Den store nordiske bureaugruppe NoA, som blandt andet har det danske reklamebureau &Co. i folden, offentliggører i dag en massiv millionfremgang på tværs af sine danske selskaber.

I alt går NoA i Danmark frem med 71 millioner kroner på sin bruttoavance, som er på 231,3 millioner kroner i 2021. Tallene dækker i alt seks danske NoA-bureauer.

”Pilen peger den rette vej, og det vi helt vildt glade for og stolte af,” siger CEO i NoA, Mikael Jørgensen, til mediet Markedsføring.

”Bag væksten ligger der et ekstremt fokus på høj faglighed. Vi satser stort på det, vi kalder award-winning kreativitet. Det er kreativitet lavet på allerøverste hylde koblet med en dyb teknologiforståelse.”

NØGLETAL

2021

Nettoomsætning
&Co.: 161.661
NoA Ignite: 67.822
NoA Health: 17.774
NoA Consulting: 11.504
NoA Connect: 42.389
Bold CPH: 17.818
Total: 318.968

Bruttoavance
&Co.: 96.209
NoA Ignite: 56.602
NoA Health: 10.718
NoA Consulting: 10.241
NoA Connect: 41.536
Bold CPH: 16.001
Total: 231.307

Driftsresultat
&Co.: 14.919
NoA Ignite: 6.830
NoA Health: 1.105
NoA Consulting: 1.245
NoA Connect: 12.432
Bold CPH: 934
Total: 37.465

2020

Nettoomsætning
&Co.: 128.675
NoA Ignite: 57.039
NoA Health: 10.467
NoA Consulting: 13.098
NoA Connect: 14.559
Bold CPH: 13.978
Total: 237.816

Bruttoavance
&Co.: 73.855
NoA Ignite: 44.460
NoA Health: 6.012
NoA Consulting: 8.879
NoA Connect: 14.484
Bold CPH: 11.919
Total: 159.609

Driftsresultat
&Co.: 6.493
NoA Ignite: 3.244
NoA Health: -656
NoA Consulting: 950
NoA Connect: 403
Bold CPH: -503
Total: 9.931

Ansatte totalt
2021: 204
2020: 171

Stor vækst i omsætningen

Den samlede nettoomsætning i NoA Danmark var i 2021 318,968 millioner kroner. Til sammenligning var omsætningen i 2020 237,816 millioner kroner.

De andre nøgletal i NoA Danmark er også gået markant frem. Bruttoavancen er vokset fra 159 til 231 millioner kroner. Og driftsresultatet er vokset fra 9,9 til 37 mio. kr.

Mikael Jørgensen, hvad er resultaterne et udtryk for samlet set?

”At vi har stort fokus på at få de dygtigste mennesker til at arbejde sammen i fællesskab. Vi vil gerne have de dygtigste mennesker, der også er søde og rare kolleger. Og når de arbejder godt sammen, så skaber du gode resultater for kunderne, og det giver også gode resultater til os,” siger CEO Mikael Jørgensen, der tilføjer, at NoAs strategi og arbejde bygger på et tæt samarbejde på tværs af gruppens selskaber – så forskellige kompetencer kan komme i spil, når der er behov for det.

”Vi er glade og stolte. Men vi glæder os også til at videreudvikle os, for vi kan altid blive bedre.”

Hvad kan I blive bedre til?

”Vi stræber altid efter mere. Her tænker jeg ikke på tal, men på kvaliteten i vores arbejde. Bundniveauet er ekstremt højt, men der er altid ting, du gerne ville have justeret eller gjort bedre i dit arbejde. Det er en sund og god tilgang, at du altid gerne vil gøre det lidt bedre, for det lærer du af. Det handler ikke om at piske folk. Det handler om, at vi dyrker vores fag og den faglige stolthed.”

To selskaber går markant frem

De seks selskaber i Noa Danmark består af det kendte reklamebureau &Co., NoA Ignite, NoA Health, NoA Consulting, NoA Connect og Bold CPH.

Alle bureauer gik frem i 2021: &Co. med 23 millioner kroner i bruttoavance til 96,2 millioner kroner.

Den største fremgang var hos NoA Connect, som gik fra en bruttoavance på 14,4 mio. kr til 41,5 mio. kr.

Det placerer NoA i Danmark som et af landets økonomisk stærkeste – også foran det hæderkronede bureau Kunde & Co., der for få dage siden offentliggjorde et regnskab, hvor nettoomsætningen steg med over 50 millioner kroner til 281 millioner kroner. Her landede Kunde & Co. også et overskud på 21,1 mio. kr på den primære drift.

NoA-CEO Mikael Jørgensen har dog ikke travlt med at sammenligne sig med konkurrenterne i branchen. For nylig offentliggjorde NoA, at selskabet havde købt sig ind på det finske bureau-marked, og generelt mener Mikael Jørgensen, at resultaterne stiller NoA stærkt til at kunne rykke i fremtiden.

”Det stiller os super godt. Det giver mulighed for at investere mere i områder, emner og personer, som vi ellers ikke ville kunne investere i. Vores verden ændrer sig enormt meget, både inden for marketing, reklame, tech, kommunikation og kunderejser. Der skal vi hele tiden fremtidssikre os, og det giver dette mulighed for,” siger Mikael Jørgensen.

Hvad er gået værst det sidste år?

”Det har været udfordrende at komme igennem en coronatid, hvor du ofte arbejder remote, og der har været perioder med meget højt sygdomsniveau, som har krævet meget ressourceplanlægning. Samtidig er det svært at rekruttere folk, fordi efterspørgslen på arbejdskraft er enorm. Vi havde kunnet lave mere arbejde, som vi har måttet takke nej til, fordi vi ikke havde ressourcerne.”