”Bag KL360 gemmer der sig ikke BARE en digital platform. Der ligger mere end fem års transformation af en af Danmarks mest traditionsrige virksomheder”

Ovenstående står skrevet med fed skrift på det hvide A4-papir, som Lasse Breiner Vakgaard har i hånden, da Markedsføring fanger CCO’en i NoA Ignite umiddelbart efter at årets DDA-priser er uddelt på venuet Terminal 13 i Nordhavn.

Papiret viser sig at være en ubrugt takketale, hvis bureauets arbejde for teknik- og installationsvirksomheden Kemp & Lauritzen, casen ’KL360 – Når data åbner døren til fremtidens drift’, skulle gå hen og vinde en af awardens store priser.

NoA Ignite vandt dog ikke bare én, men hele fem priser – samt årets fineste, Grand Prix, for det projekt som juryformand Kim Jong Andersen tidligere aftenen beskrev som ”en case, der gør digital transformation helt konkret”.

Hvorfor takketalen alligevel forblev ubrugt, kan du læse sidst i vinderinterviewet med Lasse Breiner Vakgaard – hvor du også kan se en casevideo om ’KL360 – Når data åbner døren til fremtidens drift’.

Mest kendt for sine servicebiler

Lasse, hvordan er det at vinde Grand Prix for dette arbejde for Kemp & Lauritzen?

”Det er vildt, for feltet var utrolig skarpt. Vi har været oppe imod nogle virkelig tunge – også internationale – spillere, hvor Kemp & Lauritzen er en dansk virksomhed, der mest orienterer sig mod B2B-segmentet, og som jeg tror, de fleste kun kender, fordi de har set deres servicebiler køre rundt i bybilledet.”

Det vandt KL360-casen udover Grand Prix

Udover Grand Prix vandt casen’KL360 – Når data åbner døren til fremtidens drift’ fra Kemp & Lauritzen og NoA Ignite til DDA desuden:

Guld i Best Use of AI
Guld i Best Use of Data
Guld i Best in Digital Business Solutions
Bronze i Best in Digital Strategy
Sølv i Best in Digital Business Transformation

Hvad var Kemp & Lauritzens udfordring, da de kom til jer?

”Kemp & Lauritzen kom til os med en ambition om at forstå deres kunder endnu bedre. Ikke bare hvad kunderne sagde, de havde brug for, men hvad der reelt kunne skabe større værdi i deres hverdag. Sammen undersøgte vi, hvordan Kemp & Lauritzen kunne styrke kundeoplevelsen, optimere forretningen samt dataene, det tekniske afsæt og samtidig gøre virksomheden endnu mere relevant for både kunder, teknikere og installatører.”

Ville skille sig ud på markedet

Lasse Breiner Vakgaard fortæller, at NoA Ignite har arbejdet med Kemp & Lauritzen på projektet, der er endt ud i ’KL360 – Når data åbner døren til fremtidens drift’, i to et halvt år.

Og at man internt i Kemp & Lauritzen forinden havde arbejdet på at gøre sig klar til en digital transformation i yderligere et par år.

Men hvad var baggrunden for at dette projekt blev sat i søen?

Lasse Breiner Vakgaards ubrugte takketale. Foto: Emil Nørlund

“Kemp & Lauritzen opererer i en branche, der er under forandring. Og for at bevare sin position ønskede virksomheden løbende at udvikle sig og imødekomme nye krav og forventninger fra kunderne. Ellers risikerer man, at konkurrenter overtager den værdi, som traditionelt har været en del af forretningen, og at forretningsmodellen på sigt bliver udfordret”.

“Så Kemp & Lauritzen ønskede at finde et sted, hvor de kunne skille sig ud i markedet. Og det er præcis det, KL360 har gjort muligt. Platformen giver kunderne et helt nyt niveau af overblik, indsigt og transparens, der har styrket dialogen og relationen mellem Kemp & Lauritzen og deres kunder. På den måde hjælper Kemp & Lauritzen ikke bare med at holde bygningerne kørende, de hjælper også kunderne med at drive deres forretning.”

Løsning sparer 1.231 årlige arbejdsdage

I Kemp & Lauritzens DDA-indsendelse for ’KL360 – Når data åbner døren til fremtidens drift’ beskrives løsningen som det ”digitale fundament, der omsætter Kemp & Lauritzens strategi til praksis.”

Og videre, at ”Platformen fungerer som et fælles operativt lag, hvor data, drift og samarbejde er samlet i én løsning” og ”håndterer drift og data for mere end 132.000 assets.

Det kan være lidt svært at forstå, Lasse. Er der noget helt konkret, der kan gøre det forståeligt for os dødelige, hvad det er, I har lavet for Kemp & Lauritzen?

“Det handler i bund og grund om at gå fra reaktiv til proaktiv service. I dag monitorerer Kemp & Lauritzen f.eks. omkring 10.000 ladestandere for Norlys. Ved hjælp af realtidsdata kan de opdage tegn på fejl, før de bliver kritiske, og sætte ind, inden brugerne oplever problemer.”

Et andet eksempel er, at det før den nye KL360-platform tog virksomheden 12 minutter at oprette en sag.

