kommunikation hele tiden, men Vice er så stor en organisation, at der er plads til projekter, der er mere avantgarde. Og det er jo enormt privilegeret, når man sidder i Danmark.” 

Hvad er din stærkeste side? 

”Jeg blev far som 19-årig, mens jeg gik på kunstskolen, og det har modnet og dannet mig i en tidlig alder. Min største styrke har altid været at blive far. Så min søn har en stor del af æren for, at jeg kan føle mig selv og være i fred med mig selv.”

“Og så er jeg nok generelt sådan en, som reflekterer meget over tingene. Hvis der kom en og slog mig, ville jeg stadig reflektere over, om personen var berettiget til at slå mig. Jeg vil ikke bare slå tilbage. Nogle vil måske kalde det en svaghed, men for mig er det en styrke.” 

Og din svageste side? 

“At jeg er meget perfektionistisk, og det kan godt gå ud over andre mennesker. Jeg stopper ikke, før det er, som jeg gerne vil have det. I alle ting.” 

Hvad er den største fejl, du har begået? 

”Måske, at jeg ikke ser at få lavet mit eget bureau. Det kan jo være en fejl, der bare fortsætter. For jeg føler en stor styrke i at have fuld spilleplads hos Vice. Jeg har hele banen og hele bandet, og jeg kan pege, hvorhen jeg vil, så kommer det til at ske. Det er et kæmpe privilegium.” 

I har vundet ekstremt mange awards for Backup Ukraine og Address the Future for mode-brandet Carlings. Hvad har den succes gjort? 

”Det bekræfter karrieren og vores personlige brands i branchen. Jeg tror ikke, der er ét bureau i verden, der ikke har skrevet til mig og spurgt, om vi ikke skulle have et job hos dem. Men endnu vigtigere: Det gør, at andre kunder kommer med et helt andet mod.” 

Men når du får de tilbud, og ikke tager dem, så må du jo være der, hvor du gerne vil være? 

”Ja, men vi arbejder vel alle for at føle, at vi har et eller andet formål, vi forløser. Hos Vice har vi også et journalistisk purpose indbygget i vores kultur, og det har jeg svært ved at give slip på, fordi journalistik er røvvigtigt. Men Virtue har da nok altid være lidt the odd ones, og jeg er ikke engang sikker på, at vi opfattes som en rigtig del af bureaubranchen selv i dag.” 

Hvad har været den sjoveste oplevelse, du har haft i forbindelse med de mange prisoverrækkelser? 

”Da vi spraymalede Grand Prix’en på scenen i Cannes sidste sommer. Det var ret grænseoverskridende, fordi vi var nødt til at smugle spraydåsen ind forbi en metaldetektor. Jeg havde den inde på kroppen og sagde: ’nå, det er nok bare mit ur,’ da den slog ud. Det hele var planlagt til mindste detalje, men da vi kom op, gik alle lidt i en chok og ’frøs’, så det blev lidt akavet. Men sjovt var det.” 

Hvad synes du selv er det vigtigste, du har lavet i dit arbejdsliv? 

”At jeg har skubbet til en masse mennesker, der har fået en karriere. Jeg har hyret virkelig mange forskellige mennesker i min tid, og det er en kæmpe tilfredsstillelse at se dem komme videre i karrieren og lande fede job. Det er jeg stolt af. At mennesker, jeg har arbejdet sammen med, er videre på baggrund af noget, vi skabte sammen. Det er fedt.” 

Hvorfor? 

”Fordi det er vigtigt. Og fordi det er meget større end arbejde. Arbejde forsvinder. Men hvis man kan bidrage til at gøre andre menneskers liv bedre, er man heldig.”