”Vi har været meget tilfredse med 2025.”
Sådan lyder ordene fra Bo Damgaard, CEO i Omnicom Media Danmark, efter bureaugruppen leverede sit hidtil stærkeste resultat i 2025.
Her lød årets resultat på 28,6 mio. kr. efter skat – og 36,8 mio. før skat.
Bundlinjen steg med cirka en million kroner fra 2024 – det er sket med generel fremgang på bunden hos alle bureauer i gruppen. Og samtidig kan bureauet allerede nu se, at man igen kommer til at se en vækst i millionklassen på 10-15 procent i 2026. Derfor er der stor ro i maven hos Bo Damgaard.
”Det er et år, hvor vi er vokset. Og det er betragteligt,” siger han – driftsresultatet steg også fra 33,5 til 37,2 mio. kr., viser regnskaberne.
”Jeg er meget glad for, at driften er fuldt med. Vi har gjort det, imens vi har ansat mange nye kolleger. Og alligevel har vi fastholdt overskudsgraden. Det er sket i et marked, der generelt har stået stille. Hvor vi har taget markedsandele. Det er stærkt tilfredsstillende.”
“Det har ikke været en lille opgave”
En af de helt store overskrifter for Omnicom Media det seneste år har været sammenlægningen med IPG Mediabrands, som Omnicom har opkøbt globalt. Resultaterne af den fusion begyndte først for alvor at ramme i Danmark fra april 2026, og det har fyldt meget internt, siger Bo Damgaard.
Nøgletal, Omnicom Media
2025 (2024) i mio. kr.
Omsætning: 249,0 (225,1)
Driftsresultat: 37,2 (33,5)
Resultat før skat: 36,8 (35,9)
Årets resultat: 28,6 (27,6)
Årets resultat i gruppens bureauer
OMD: 13,1 (14,2)
PHD: 5,2 (5,1)
Hearts United: 4,7 (3,8)
Transact: 3,2 (3,9)
Annalect: 2,4 (2,8)
TRKKN: 0,5 (-3,3)
”Det har ikke været en lille opgave,” siger han.
”Vi har skullet sikre en god integration uden at tabe momentum. En opgave af en sådan karakter kan tage opmærksomhed fra både new bizz og eksisterende forretning. Det er vi lykkedes godt med at sikre ikke er sket.”
Han fortæller også, at usikkerheden om, hvad det ville betyde, har fyldt for medarbejderne i starten af året.
”Det har været en svær øvelse. Opkøbet blev offentliggjort globalt den 1. december, men vi gik først i gang i april. Den ventetid tærer, især hos IPG Mediabrands, der primært stod med usikkerheden. Vi har skullet balancere det menneskelige hensyn og forretningen. Det har været det sværeste i årets løb,” siger han.
”Det har krævet meget kommunikation og i ledelse i den periode, hvor vi ikke vidste, præcis hvad der skulle ske. Men jeg synes, vi har håndteret det godt og har efter bedste evne forsøgt at møde alle med respekt. Også dem, vi skulle sige farvel til. Nu har vi fokus på at lande kunderne ordentligt, men det er også gået rigtigt fint,” siger han.
Fusionen førte til, at der blev sagt farvel til 20 kolleger i bureaugruppen.
Omnicom Media har dog samlet i perioden skruet op for udgifter til medarbejdere og antallet af medarbejdere igen, viser regnskaberne. Det skyldes både nye kunder, herunder særligt en stor aftale med L’Oréal, samt nye ressourcer inden for AI.
”Vi har vundet en del nye kunder. Men økonomien i aftalen med L’Oréal slår først for alvor igennem i 26’, for vi har brugt sidste halvår af 25’ på at bygge teamet til dem, og det er omfattende. Så vi har investeret meget, imens vi har vokset,” siger Bo Damgaard.
”Og vi har også investeret i kompetencer inden for tech, data, platformsrådgivning og anvendt AI. Vi oplever ikke, at AI har gjort os mindre, som er en udbredt fortælling om AI. Vi har ansat dyrere hoveder end normalt. Det er en investering gjort med tanke på fremtiden.”
Skal det være en konkurrencefordel for jer fremover?
”100 procent. Det er afgørende for os at være dygtige inden for ny tech og platformsrådgivning.”
Snart et år i jobbet
Bo Damgaard er samtidig også få måneder fra at kunne fejre sit første år i jobbet som CEO for Omnicom Media – en rolle, han overtog i november 2025 fra Peter Gottfredsen.
Og det har været et spændende og lærerigt år, siger han. Særligt efter mange år i spidsen for mediebureauet OMD.
”Det har været spændende. Det er en brydningstid for vores branche, hvor mange virksomheder transformerer sig til ændrede markedsvilkår. Det gør vi også. Derfor fylder strategisk ledelse og at sætte retningen for de rette tiltag, især inden for AI, meget,” siger Bo Damgaard.
Hvad er det vigtigste, du har lært at af træde op i din nye rolle?
”Når man er i et forretningsben, er det med udgangspunkt i at drifte et enkelt bureau. At få det til at eksekvere og performe. På koncernniveau handler det om at orkestrere en portefølje af bureauer, og sikre porteføljeværdien. Der er det mere at sikre arkitekturen og sætte retningen på den rette måde og drive den rette integration, innovation og optimering på tværs, der fylder,” siger han.
”Det har jeg skullet lære noget om. Tidligere havde jeg primært toplinjeansvar, fremfor i dag, hvor fokuser på bundlinjen. Det er selvfølgelig en realitet, som jeg har skulle lære at navigere i på bedste vis.”
Har du skullet ændre noget som leder i din rolle?
”Jeg føler ikke, jeg har skullet ændre så meget som leder. Det handler om at have folk med ombord. I forhold til den nye rolle, har jeg selvfølgelig skulle havemine tidligere peers med på rejsen. Det har fungeret godt, og det har jeg investeret tid i. Vi er et godt sted, og vi har et godt ledelsesteam, der er enige om, hvor vi skal hen,” siger Bo Damgaard.
Bo Damgaard tilføjer, at Omnicom Media samtidig kommer til at skrue mere op for markedsføringen af sig selv som bureau fremadrettet. Og så er han overordnet set meget glad for, at hele bureaugruppen viser fremgang.
”Det vigtigste er, at det er på tværs af alle bureauer, at vi vokser. Det er meget solidt,” siger Bo Damgaard.