Nord DDB har vendt skuden efter et 2023 med røde tal og direktørskifte i slutningen af året. Det viser bureauets seneste regnskab, der netop er offentliggjort.

Bureauet udkommer med et plus på godt 923.000 kroner mod et minus på 2,5 millioner året før – en forbedring på tæt ved 3,5 millioner kroner.

Og CEO Mikkel Jønsson, for hvem 2024 er det første ’fulde’ regnskabsår, er da også ganske godt tilfreds med resultatet.

”Vi mistede ingen kunder i 2024, men vi vidste fra årets start, at den helt store opgave ville være at tiltrække nye kunder. Det lykkedes vi så med i et omfang, der fik skabt vækst både på toppen og på bundlinjen”, skriver han i en mail til Markedsføring.

Blandt de nye kunder, der er kommet til i 2024 hos Nord DDB, finder man Gyldendal, Podimo, Kristeligt Dagblad, Part Two og Vattenfall.

Nord DDB’s produktionsselskab Spoiled Productions er også kommet med tal, men her ses en tilbagegang i forhold til 2023.

Bruttofortjenesten faldt fra seks til fire millioner kroner, og det kostede på bunden, så produktionsselskabet udkom med et mindre plus før skat på godt 364.000 kroner mod tre millioner kroner året før.

Men lægger man de to selskaber sammen, har den danske del af Nord DDB-gruppen samlet set vendt et minus på 1,4 millioner kroner i 2023 til et plus i samme størrelsesorden i 2024.

Godt år på awardfronten

2024 var i det hele taget et forandringens år for Nord DDB.

Dels etablerede man designbureauet Nord ID med Frederik Sommer i spidsen. Og dels fik Nord-gruppens digitale vækstbureau Digital Fans også slået dørene op i København. 

”Det har givet os et langt bredere tilbud og flere døre at gå ind af. Derfor har rigtigt mange ville tale med os og også endt med at indgå partnerskab. At vi så også er dybt forankret i Stockholm, Oslo og Helsinki har ikke ligefrem skadet interessen”, uddyber Mikkel Jønsson.

Kort sagt alt i alt en tilfredsstillende udvikling, lyder det fra bureauet, hvor man også har haft et godt 2024 på awardfronten.

”Vi fik markeret os fint ved især Effie, DDA og Rambukken. Dertil kommer at vi sammen med vores nordiske søsterbureauer endte med en førsteplads ved Indikats årlige rangering af de mest præmierede bureauer i Norden”, lyder det fra kreativ direktør Nord DDB, Tim Fremmich.

Nøgletal – Nord DDB og Spoiled Productions 2024

Nord DDB – 2024

Tal i millioner kroner – 2023-tal i parentes

  • Bruttofortjeneste: 18,4 (15,1)
  • Resultat før skat: 0,9 (-2,5)
  • Årets resultat: 0,8 (-1,5)

Spoiled Productions – 2024

Tal i millioner kroner – 2023-tal i parentes

  • Bruttofortjeneste: 4,0 (6,1)
  • Resultat før skat: 0,4 (3,0)
  • Årets resultat: 0,3 (2,3)

Kilde: cvr.dk

Er kommet godt fra land i 2025

Gennem 2024 har Nord DDB desuden mærket øget interesse i markedet for at arbejde på bureauet.

”Når vi har været på jagt efter nye kolleger, har vi har mærket en meget stor søgning fra virkelig talentfulde kreative, strateger og client service people, hvilket har været enormt opløftende. Det fortæller os, at vi har gang i noget godt, som man gerne være en del af og løfte endnu mere”, lyder det i mailen fra Tim Fremmich.

På spørgsmålet om, hvorvidt det samlede Nord-hold – Nord DDB, Nord ID, Spoiled Productions og Digital Fans – fortsætter de gode takter i 2025, lyder det i mailen fra Mikkel Jønsson. 

”Man skal være varsom med at spå for meget i de her skrøbelige tider, men vi er i hvert fald kommet godt fra land her i det nye år. Det skyldes blandt andet, at nogle af de kunder, der kom ind i slutningen af 2024, først er startet op for alvor her i starten af 2025.”

Af samme grund forventer Mikkel Jønsson også, at bureauet skal ansætte flere i den kommende tid.