Efter et nettounderskud på 900 millioner dollar i fjerde kvartal 2025 har Omnicom Media Group internationalt planer om en række forskellige tiltag for at sikre yderligere besparelser.

Det skriver en række forskellige branchemedier, herunder AdAge og The Drum.

Der kan, hedder det i AdAge, blive tale om ’exits’ fra mindre markeder eller frasalg af enheder, der ikke vurderes som strategisk kernevirksomhed.

Samlet set fordobler koncernen sit hidtidige besparelses-mål til 1,5 milliarder dollar, og en reduktion af antallet af ansatte ventes at skulle levere broderparten af besparelserne på i alt 1,0 milliarder dollar.

Mediet Marketing Dive skriver, at besparelserne skal realiseres ved blandt andet at ”reducere dobbeltroller, strømline bureaustrukturen og via outsourcing”.

Herudover forventer Omnicom-CEO John Wren ifølge mediet at hente besparelser på konsolidering af fast ejendom formedelst 240 millioner dollar, ligesom synergier fra administration, IT og indkøb ventes af sikre besparelser for 260 millioner dollar.

Har nedlagt flere tusinde job

Ifølge Marketing Dive forventer Omnicom-ledelsen desuden at sælge enheder i ”mindre, ikke strategiske” markeder, uden at dette dog præciseres nærmere.

Men med den seneste udmelding fra verdens største bureaugruppe kan medarbejderne altså godt forberede sig på nye nedskæringer oven i dem, der blev meldt ud i slutningen af 2025.

Her kom det frem, som blandt andre Financial Times skrev, at Omnicom efter købet af IPG ville skære flere end 4.000 stillinger globalt – og i tilgift lukke flere historiske bureaubrands ned.

Det kostede blandt andet legendariske Bill Bernbachs kreative ikon DDB livet – også i Norden og Danmark – ligesom også MullenLowe forsvandt – eller rettere blev lagt ind under TBWA-brandet.

Markedsføring har spurgt Omnicom Danmarks CEO, Bo Damgaard, hvad de seneste udmeldinger fra moderselskabet vil komme til at betyde herhjemme, men det er endnu for tidligt at udtale sig om, skriver han i et mailsvar.