Efter ni år hos The North Alliance, hvor han var med til at stifte bureauet Great Works Copenhagen, der siden blev til NoA Ignite, har Christian Steen Jensen landet et nyt job. 

Fremover har han titlen som SVP, Engagement, hos det digitale konsulenthus Kraftvaerk, der har hovedbase i København, hvor han bliver en del af ledelsen og får ansvaret for omsætningen og marketing.

”Jeg er hoppet med for at skulle være med til, at lave en ny strategi og løfte selskabet. Jeg blev trigget af at blive spurgt, om jeg ville med til det. Kraftvaerk lever et mere stille liv, men gør det utroligt godt, så jeg vil gerne være med til at gøre virksomheden mere kendt,” siger han. 

Og der er ambitiøse mål bag ansættelsen af Christian Steen Jensen.

”Vi skal rådgive om mere og eksekvere mere. Vi har lagt en ambitiøs strategi for vækst. Vi omsætter for 100 millioner i dag, og det vil vi vækste markant. Det er en spændende udfordring at kaste sig over efter mange gode år hos NoA,” siger han. 

Stort antal ansatte

Kraftvaerk har mere end 100 ansatte på tværs af København, Aarhus, Finland og Portugal, hvor bureauet også er tilstede. 

Dermed er der også muskler til virkelig at gøre noget med virksomheden, lyder det fra Christian Steen Jensen. Virksomheden søger derudover også ekstern kapital, fortæller han.

”Det er efter danske standarder et stort bureau. Og selvom vi gerne vil vækste, så vil vi også gerne holde fagligheden i højsædet og ikke blive en corporate gigant,” siger han. 

Hvad kan du konkret gøre for at hjælpe med at rykke forretningen? 

”Kraftvaerk har en række gode kunder, som de har haft i lang tid. Jeg skal igennem mit netværk og min måde at gå til markedet på skaffe nye kunder. Og hidtil har bureauets nuværende kunder været meget fokusede på at udvikle digitale services, men nu skal vi også være bedre til at rådgive dem om, hvordan de transformerer deres forretning digitalt,” siger han. 

Familien kan holde til det

Christian Steen Jensen fortæller også, at han indtil videre har været glad for at starte hos Kraftvaerk. 

”Jeg har arbejdet sammen med Otto Andersen, der har stiftet Kraftvaerk, i mange år. Så det er ikke helt ukendt. Men det er sjovt at træde ind et helt nyt sted og skulle introducere sig selv igen. Jeg kommer fra et lidt andet type sted, så jeg prøver virkelig også at hælde noget af den måde, jeg arbejder på, ind i det.” 

Udover jobbet for NoA har Christian Steen Jensen også i løbet af de sidste par år i en periode været vikarierende CMO for milliardvirksomheden Team Viewer, der er specialiseret i remote computersupport.

Her havde han et af de vildeste år i sit arbejdsliv. Men det betød også, at han i store perioder var væk fra sin familie. Og det er han glad for, at der bliver plads til arbejdslivet med Kraftvaerk – også selvom han blandt andet i den kommende uge skal rejse til Finland for at arbejde sammen med afdelingen deroppe. 

”Dem glæder jeg mig også til at kunne arbejde sammen med. Jeg har også kun været i Finland én gang før, så det bliver spændende. Men jobbet er ikke lige så ekstremt som i TeamViewer. Det er noget, familien også kan holde til,” siger Christian Steen Jensen.