Resultatmæssigt mindede 2024 en del om 2023 for Geelmuyden Kiese i Danmark, men i 2025 tog kommunikationsbureauet et kvantespring af de helt store.

Det viser tallene i det seneste regnskab, der netop er blevet offentliggjort.

Den danske del af Geelmuyden Kiese nåede således i 2025 en nettoomsætning på 84,7 millioner kroner mod 72,5 millioner kroner året før, og en bruttofortjeneste på 58,6 millioner kroner mod 48,8 millioner året før.

Dertil mere end fordoblede bureauet resultatet af den primære drift fra 7,2 millioner kroner i 2024 til 15, 5 millioner kroner i 2025.

Og ifølge Mikkel Salgaard Bendtsen, partner og CEO i Geelmuyden Kiese i Danmark, kommer resultatet efter flere års målrettet satsning på specialiseret rådgivning inden for finans, energi, tech/tele, life science, mobilitet og forsvar.

”Vi har gennem flere år været meget bevidste om, hvad vi gerne vil være kendt for og ekstra gode til,” udtaler han i pressemeddelelse og tilføjer:

”Højt regulerede sektorer, hvor kompleksiteten er høj og hvor kunderne har brug for erfarne rådgivere tæt på ledelsen, der kan hjælpe dem med at styrke deres forretning og forløse deres strategi. Årets resultat er et udtryk for, at den strategi virker.”

Rådgav ved dannelsen af AL Sydbank

Mikkel Salgaard Bendtsen peger samtidig på, at 2025 var præget af høj aktivitet inden for større transaktioner og strategiske forandringsprocesser.

" Vi er gået ind i 2026 med det stærkeste udgangspunkt i virksomhedens historie, og allerede nu tegner året rigtig godt.
Mikkel Salgaard Bendtsen, partner og CEO i Geelmuyden Kiese i Danmark

“Vi har haft et særdeles stærkt år inden for corporate og finansiel kommunikation. Blandt andet rådgav vi i forbindelse med dannelsen af AL Sydbank, som er et markant kapitel i nyere dansk finanshistorie,” siger han og tilføjer:

”Det er opgaver, hvor kombinationen af sektorindsigt, strategisk rådgivning og stakeholderforståelse er afgørende.”

Mikkel Salgaard Bendtsen understreger, at årets resultat først og fremmest er skabt i samspillet mellem bureauets medarbejdere:

”Et resultat som det her er en kæmpe holdindsats. Vi har gennem flere år opbygget et stærkt hold af specialiserede rådgivere med dyb indsigt i de sektorer, vi arbejder i,” siger han og uddyber:

”Det er deres evne til at samarbejde og forstå kundernes forretning, der skaber fundamentet for at rådgive vores kunder hver eneste dag om nogle af deres vigtigste beslutninger. Det er årsagen til det historiske resultat”.

Del af europæisk netværk

Geelmuyden Kiese er en del af den europæiske rådgivnings- og kommunikationsgruppe Paritee, der også har en del af de danske Geelmuyden Kiese-partnere i ejerkredsen.

I 2025 blev det norske kommunikations- og public affairs-bureau Kruse Larsen også en del af Paritee, så den europæiske gruppe i dag samlet har omkring 180 specialiserede rådgivere på tværs af Danmark, Norge og Sverige.

Paritee tæller i dag 17 kontorer og mere end 500 rådgivere på tværs af Europa, Mellemøsten og USA, og det internationale netværk er en styrke, siger Mikkel Salgaard Bendtsen.

Nøgletal for Geelmuyden Kiese – 2025

Økonomiske tal i millioner kroner – 2024-tal i parentes

  • Nettoomsætning: 84,7 (72,5)
  • Bruttofortjeneste:58,6 (48,8)
  • Resultat af primær drift: 15,5 (7,2)
  • Resultat før skat: 14,9 (6,2)
  • Årets resultat: 11,6 (4,7)
  • Egenkapital: 17,0 (5,4)
  • Antal medarbejdere (gns.): 45 (50)

Kilde: Geelmuyden Kiese A/S’ trykte regnskab

“Det er en væsentlig styrke, at vi kan trække på nogle af Europas dygtigste specialister inden for kommunikation, public affairs og samfundsrelationer, når vi hjælper kunderne med komplekse udfordringer på tværs af markeder.”

Karne Lykkebo, der er koncernchef for Geelmuyden Kiese Gruppen, tilføjer, at netværket derfor er en betydelig fordel for kunderne.

“Mange af vores kunder opererer på tværs af markeder og efterspørger rådgivning, der kombinerer lokal indsigt med internationalt perspektiv og koordinering.” 

Nye partnere er kommet til

Forventningerne til 2026 udspecificeres ikke i Geelmuyden Kieses trykte årsregnskab, men Mikkel Salgaard Bendtsen siger, at de er positive.

”Vi er gået ind i 2026 med det stærkeste udgangspunkt i virksomhedens historie, og allerede nu tegner året rigtig godt. Vi har et dygtigt hold, en stærk markedsposition og en lang række kunderelationer, som giver os et solidt fundament for den videre udvikling.”

I løbet af 2025 og begyndelsen af 2026 har Geelmuyden Kiese i øvrigt styrket partnerkredsen med tilknytningen af Michael Kristiansen og Kathrine Stampe Andersen, som associerede partnere.