Kontrapunkt leverede i 2025 sit stærkeste regnskab siden bureauets start i 1985.
Det oplyser bureauet i en mail til Markedsføring, hvor det også fremgår, at adm. direktør Johan Lawaetz samtidig gør klar til at forlade posten.
Bruttofortjenesten i Kontrapunkt Group steg til 50,2 mio. kr. mod 39,6 mio. kr. året før, mens årets resultat endte på 8,6 mio. kr. mod 2,0 mio. kr. i 2024.
Regnskabet bliver dermed også punktum for Johan Lawaetz’ tid som topchef i bureauet.
“Philip og jeg har det sidste års tid talt om, hvornår tidspunktet var rigtigt til et skifte. Da jeg rejste til Japan og gik på barsel for to måneder siden, var det en naturlig generalprøve på, om timingen kunne være nu – og det mener vi den er med offentliggørelsen af vores årsresultat,” skriver Johan Lawaetz til Markedsføring.
Han kom til Kontrapunkt i 2019 og overtog året efter direktørposten. Nu overlader han posten til Philip Linnemann, der er tiltrådt som adm. direktør med virkning fra 1. juni.
Johan Lawaetz bistår bureauet i en overgangsperiode frem mod sommerferien.
Væksten skyldes højere effektivtitet
Det mest markante i Kontrapunkts 2025-regnskab er løftet i indtjeningen.
Bruttofortjenesten voksede med lidt over 10 mio. kr., mens EBITDA næsten blev firedoblet.
Nøgletal Kontrapunkt Group 2025
Koncerntal for Kontrapunkt Group 2025 i mio. kr. (2024 i parentes).
Bruttofortjeneste: 50,2 mio. kroner (39,6)
EBITDA: 13,2mio. kroner. (3,4)
Resultat før skat: 11,9 mio. kroner. (2,4)
Årets resultat: 8,6 mio. kroner (2,0)
Gennemsnitligt antal ansatte: 48 (51)
Kilde: Virk
Samtidig faldt det gennemsnitlige antal medarbejdere til 48 fra 51 året før.
Ifølge Kontrapunkts CFO, Flemming Mortensen, skyldes fremgangen især en mere effektiv drift.
“Højere aktivitetsniveau uden at øge antallet af ansatte,” skriver han til Markedsføring.
International aktivitet fylder mere
Kontrapunkt beskriver selv regnskabet som afslutningen på en flerårig omlægning af bureauet, hvor målet har været at gøre forretningen mere international.
Ifølge Flemming Mortensen kommer 35 procent af aktiviteten i bureauet i dag fra internationale kunder.
Ifølge ham er andelen af internationale kunder er steget med 20 procent siden 2019, mens danske kunder med internationalt arbejde udgør yderligere cirka 35 procent af bureauets kunder.
I pressemeddelelsen fremhæver Kontrapunkt især USA, Japan og det øvrige APAC (Asien og Stillehavsområdet, red.) som områder, hvor de har fået godt fat.
Stop var et fælles valg
Johan Lawaetz beskriver beslutningen om at give stafetten videre og stoppe i Kontrapunkt som et fælles valg mellem ham og Philip Linnemann.
“Vi er begge to klar til nye udfordringer og rejsen med Kontrapunkt har givet mig mulighed for at tage en karrierepause, som jeg har set frem til i noget tid. Privat glæder jeg mig til at tilbringe endnu mere tid med min kone og vores tre små børn, vandre, rejse, flytte ind i vores nye hus sidst på sommeren og læse nogle fag på universitetet. Noget jeg har savnet,” siger han.
Han har heller ikke travlt med at definere sin næste professionelle rolle.
“Jeg vil bruge de næste 6-12 måneder på at afsøge en række domæner, som jeg kan mærke rører noget i mig. Tiden vil vise, hvor den proces ender. Jeg ved dog, at fremtiden vil indebære tid til angel investeringer og mere bestyrelsesarbejde.”
Direktørskifte er begyndelsen på en ny fase
Med skiftet samles det kreative og det kommercielle ansvar i Kontrapunkt nu hos Philip Linnemann, der de seneste år har været executive creative director og partner i bureauet.
Han peger i pressemeddelelsen på, at direktørskiftet skal ses som begyndelsen på næste fase for Kontrapunkt.
“Vi går ind i en ny strategisk cyklus med 2030 som horisont. Kontrapunkt skal stå som et af verdens mest indflydelsesrige kreative bureauer – et troværdigt og integreret alternativ til de investor-ejede netværk.”
Ifølge Philip Linnemann skal Kontrapunkt udvide sin forretning og skalere tilstedeværelsen i Japan, det øvrige APAC, USA og Europa.
“Vores ambition er at forene strategisk tænkning, kreativt lederskab og nye teknologier på måder, der skaber værdi for vores kunder og udvikler vores fag. Det fundament, vi har bygget sammen, er afsættet.”