Efter et 2023 med faldende reklameomsætning i Danmark steg omsætning på annoncemarkedet i 2024 til knap 16,9 milliarder kroner.

Det svarer til en vækst på 3,9 procent sammenlignet med 2023.

Det viser nye tal fra IRM, det svenske Institutet för Reklam- och Mediestatistik, der analyserer det danske annoncemarked for KreaKom og Danske Medier.

Rapporten for det danske annoncemarked viser dog også, at der var lidt mindre vækst i fjerde kvartal af 2024 end i de foregående to kvartaler.

Samlet udgjorde væksten i fjerde kvartal 2,7 procent sammenlignet med det tilsvarende kvartal i 2023. 

Artiklen fortsætter under skemaet.

Tal for det danske annoncemarked i de seneste fem kvartaler. Foto/Kilde: IRM

Størst relativ vækst i fjerde kvartal er registreret for social video som steg med 22 procent. Social video udgør dermed i perioden mere end halvdelen af ​​hele social-annonceringen. 

”Digital video oplever stærk vækst lige nu. Og social video, online video og addressable TV er de kategorier, der voksede mest i løbet af året,” lyder det fra Tobias Hedström, der er senior projektleder hos IRM i en pressemeddelelse fra instituttet.

Om resultatet for året udtaler Kreakoms direktør, Malene Birkebæk, i meddelelsen:

”At reklamemarkedet i 2024 vækster med præcis samme takt som BNP er positivt, da forbrugertilliden fortsat er i bund, og det kan mærkes mange steder. Lige nu er de flestes øjne dog nok rettet stift på 2025, hvor uforudsigeligheden nok er større end nogensinde, ikke mindst på økonomien”.