En ny analyse fra marketing SaaS-virksomheden Zuuvi viser, at display-annoncer i 930×600 giver markant flere klik end noget andet format.
Desuden viser tallene, at display-annoncer med video i gennemsnit har en 10 gange højere klikrate (CTR) end statiske annoncer – og at display-annoncer med video i det hele taget performer 18 procent bedre end animerede annoncer.
Virksomheden bygger sine konklusioner på mere end 1000 kampagner med i. alt en halv milliard visninger, som Zuuvi samler ind – og deler med resten af verden.
”Vores tal viser hvilke formater og typer, der performer bedst. Det er viden, som du som digital marketer derude kan benytte i dit daglige arbejde i forhold til at prioritere hvilke størrelser og typer, du skal bruge i dine kampagner,” siger Jacob Wolf Frandsen, der er Head of Growth hos Zuuvi.
Andre aktører i markedet har også disse data, men deler ikke ud af dem, og en vigtig pointe for Jacob Wolf Frandsen er netop, at Zuuvi gerne vil være transparente.
”Derfor deler vi vores data, så marketingfolkene derude kan bruge det det.”
”Bekræfter hypotese”
Zuuvi startede aktiviteterne op i 2019 og har siden starten, hvor man arbejdede med HTML-bannere udviklet sig til en designplatform til at producere digitale annoncer til display og sociale medier..
Virksomheden ejes af selskaberne Weco A/S, som blandt andre erhvervsmanden Johan Wedell-Wedellsborg står bag og Founders Pool, som partnerne i bureauet Sunrise og Zuuvis CEO, Alexander Augustesen, står bag – og tilbyder markedet en slags ’drag & drop’-løsning, hvor kunderne selv kan bygge deres display-annoncer.
Tal fra Zuuvis CTR Barometer
No. | Banner size | AVERAGE CTR | Index |
1 | 930×600 | 0.45% | 351.89 |
2 | 2560×1080 | 0.30% | 234.09 |
3 | 980×300 | 0.28% | 217.90 |
4 | 600×500 | 0.26% | 204.20 |
5 | 700×160 | 0.18% | 143.35 |
6 | 320×320 | 0.18% | 139.72 |
7 | 160×600 | 0.16% | 124.95 |
8 | 970×250 | 0.15% | 115.01 |
9 | 300×250 | 0.13% | 104.67 |
10 | 300×600 | 0.13% | 100 |
Dataperiode: Dataene er baseret på perioden fra 1. juli 2021 til 30. juni 2022 med over en halv milliard visninger og mere end tusind kampagner.
Geografi: Dataene er baseret på Danmark, Sverige, Norge, Finland, Holland, Storbritannien og USA, men også resten af Europa udgør en del af dataene.
Repræsenterede brancher: Detailhandel, e-handel, finans/bank og professionel service indenfor software, IT og rådgivning
Datakilder: Tabellen Inkluderer data fra: Adform, Google Marketing Platform, Delta Projects, AdTech, Xandr, BidTheatre. Adform og Google Marketing Platform repræsenterer omkring 95 procent af dataene.
Systemet er abonnementsstyret og henvender sig til både brands og bureauer, oplyser Jacob Wolf Frandsen.
”Vores kunder er primært brands’ og deres marktingafdelinger, men flere bureauer benytter det også som internt værktøj,” siger han.
Men er de her tal egentlig overraskende?
”Nej, ikke vildt overraskende. Som nævnt sidder andre aktører i markedet også med dem, og i forhold til sociale medier har det for eksempel længe været kendt, at video performer bedre. Det nye her er, at der nu ligger et konkret datagrundlag på display. Og at vi lægger vores findings frem,” siger Jacob Wolf Frandsen og tilføjer:
”Så du kan sige, at vi bekræfter en hypotese. Nu viser tallene, at det er sådan, det er, sort på hvidt.”
Størst er ikke bedst
Hvis man kigger lidt ned i tallene, er det største format, det der hedder 2560×1080, kun nummer to på listen. Hvorfor det?
”Fordi det format ofte benyttes til branding-formål. Derfor scorer det også ofte højere på viewability. Så de store formater er ofte ikke tænkt som click-displays,” siger Jacob Wolf Frandsen.
Christopher Munk, der er Data Activation Consultant, hos Publicis, der benytter sig af Zuuvis platform, uddyber på skrift til Markedsføring, at click-raten på det store format ’afhænger af om det er et wallpaper eller topscroll-banner.’
”Wallpaper ligger for os omkring 0,3 procents CTR, så hvis det er benyttet meget i målingen her, så er resultaterne egentlig meget naturlige. Topscroll-banneret vil for os typisk have en højere CTR på 0,5. Ud fra min erfaring er topscroll dog præget lidt af “lazy load”, så det kan godt dukke forsinket op på et site og lave mange ”fejlkliks” som vi kan se gennem en højere bouncerate,” forklarer Christopher Munk.
Jacob Wolf Frandsen siger til Markedsføring, at man fremover løbende vil opdatere det såkaldte CTR-Barometer hvert halve år.