En af verdens største marketinglegender og -stjerner, Byron Sharp, kommer til Danmark.

Det er foreningen Dansk Markedsføring, der på et eksklusivt halvdags-seminar tirsdag den 15. september i Imperial kan præsentere den profilerede marketingforsker og forfatter til bestselleren “How Brands Grow”.

Byron Sharp er til daglig professor i marketingvidenskab ved University of South Australia – og leder af det berømte marketinginstitut, Ehrenberg-Bass.

Og det er en meget stolt direktør i Dansk Markedsføring, Gitte Tvilling, der kan præsentere den 69-årige marketinglegende for branchen.

“Vi er hos Dansk Markedsføring stolte af endelig at kunne byde Byron Sharp velkommen til Danmark. Det er noget, vi har arbejdet målrettet på, og vi ser det som en enestående mulighed for at bringe nogle af verdens mest indflydelsesrige marketingindsigter direkte til danske beslutningstagere,” siger adm. direktør, Gitte Tvilling.

Hun fortæller, at der ligger et meget stort arbejde bag at lokke Byron Sharp til København.

“At få Byron Sharp til Danmark er ikke noget, der sker af sig selv. Gennem en længere og vedholdende dialog opstod der en mulighed, som vi valgte at gribe, og derfor glæder det os, at det nu lykkes. Samtidig er vi i fuld gang med at sammensætte et stærkt fagligt program med Sharp som hovedkeynote, så deltagerne får både den internationale forskning og de danske perspektiver på, hvordan fremtidens brandvækst skabes.”

Gitte Tvilling fortæller, at Byron Sharp især kommer til at fokusere på, hvordan man skaber brandvækst i en moderne kontekst, hvor marketingbranchen bliver overrendt af AI.

“Når alle kan optimere marketing med AI, er det ikke længere optimeringen, der skaber forskellen,” siger Gitte Tvilling.

“Konkurrencefordelen ligger i at mestre de grundlæggende principper, der dokumenteret driver vækst. Derfor er professor Sharps forskning mere relevant end nogensinde. I en tid præget af kortsigtede KPI’er og automatiserede beslutninger tilbyder hans evidensbaserede tilgang et nødvendigt strategisk modspil og et svar på, hvad der faktisk skaber brandvækst – og hvad der ikke gør.”

Seminaret bliver holdt fra 13-16.30 den 15. september – udover Byron Sharp vil der være flere andre oplæg på scenen i løbet af seminaret. Som gæst får man også Byron Sharps bog.

How Brands Grow in the Age of AI

Kom til eksklusivt seminar med Byron Sharp her.

Køb billet her