GroupM mener, at de er ved at revolutionere tv-reklamen. Eller mere præcist målretningen af tv-annoncering. Mediebureaugruppen lancerer nemlig løsningen Advanced TV i Danmark, oplyser de i en pressemeddelelse.
Løsningen giver annoncører muligheden for at segmentere kunderne i målgrupper ud fra købsadfærd, indkomst, bilejerskab, størrelse på hustanden, geografiske placering eller om seerne ejer kæledyr.
“Muligheden for at segmentere geografisk åbner op for utroligt præcise kampagner, der når præcist de rigtige seere. Dette vil ikke kun forbedre reklameeffektiviteten, men også berige seeroplevelsen ved at sikre mere relevant indhold,” skriver GroupMs direktør for medieløsninger, Marco Barbosa, i meddelelsen.
Ved at forbedre målretningen af tv-reklamer, men GroupM, at de kan komme reklamespild til livs. Samtidig skal deres nye produkt ses som et modsvar på et reklamelandskab, hvor det er blevet sværere for annoncører at ramme fragmenterede målgrupper og hvor de yngre i højere grad overgår til streamingtjenester, skriver de.
Øget målretning
En del af GroupMs nye løsning er bygget i samarbejde med analyseinstituttet Kantar og Nordic Data Resources. Sammen har de indekseret hele Danmark i forhold til demografisk data og adfærd.
“Dermed kan vi målrette helt specifikke geografiske områder med en høj affinitet for den målgruppe, vi ønsker at ramme,” skriver Johan Holm, der er direktør for videoløsninger hos GroupM, i en mail til Markedsføring.
Dataen er så sammenholdt med indkøbsdata fra GroupM’s indkøbsplatforme. Og ifølge Johan Holm gør det det muligt at skabe “mere engagerende, målrettede og effektive digitale tv-kampagner, der leverer resultater”.
Det betyder også, at løsningen ikke opererer med cookies.
Ifølge GroupM har det tidligere kun været muligt at købe ind på demografiske målgrupper som køn og alder, eller affinitet i forhold til specifikke programmer. Brede målgrupper. Men nu bliver det altså muligt at finde en hundeejer et sted i Danmark, hvis du sælger tørfoder.
En del af GroupM’s kunder bruger allerede løsningen. Blandt andet har de kunder, der ønsker at eksponere bilejere, og en kunde, der ønskede at købe ind i specifikke geografiske områder, hvor de har set større salg, og hvor der samtidig er en højere andel af internethandlere.
”Advanced TV er ikke en erstatning for lineært TV, men derimod et værdifuldt supplement, der giver annoncører nye, spændende muligheder at udforske TV-landskabet i Norden og Danmark er komplekst og i hastig udvikling,” skriver Johan Holm blandt andet i pressemeddelelsen.
Hvad håber I som virksomhed at få ud af at lancere det her produkt?
“Vi håber, at dette produkt kan skabe mere værdi for vores kunder. Vi ved, at streaming og CTV er en mediegruppe, der er stor efterspørgsel på hos vores kunder, og det har der været længe. Udviklingen inden for denne kanal har dog ikke fulgt med efterspørgslen,” skriver Johan Holm i et opfølgende mailsvar og tilføjer:
“Der er ikke sket de store ændringer inden for målretning og optimering, siden de første reklamer blev vist på streamingkanalerne. Derfor mener vi, at vi kommer med et revolutionerende produkt, der skubber udviklingen i den rigtige retning.”