Der sker ting og sager på marketingfronten hos IDdesign, som er ejet af dynekongen Lars Larsen.

Tidligere på året kunne vi berette, at møbelkæmpen valgte at samarbejde med The Orbit Agency for at skærpe kædens profil i sine bolighuse i Mellemøsten og Sydeuropa.

Nu har selskabet, der står bag møbelkæderne ILVA og IDEmøbler, valgt et nyt bureau, der skal skærpe selskabets digitale profil i Danmark og Sverige.

Valget faldt på et af landets mest fremgangsrige digitale bureauer, Novicell.

Samarbejdet skal resultere i en helt ny e-commerce-løsning til virksomhedens to kæder som led i en ny digital strategi, der efter planen som minimum skal cementere IDdesigns position på markedet.

– Vi har et stort uudnyttet vækstpotentiale i yderligere at få nedbrudt barriererne mellem vores fysiske butikker og vores digitale tilstedeværelse.

– Vi har derfor behov for at løfte vores nuværende e-commerce-løsning, siger Michael Christiansen, adm. direktør hos IDdesign.

– I samarbejde med Novicells e-commerce-team har vi vurderet, at vi har de bedste muligheder for at vækste forretningen digitalt ved at få skabt en platform, der er bygget rigtigt fra starten.

– Det giver os de bedste muligheder og vil i sidste ende betyde et højere return of investment – og det er jo i sidste ende det, det hele handler om, når man tager hul på et så omfattende projekt, fortsætter han.

Skalerbar open source-løsning

IDdesign erstatter sin tidligere løsning til fordel for en open source-løsning bygget på en Umbraco-platform.

Og netop Novicells erfaring med at bygge store e-commerce-løsninger har været altafgørende for IDdesign, da man valgte bureauet som samarbejdspartner på løsningen.

– Vores to kæder har store ambitioner for den nye løsning. Og det betyder blandt andet, at den i perioder skal kunne håndtere titusindvis af samtidige brugere. Her har vi naturligvis skelet til det arbejde, som Novicell har lavet for vores kolleger hos blandt andet Power – det er sådanne resultater, der giver ro i maven, når man giver håndslag på en aftale, siger Michael Christiansen.

Omfattende samarbejde

Hos Novicell lægger adm. direktør Per Kirchner ikke skjul på, at der er tale om en meget stor ecommerce kunde, som vil betyde meget for bureauer fremover.

– Det er et omfattende og meget ambitiøst arbejde, som vi nu sætter i gang, siger han.

– IDdesign får en next-level e-commerce-løsning, der kommer til at sætte standarden for, hvordan man vil tænke omnichannel-marketing de kommende år. Vi er utrolig stolte over, at IDdesign har peget på os som virksomheden, der kan løfte denne opgave, slutter Per Kirchner.

Den nye e-commerce-platform bliver lanceret i begge kæder i indeværende år.