En ny kampagnefilm fra Røgfri Fremtid, som Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden står bag, benytter autentiske fokusgruppeinterviews med unge rygere. Men kun som lydside.

Billedsiden består af animerede modellervoks-lignende dyr af alle slags – fra hunde, katte og duer til får, fluer og fladfisk.

Og til grund for filmen ligger en rapport fra Kræftens Bekæmpelse fra 2019, som gennem interviews giver indblik i, hvorfor unge i starten af 20’erne begynder at ryge – eller optrapper deres rygning. 

”Det er en spændende rapport, men nok mest for os, der arbejder med emnet,” siger Nynne Sille Hansen, communications planner hos bureauet &Co., der står bag kampagnen, i en pressemeddelelse.

Scene fra Røgfri Fremtids nye kampagnefilm.

Hun tilføjer:

”Der er mange unge rygere, som slet ikke identificerer sig selv som rygere. De taler om rygningen som en midlertidig tilstand og mener, at de kan stoppe, når de har lyst. Men virkeligheden er, at mere end hver anden 18-24-årige allerede forgæves har prøvet at stoppe.” 

”Ser rygningen som et symptom”

Rapportens konklusioner satte det kreative arbejde i gang. Og for at finde ud af, om konklusionerne stadig holder vand tre år senere, valgte &Co. at køre tolv filmede fokusgrupper i målgruppen. 

De bekræftede rapportens konklusioner, fortæller Johan Køhler, kreativ direktør på &Co. 

”For mig tegner rapporten et skred i forholdet til tobak hos de unge. Det er ikke konsekvensløst; ikke bare frihed og oprørstrang. Mange ser rygningen som et symptom på andre ting: Stress, kedsomhed og gruppepres,” siger han og uddyber: 

" De ting, der bliver sagt, er jo sjove. Isoleret set.
Martin Baltzer, AD’er på &Co.

”Vi lærte nok mest af alt, at det ikke nytter at prædike tobaksforebyggelse for nogen, der egentlig ikke ser sig selv som rygere. Selvom de ryger. De unges vurdering af egen rygning er i høj grad præget af et her-og-nu-perspektiv med fokus på de sociale og mentale gevinster, som de oplever.” 

For at skabe opmærksomhed måtte der imidlertid en anden billedside til.

For som Johan Køhler siger: ”Ingen gider se et fokusgruppeinterview om rygning” – og derfor blev det besluttet at kombinere lyden fra fokusgrupperne med en stribe animationer, som Hydralab har skabt.

Scene fra Røgfri Fremtids nye kampagnefilm.

”Kreative undskyldninger og bortforklaringer”

Og selv om det er sjovt, så er det stadig på en alvorlig baggrund, siger Susanne Bjærge, kampagneleder hos Kræftens Bekæmpelse, i meddelelsen:

”Formålet med kampagnen er refleksion. Vi vil gerne have de unge rygere til at reflektere mere over deres forbrug og rygevaner, og så vil vi gerne have alle os andre – og mest af alt politikerne, naturligvis – til at tænke endnu mere over, om det virkelig kan passe, at generation efter generation skal gøre sig de her overvejelser om tobak, når vi nu alle sammen ved, hvor skadeligt det er.”

Om kombinationen af humor og alvor siger Martin Baltzer, AD’er på &Co., i meddelelsen:

”De ting, der bliver sagt, er jo sjove. Isoleret set. Fordi vi alle sammen godt ved, at man ikke bør ryge. Og man ved også hvorfor. Så man finder på kreative undskyldninger og bortforklaringer. Det bliver først alvorligt, når man tænker over konsekvenserne.” 

Du kan se kampagnefilmen med de 18 til 24-åriges egne refleksioner om rygning her.

For at se indholdet skal du acceptere cookies.

Opdater dine indstillinger