Hvordan ser skønhed og mangfoldighed ud i 2025? Det spørgsmål sætter brillekæden Smarteyes og Landsforeningen Downs Syndrom fokus på i en ny kampagne.
Det fremgår af en pressemeddelelse, hvor parterne oplyser, at kampagnen lanceres i forbindelse med International Downs Syndrom Dag den 21. marts.
Og budskabet er klart: Alle har ret til at blive set – og anerkendt.
“Vi ser stadig en stor berøringsangst over for det, der er anderledes, og det kan føre til udelukkelse, mobning og fordomme,” skriver Line Natascha Larsen, forkvinde for Landsforeningen Downs Syndrom, i meddelelsen og tilføjer:
”Når mennesker med Downs syndrom får plads i det offentlige rum, skaber det ikke bare stolthed og selvtillid hos dem – det åbner også andres øjne for, at vi alle fortjener at blive set.”
“Mere end bare reklame”
Samarbejdet mellem Smarteyes og Landsforeningen Downs Syndrom udspringer blandt andet af, at mennesker med Downs syndrom har større sandsynlighed for at udvikle synsproblemer end andre.
Parløbet begyndte oprindelig for halvandet år siden og har resulteret i indtil flere initiativer.
Blandt andet sidste års prisnominerede kampagnefilm ‘End the Stereotypes’, produceret af Brandhouse, der blev vist på landsdækkende tv og var nomineret til en True Award – se filmen herunder.
Artiklen fortsætter under filmen.
I år fortsætter indsatsen med en kampagne, hvor unge med Downs syndrom er ansigterne udadtil.
“Hos Smarteyes arbejder vi for at forandre synet på mennesker, og vi er vi stolte af at arbejde sammen med Landsforeningen Downs Syndrom om at gøre en reel forskel – både i vores branche og i samfundet,” udtaler Gitte Willemoe Matzen, marketingsdirektør i Smarteyes, i meddelelsen og tilføjer:
”Denne kampagne er mere end bare reklame. Den er en påmindelse om, at skønhed findes i mange forskellige former.”
Konkret handling
For de unge, der har deltaget i kampagnen, har oplevelsen, ifølge Line Natascha Larsen, været ”livsbekræftende”.
“At se sig selv på plakater, i reklamer og på busser er et kæmpe selvtillidsboost for de her unge med Downs syndrom. Det sender et vigtigt signal til både dem selv og omverdenen om, at alle har en værdig plads i samfundet,” siger hun.
Smarteyes bidrager i øvrigt ikke kun til synlighed, men også økonomisk til Landsforeningen Downs Syndrom.
For hvert solgt brillestel fra en særlig, flerfarvet kollektion, donerer Smarteyes 50 kroner til foreningens arbejde.
“Vi håber, at vores samarbejde kan inspirere andre virksomheder til at tænke i inklusion og mangfoldighed på en aktiv måde – ikke bare som en fromhedsfremvisning, men som konkret handling,” lyder det fra Line Natascha Larsen.
Se en af de aktuelle kampagnefilm her.