Det 17 år gamle PR- og kommunikationsbureau Essencius slår sig sammen med det 23 år gamle marketing performance-bureau The Color Club og bliver til InBold.
Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.
InBold definerer sig som et strategisk kreativt kommunikationsbureau, og kræfterne bag bureauet vil være ”one-stop-shop for strategi, koncept og produktion”.
”Vores to bureauer har datet og danset i ni måneder og nu er vores baby, InBold, klar. En stor, sund, fremtidsorienteret digital native én af slagsen,” skriver Brian Sejersen Orland, Essencius-stifter og fremover managing partner, InBold.
Det nyfusionerede bureau vil have kontorer i København, Stockholm, Oslo og Saigon, og får ifølge pressemeddelelsen ”137 medarbejdere, der repræsenterer mange nationaliterer, herunder Danmark, Vietnam, Sverige, Norge, Finland, New Zealand og England.”
Christina Schärfe Lambach, partner i InBold, oplyser på mail til Markedsføring, at der vil være 25 medarbejdere i Danmark og fire i Sverige.
”De øvrige er ansat i Saigon og er primært lokale, men også flere danske, engelske og newzealandske folk,” skriver hun.
Har udviklet egen software
En væsentlig styrke hos InBold er ”virksomhedens digitale muskler og fokus på AI”, lyder det i meddelelsen fra Color Club-stifter og managing partner i InBold, Martin Moos.
”Mediefladen bliver stadig mere fragmenteret. Det skal vi som kommunikationsbureau håndtere hurtigt, professionelt og smidigt. Det betyder, at vi skal arbejde digitalt og med brug af AI,” skriver han og tilføjer:
”Vi investerer markant i digitale redskaber og har udviklet egen software til begavet og sikker brug af AI.”
Han mener, AI er ”en strategisk nødvendighed for effektiv skalering af brands’ content”.
”Det kræver stor dygtighed og brand-kendskab hos vores kommunikationsspecialister på både tekst- og billedsiden, at bruge AI til f.eks. content scaling. Det indhold, der skaleres, skal være helt spot on, skabt af dygtige specialister og kvalitetssikret af brand connaisseurs.”
Lange relationer ønskes
Det nye bureau har hver for sig tidligere haft kunder som Electrolux, Singapore Airlines, Aller og Velux på bogen i op til otte og endda i visse tilfælge 15 år, og det er, ifølge Brian Sejersen Orland, en klar målsætning at søge de lange relationer.
”Det er unikt, og det er muligt, fordi vi år efter år brænder for at øge resultaterne, leverer målrettede strategier, høj kvalitet og kreativ eksekvering,” skriver han i meddelelsen og tilføjer:
”Det er inspirerende for os og vores medarbejdere at arbejde med at udvikle og positionere brands over tid, over grænser og på tværs af fagligheder.”
Og så skal det nye bureau været et rart sted at være:
”Ligesom vi gerne arbejder med brands over flere år, så vil vi også være en virksomhed, hvor medarbejdere ønsker at blive. Fordi de har spændende opgaver, kan dyrke deres specialer og kan blive dygtigere. År efter år.”
Globalt konsulenthus i bestyrelsen
Om den globale konsulentvirksomhed Arc Consulting, der er medejer af InBold, oplyser Christina Schärfe Lambach, at virksomheden har været medejer af The Color Club siden 2021, og derfor også er medejere af InBold.
De hed tidligere Arc Consulting Asia Perspective, og de leverer, skriver hun ”rådgivning og strategi inden for discipliner som Market Entry og Market Expansion og har fokus på europæiske og amerikanske selskaber, der opererer eller ønsker at operere i Asien. Og omvendt.”
InBold har, ligesom The Color Club tidligere havde, to svenske topchefer fra Arc Consulting i bestyrelsen, Alexander Osijek, managing partner, og Daniel Karlsson, management consultant.
Sammenlægningen betyder ingen adresseændringer i Danmark, Norge og Saigon, men den svenske del af The Colort Club flytter ind i Arcs kontor i Stockholm.