”I dag sker det automatisk, hvilket ifølge Kemp & Lauritzen årligt sparer dem 1.231 arbejdsdage i mandetimer. Så det frigør utrolig meget tid og kræfter til at yde service frem for administration,” siger Lasse Breiner Vakgaard.

Du kan se et billede af vinderne fra Kemp & Lauritzen flankeret af Lasse Breiner Vakgaard nedenfor.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Kemp & Lauritzen og NoA Ignite, der fejrer en af de seks priser, som deres fælles case ’KL360 – Når data åbner døren til fremtidens drift’ vandt til DDA. Foto: Martin Sylvest Andersen

Det sexede er kompleksiteten

 Med al respekt så er det ikke en klassisk ’sexy’ case. Men hvad er i dine øjne det sexy ved den?

”For mig er det sexede ved KL360 ikke teknologien alene. Det er kompleksiteten bag den. At få en 140 år gammel virksomhed, mere end 2.000 teknikere og installatører, en lang række systemer og enorme mængder data til at arbejde sammen i én samlet digital løsning. Det er menneskerne i marken, der hver dag bidrager med data og gør platformen klogere. Når man lykkes med at forbinde disse områder i stor skala, begynder det for alvor at blive interessant.”

Er det et ongoing arbejde med KL360, eller er I i mål?

”Nej vi er ikke slet ikke i mål, og det smukke ved det her projekt er, at det er et program. Vi har egentlig bare kradset i overfladen. For der er mange dele af forretningen, der ikke er blevet koblet på KL360-platformen endnu. Så det her er en strategisk retning over en årrække, hvor vi nu har lanceret en første version. Men der er rigtig mange kommende versioner. Så det er et on-going strategisk samarbejde.”

Ikke et produkt, men en transformation

Hvad er du mest stolt over at lykkes med i dette projekt?

“Jeg er mest stolt af alt det bag kulissen. KL360 har krævet nye kompetencer, nye processer og en ny måde at organisere virksomheden på. Der er truffet store strategiske beslutninger for at gøre data, teknologi og service til en integreret del af forretningen. Derfor har det været fascinerende, at målet ikke blot var at bygge et produkt, men at transformere en virksomhed.”

Hvad tror du, det kommer til at betyde for dem – Kemp & Lauritzen?

“Jeg tror, KL360 bliver en afgørende del af Kemp & Lauritzens fremtid. Det styrker både deres konkurrenceevne, kunderelationer og evne til at skabe nye forretningsmuligheder.”

Juryformanden om årets DDA Grand Prix-case

DDA-juryformand Kim Jong Andersen om KL360-Grand Prix casen fra Kemp & Lauritzen og NoA Ignite:

”En teknisk installationsvirksomhed som Kemp & Lauritzen er gået fra at være en traditionel serviceleverandør til at blive en meget mere datadrevet partner, og ender med at blive årets yderst velfortjente Grand Prix-vinder med flest points på tværs af priserne.”

”Juryens Grand Prix går til en case, der gør digital transformation helt konkret. Med KL360 har Kemp & Lauritzen og NoA Ignite sat data i sikkerhedssko og sendt det ud i driften. Her bliver 132.000 assets holdt i gang, sager oprettet automatisk, og teknikernes tid flyttet fra administration til service. Det lyder måske som hverdagens maskinrum, og det er netop pointen. Når det virker her, virker det i virkeligheden.”

I var jo nomineret i en del kategorier. Du må også have haft en eller anden form for selvtillid omkring at KL360 var en vindercasen, i og med at du havde en takketale med?

”Med syv nomineringer var mit håb, at der ville være i hvert fald én anledning til at skulle trække talen frem. Og så tænkte jeg, at det jo ikke er forbudt at være lidt forberedt.”

Ville lade kunden står forrest

I vandt jo fem gange for K360-casen – og var på scenen tre gange. Hvorfor fik du ikke holdt din takketale?

”For os som bureau har det været vigtigt, at det skulle være Kemp & Lauritzens aften. Så vi har egentlig skubbet dem forrest. Og det er også dem, som har taget de fysiske priser med hjem i aften.”

”Jeg ved, at det her er noget, som er en kæmpe accelerator for dem som virksomhed. Og at det betyder meget, at de har fået nogle fysiske artefakter på det, de står midt i, og det, de har været igennem. Så nu håber jeg, at de vil lave et pokalskab i receptionen, og at priserne kan hjælpe dem med at sætte ord på det, de er igennem.”

Nu hvor du ikke fik fremført din takketale, er der så en pointe eller to fra den, som du gerne vil ud med nu, hvor du har en ekstra chance?

”Så skulle de være, at der bag KL360 ikke bare gemmer sig en digital platform. Der ligger også mange års arbejde internt hos Kemp & Lauritzen i forhold til at nå til et sted, hvor de var klar til at handle på deres strategi – og som har muliggjort det, vi har skabt sammen.”

”Og så mener jeg ikke, at dette er en pris for en app eller et dashboard. Det er en pris for at have modet til at gentænke hele sin forretning. For det er det, de har gjort.”

Du kan se en casevideo om ’KL360 – Når data åbner døren til fremtidens drift’ nedenfor.