Hvad tjener dine kolleger?

Hvis personen er marketingchef, ligger lønnen muligvis på den anden side af 55.000. Hvis stillingen hedder SoMe-manager siger lønsedlen tættere på 33.000.

Resultaterne af Business Danmarks seneste lønundersøgelse er ude. Undersøgelsen, hvor 610 respondenter har deltaget, viser, hvad otte forskellige stillinger i salg- og marketingbranchen tjener.

“For dem, der skal finde en ny stilling eller forhandle løn, kan det bruges som et pejlemærke for, hvad lønnen ligger på, og hvilken lønstigning man må forvente,” siger kommunikationschef i Business Danmark, Michael Krag-Svendsen.

Lønundersøgelsen kan ikke sige noget om, hvorvidt lønningerne er steget. Men Michael Krag-Svendsen formoder, at mange ansatte vil få en væsentligt højere lønstigning end sidste år.

Så meget tjener de

610 respondenter deltog i Business Danmarks årlige lønundersøgelse, der viser den gennemsnitlige løn for otte forskellige stillinger i 2022.

Marketingchef                               55.068

Digital Marketing Manager          42.455

Marketingkonsulent                     41.016

E-commerce Manager                38.589

Digital Marketing Konsulent        35.595

E-commerce Konsulent               33.843

SoMe Konsulent/Manager          33.522

Marketingkoordinator                   32.894

Kilde: Business Danmark

“Stort set alle danskere har set, at lønnen er blevet mindre det sidste år på grund af stigende forbrugerpriser. Det vil man hente på lønforhandlingerne i år,” siger Michael Krag-Svendsen, han tilføjer:

En analyse fra Arbejdernes Landsbank på tal fra Dansk Arbejdsgiverforening viste, at selvom de gennemsnitlige lønninger i 2022 steg med over 3 procent, faldt reallønnen på grund af inflationen med 4,2 procent.

Løn er ikke længere hygiejnefaktor

“Hvis man ikke vil have medarbejdere til at smutte, skal man ikke være for tilbageholdende med lønnen,” siger Michael Krag-Svendsen.

Ifølge ham er løn ikke længere bare en hygiejnefaktor, men i stedet et parameter, der kan få ansatte til at skifte job.

“Når vi spørger vores medlemmer, kan vi se, at løn topper jobskifte-skalaen, fordi forbrugerpriserne er steget. I år er det en kraftig medvirkende årsag til, at folk søger videre,” lyder det fra Michael Krag-Svendsen, og tilføjer:

“Og det skal man som arbejdsgiver være opmærksom på.”

Tidligere har nye muligheder og behov for udvikling toppet listen over grunde til at skifte job, men nu er det altså løn.

Michael Krag-Svendsen foreslår ansatte, at de bruger lønundersøgelsen og Business Danmarks lønberegner til at forhandle løn ud fra.

“Det er et redskab til at bruge fakta til at forhandle ud fra. Det hjælper med at pakke følelserne væk, og så bliver lønsnakken heller ikke så personlig, men handler om tal.”