Epica Awards er gået i luften med den årlige call for entries-kampagne, og den tager med et glimt i øjet udgangspunkt i sit eget, særlige kendetegn.

At det ikke er kreative, der sidder i juryen, men journalister og redaktører fra branchens fagmedier. Eller som det hedder i kampagnens tagline: ”Judged by journalists. Only”.

Det er Havas i Paris, der har udviklet kampagnen, og her har man fået en række kendte, kreative branche-ikoner til at spille med på idéen om, at Epica-juryen er stedet, de gerne vil være.

De forsøger sig derfor med – temmelig let gennemskuelige – falske ’pressekort’ for at snige sig med i juryen.

Blandt dem, der har sagt ja til at lege med, er Sir John Hegarty, med-grundlægger af det legendariske bureau Bartle, Bogle, Hegarty (BBH), Vicki Maguire, der er CCO hos Havas London og Marco Venturelli, CEO og CCO på Publicis Conseil.

Epica Awards editorial director, Mark Tungate, siger i en pressemeddelelse om kampagnen:

”Vi sætter konstant streg under, at vores jury kun er åben for journalister, men hvert år bliver vi fortsat kontaktet af kreative, der gerne vil være med. Stéphane og Etienne (det kreative team på Havas i Paris, red.) fangede dette på en virkelig klar og sjov måde. Og at have så berømte kreative navne om bord er fedt, og en kæmpe ære for os.”

Artiklen fortsætter under billedet.

Heller ikke Havas-CCO, Vicki McGuire, lykkes med at udgive sig for at være journalist for at komme med i Epica-juryen. Foto: PR

Mensch: Vi prioriterer Epica

Historisk har danske cases klaret sig godt ved Epica Awards, og hos Mensch siger partner Rune Hørslev, at man prioriterer prisen – selv om der er “alt for mange” af slagsen:

“Cannes Lions, Clio Awards, The One Show, D&AD, Effie – både internationalt og i Danmark – Webby, LIA, ADC, Eurobest, Golden Drum, ANDY, Red Dot, Cresta, Creative Circle, Danish Digital Awards, True Awards, Rambuk, Epica og mange flere. Spørgsmålet er derfor, hvad vi egentlig skal prioritere – hvis ikke, risikerer de mange awardshows at udvande hinanden,” skriver han på mail, men tilføjer, at en af de awards, Mensch prioriterer netop er Epica.

“Her er det nemlig fagpressen fra hele verden, der bedømmer – ikke branchefolk, der vurderer hinandens arbejde. Det giver efter vores mening både en større grad af objektivitet og et klarere fokus på resultater – præcis det, vi helst vil måles på,” skriver han og tilføjer:

“Samtidig har vi erfaret, at Epica kan bidrage til international omtale af både vores kampagner og vores kunder. Og i sidste ende er det netop kunderne – og det stærke samarbejde med dem – vi gerne vil hylde og fejre.”

Sidste år var det i øvrigt netop Mensch – og Twenty og Robert/Boisen & Like-minded – der løb med guld, sølv og bronze, mens det i 2023 var Dept/Hello Monday, Robert/Boisen & Like-minded, Marketsquare og &Co., der markerede sig på vinderlisterne

I 2022 vandt TV 2’s ‘Københavnerbænken’ og Virtues ‘Backup Ukraine’ guld.

Og i 2021 nappede &Co. den første danske Epica Grand Prix siden 2013 – plus to gange guld for ’Hjelm har alle dage været en god idé’ for Rådet for Sikker Trafik – plus guld til ’What is truly Scandinavian’ for SAS. Bureauet blev samme år kåret som Årets Bureau.

Der er åbnet for Early Bird-entries frem til 1. september, og ellers kan man indstille cases frem til 4. oktober.  

Markedsførings journalist Susanne Ingemann Terney er jurymedlem ved Epica Awards. Hun har ikke adgang til at se, hvilke danske bidrag, der indsendes, og hun kan heller ikke vurdere eller stemme på danske bidrag.