For et par uger siden kunne Markedsføring fortælle, at Mette Jermiin, Managing Director & Executive Producer hos Bacon, og Morten Grubak, Executive Creative Director hos Virtue, var valgt ud til Awarding Juryen ved årets Cannes Lions-festival.

Nu har arrangørerne bag den globale kreative festival også udpeget årets Shortlist Jury.

Altså den jury, der skal sørge for den første bedømmelse af de indsendte cases. Og her er der fem danskere med.

Det oplyser TV 2, der er Danmarks officielle Cannes Lions-repræsentant.

Ifølge en pressemeddelelse fra Cannes Lions selv består Shortlist Juryen af 189 kreative fra hele verden, og man fremhæver, at der for første gang er 52 procent kvinder i juryen.

Vi har bedt en af dem, Signe Zacher Carlsen, Chief Creative, Advice, sætte ord på sine forventninger til opgaven og kategorien Direct.

Signe Zacher Carlsen, Chief Creative, Advice. Foto: Advice/PR

Direct udvikler sig hele tiden

– Dircet er en super interessant kategori, der giver mulighed for at udfordre kommunikationens rammer. Derfor er det nok en af de kategorier, der hele tiden udvikler sig mest, siger hun og tilføjer:

– Gennem tiden har fantastiske kampagner vundet i Direct-kategorien – for eksempel Swedish Number, British Airways Magic of Flying og Ikeas Thisable. Det er alle eksempler på, at man har brugt data og menneskelige indsigter på en intelligent måde. Ikke bare til at fortælle nye relevante historier – men til at fortælle dem på en ny måde. 

Men også andre faktorer spiller ind, når Signe Zacher Carlsen skal kigge de indsendte cases efter i sømmene.

Skal løse en ægte udfordring

– Jeg vil også se på, om løsningen føles reel og menneskelig. Jeg er lidt allergisk over for, hvis kommunikationen virker for søgt. Hvis det virker som om, man hellere vil imponere en jury eller sine kolleger end flytte personer og løse en ægte, oplevet udfordring, siger hun, der glæder sig til opgaven:

De er med i Shortlist Juryen

Signe Zacher Carlsen, Chief Creative, Advice, Direct
Vibeke Nannerup, CEO og founder, Liquidminds, Social & Influencer
Victor Petri, Head of Activation og partner, Robert/Boisen & Like-minded, Brand Experience & Activation
Thomas Pries, Executive Creative Director og founder, The Unicorn, Film
Lasse Vintersbølle, Creative Director, Hjaltelin Stahl, Industry Craft.

– Jeg glæder mig helt vildt til at dykke ned i kreativt arbejde fra hele kloden og få et indblik i, hvordan man løser kreative udfordringer andre steder i verden.  

Signe Zacher Carlsen har i øvrigt selv været med til at vinde en løve i Cannes: Det var i 2015, hvor hun var hos Ogilvy og kunne tage en løve med hjem for kampagnen ”The Last Letter”.

Cannes Lions 2021 løber af stablen online fra den 21. til den 25. juni 2021, og de udvalgte jurymedlemmer kommer på hårdt arbejde.

Fordi festivalen endte med helt at blive aflyst i 2020, skal de arbejde sig igennem to års indsendte cases.