Om få dage kan Rikke Hammer Jakobsen officielt kalde sig marketingchef i Bilka – en stilling hun har været konstitueret i siden februar 2025.

Det oplyser Salling Group i en pressemeddelelse.

Og direktør i Bilka, Mark Nielsen, er glad for, at Rikke Hammer Jakobsen har sagt ja til de nye udfordringer.  

”I et meget stærkt felt af enormt dygtige kandidater er valget faldet på Rikke. Hun har en god og solid portion erfaring med fra sine mange år i Salling Group, hvor hun har haft forskellige roller. Jeg er slet ikke i tvivl om, at Bilka får glæde og gavn af hendes stærke kompetencer,” udtaler han i meddelelsen.

Rikke Hammer Jakobsen har været i Salling Group side 2008, hvor hun begyndte sin karriere som studiemedhjælper i receptionen på Bjødstrupvej – Salling Groups tidligere hovedkontor.  

”Hver dag efter frokost gik Føtex’ marketingmedarbejdere forbi receptionen, og jeg kan huske, at jeg altid sad og tænkte, at det måtte være det ultimative fedeste i verden at få lov til at arbejde med marketing og mennesker hver eneste dag,” lyder det fra Rikke Hammer Jakobsen i meddelelsen.

Efter studier og barsel kom hun tilbage til Salling Group, hvor hun efter nogle år in indkøb blev en del af Føtex’ marketingafdeling og sidenhen marketingansvarlig for BR, som Salling Group købte i 2019. 

I september 2024 skiftede hun til Bilka som senior brand manager, og i februar 2025 blev hun konstitueret marketingchef for Bilka. Og hun glæder sig til de nye opgaver, der venter hende.

”Det, jeg er allermest glad for i mit job, er, at det handler om mennesker – nemlig kunder og kolleger. Det har altid været min drivkraft. Jeg glæder mig rigtig meget til at arbejde med Bilkas overordnede strategi, hvor især de mere bløde værdier kommer til at fylde mere,” siger hun.