Kontrakten er for længst underskrevet, og Per Lilholt har allerede haft sin første arbejdsdag som CEO for Novicell. Ansættelsen er dog stadig så ny, at han i skrivende stund ikke har haft lejlighed til at opdatere sin LinkedIn-profil med sin nye rolle.
Profilen afslører til gengæld, at 52-årige Per Lilholt kommer fra en stilling som direktør i Aktieselskabet CBH, men at han i 14 år sideløbende har været en del af Novicells bestyrelse og derfor allerede har et særdeles godt kendskab til virksomheden.
Per Lilholt pointerer dog, at det bliver anderledes at have sin daglige gang i Novicell i stedet for at deltage i bestyrelsesmøder en gang i kvartalet.
”Jeg har været tæt på forretningen i mange år, og jeg kender virksomhedens kultur. Men jeg ser frem til nu at komme helt ind i materien, møde kunderne og medarbejderne ”, siger Per Lilholt og tilføjer, at han også har været kunde hos Novicell.
Tre steder, Per Lilholt har arbejdet
Per Lilholt har tidligere været:
- CEO i Sparta Crossfit
- CEO i Hoptimist
- CFO i TDC Norway
”Og det tror jeg faktisk også kan være til gavn i min nye position. At jeg har set virksomheden udefra”.
Med tilgangen af Per Lilholt får Novicells øverste direktør, Per Kirchner, som indtil årsskiftet også var CEO for den danske del af konsulenthuset, nu mulighed for at hellige sig arbejdet som direktør for Novicell i hele Europa.
International vækst og stabilitet
Novicell så dagens lys i en villalejlighed i Højbjerg i slutningen af 00’erne, og i dag tæller virksomheden godt 350 medarbejdere fordelt på kontorer i Danmark, Storbritannien, Spanien, Norge, Sverige og Holland.
Virksomheden har oplevet støt vækst gennem årene, og ansættelsen af Per Lilholt, der har en baggrund som økonom og desuden er uddannet psykolog, sker også på baggrund af en ambition om fortsat vækst – ikke mindst internationalt.
Nøgletal for Novicell
Bruttofortjeneste: 149,4 mio. kr.
Driftsresultat: 16 mio. kr.
Årets resultat: 10 mio. kr
”Vores ambition er at vokse med samme hastighed som hidtil. Men når man vokser i udlandet, ligger der dog en stor opgave i at sørge for, at organisationen kan følge med. Jeg skal være med til at sikre kontinuitet og stabilitet, så vi samtidig med væksten stadig har glade kunde og medarbejdere”, siger Per Lilholt.
Per Kirchner supplerer:
”Det er ikke, fordi vi har formuleret et konkret mål om, at vi skal være til stede i x antal markeder inden for x antal år. Men vi har skabt en forretningsmodel og en tilgang til markedet, som vi ved, vi kan skaleres til nye lande i takt med, at mulighederne opstår.”
Hvis du vil blive klogere på Novicells nye CEO, Per Lilholt, og se om han i mellemtiden har fået opdateret sin LinkedIn-profil, kan du besøge den her.