Et af TV 2’s mest ikoniske fiktionsformater, komedieserien ’Klovn’, får premiere på sæson 10 i juli, og lige nu ruller TV 2 Creative sin nye og lidt atypiske kampagne for serien ud.

Opgaven til TV-koncernens inhouse-bureau, TV 2 Creative, var, skriver Sebastian Zamorski, der er lead art director på kampagnen, i en mail til Markedsføring, at udvikle en idé, som kunne hype og iscenesætte den nye sæson.

Der var imidlertid ikke meget at arbejde ud fra, for da kampagnearbejdet startede op, var der endnu ikke optaget en eneste scene af serien. 

”Vi havde kun manus at læne os op ad. Men det var også her idéen opstod, for et Klovn- manus er ret let at læse – forstået på den måde, at det har en storyline, men ingen replikker,” lyder det fra Sebastian Zamorski, der uddyber:

”Man kender i forvejen karaktererne, så man har ret nemt ved at sætte strøm til ordene og spille scenen oppe i hovedet. På den måde laver man som læser sin egen trailer.”

Artiklen fortsætter under billedet.

Her kan du se teksten til kampagnes eksekveringer. Foto: PR

”Hader at lære replikker”

De to hovedfigurer, og manusforfattere, Casper Christensen og Frank Hvam, er selv begejstrede for at arbejde med storyline, men ingen replikker.

”En storyline fortæller, hvad der skal ske i en scene, men ikke hvordan. Vi laver typisk tre-fem gennemspilninger af hver scene. Al dialog er improviseret, der er ikke to gennemspilninger, der er ens,” udtaler de til TV 2’s presseside om serien, og tilføjer:

”Det giver ‘Klovn’ nerve og komik. Og det er en arbejdsmetode, som er meget inspirerende for os komikere. Vi elsker friheden til at finde på og hader at lære replikker.”

Eksekvering fra Klovn-kampagne. Her Forum Metrostation. Foto: PR

Og netop fraværet af scriptede replikker blev en af indgangene til den kreative idé hos TV 2 Creative, lyder det fra Sebastian Zamorski.

”Kombinerer man manus med indsigten om, at ’Klovn’ er noget, man venter på – så har man en nærmest indlysende kampagneidé.”

”Grænsende til urimelig teksttung”

Sebastian Zamorski fremhæver, at kampagnen bryder med flere principper.

”I sin udformning er kampagnen nærmest lidt skizofren i forhold til, hvad man normalt forbinder med god reklameskik. På den ene side er eksekveringen teksttung – grænsende til urimelig teksttung,” siger han og tilføjer:

”Den bryder med tempo, opmærksomhedsøkonomi og det evige krav om at fange folk på tre sekunder. Men samtidig efterlever den mantraet; Show it – dont tell it. For ’Klovn’ sælger sig selv.”

Kampagnen ruller blandt andet på TV, print og outdoor. Enkelte elementer er allerede udkommet, resten foldes stille og roligt ud i de kommende uger.

Selve serien har premiere 20. juli på TV 2’s kanaler.

Se en af kampagne-teaserne her.