Kampagnen “Hjelm har alle dage været en god idé – 1676” fra Rådet for Sikker Trafik og NoA / &Co. er kåret som Månedens Kampagne for april.

Vinderkampagnen er opfølger til den originale, multiprisvindende ’Hjelm har alle dage været en god idé’ fra 2021, der foregik i vikingetiden, hvor settingen i den nye film er barokken og det tidlige enevælde.

Ole Hoffmann, senior art director hos &Co, og en af de kreative bag kampagnen, siger om Månedens Kampagne-anerkendelsen:

“Det varmer gevaldigt. Det kilder altid lidt ekstra i maven, når man skal bygge videre på et univers, som før er blevet taget godt imod. Så det er et dejligt, velkomment klap på skulderen.”

Markedsføring er tidligere gået i dybden med arbejdet bag kampagnens herofilm, der blev optaget på Kronborg.

Juryen: En svær to’er løst med format og ambitioner

Det er netop opgaven med at løfte en opfølger til en markant succes, som juryen – anført af juryforperson Trine Keller-Andreasen – fremhæver i sin begrundelse for sejren.

“Det er få mennesker forundt at skulle lave en så svær to’er, som &Co. har skulle i forbindelse med udviklingen af næste kapitel i “Hjelm har alle dage været en god idé”.”

Juryen roser, at kampagnen holder fast i det historiske univers, og nu lader danskerne blive udstillet over for svenskerne. Samtidig bider juryen særligt mærke i filmens høje produktionsniveau.

Juryen bag Månedens Kampagne består af:

Trine Keller-Andreasen, juryleder
Peter Harton, filminstruktør, Klub Moderne
Kathrine Bjørnholt Werling, head of brand, Strategy & Media, Matas
Klara Vilshammer, partner og associate creative director, Robert/Boisen + Like-minded
Nanna Thordal, head of creative strategy, Forte Advice
Christoffer Vejlø, senior creative, Nord
Marcus Mahecha, design lead, Kontrapunkt
Trine Eisinger, partner og client service director, &Co.
Sigrid Egedal, creative director, Volvo Cars
Ulrik Juul, selvstændig kreativ
Mikkel Skotte, studerende DMJX

“Det er vidunderligt, at der stadig findes opdragsgivere, der tør investere i godt indhold, som vi alle sukker efter. Overordnet set slipper hele holdet bag kampagnen godt afsted, og arbejdet er enormt veleksekveret”.

Ros med et forbehold

Juryen sender dog ikke kun klapsalver afsted til den ”den svære to’er”. I begrundelsen ligger også en vurdering af, at den nye film ikke helt leverer samme komiske payoff som forgængeren.

“Det er stadig originalt og med fin humor, men juryen savner dog samme humoristiske forløsning som i første kapitel. Vi er alle enige om, at der er godt proppet på de dårlige undskyldningers holdeplads, hvorfor første kapitels narrativ sagtens vil kunne bruges igen,” lyder det fra Trine Keller-Andreasen, der tilføjer:

”Men forhåbentlig er dette ikke det sidste kapitel, og vi glæder os alle til at se hvad de finder på næste gang. Imens vil vi nok alle så småt begynde at indrømme, at vi faktisk gerne vil ligne en idiot på cykelstien”

Du kan se eller få genopfrisket “Hjelm har alle dage været en god idé – 1676” nedenfor.

Artiklen fortsætter efter filmen.

”En flot og relevant begrundelse”

Hos Rådet for Sikker Trafik hæfter vicedirektør Karina Petersen sig først og fremmest ved, at kampagnen bliver anerkendt for det ambitionsniveau, der ligger bag.

”Den bliver selvfølgelig sammenlignet med Viking-filmen og den er bare svær at komme efter. Men jeg synes konceptet om at bruge vores historie og alle de situationer, hvor det har været en god idé at bruge en hjelm, er stærkt og relevant og derfor har vi valgt at blive i det”, skriver hun til Markedsføring.

Indstil din kampagne for Maj

Du kan nu sende din bedste kampagne fra maj måned ind til Månedens Kampagne.

Deadline for at indstille er torsdag den 25. juni – hele dagen ud.

Du kan indstille lige her – det er gratis og tager kun få minutter.

“Så det er rigtig dejligt at få juryens opmærksomhed og anerkendelse, for der er virkelig mange, der har gjort sig meget umage med den her film. Og det glæder mig, at holdet bag får credit for både kreativitet, håndværk og ambitionsniveau,” tilføjer hun.

Hun kalder samtidig juryens samlede vurdering både flot og relevant.

“Jeg kan godt følge dem i, at filmen ikke har samme umiddelbare humor som Viking-filmen, og det kan vi også se i evalueringen, men humoren bliver stadig fremhævet som meget positivt og liking ligger på 82 % for filmkendere, så det er rigtig fint.”

Karina Petersen peger desuden på, at filmen stadig arbejder med de dårlige undskyldninger, som også bar den første hjelm-kampagne.

“F.eks. da kongen siger ”Nu skal vi jo ikke særlig langt. Jeg kan jo se Sverige herfra”, som modsvarer den dårlige undskyldning om, at det ikke er nødvendigt at bruge hjelmen på de korte ture.”

Hun medgiver dog, at humoren denne gang er mindre umiddelbar end i den første film.

“Her skal kongen jo overbevise soldaterne om, at de ikke behøver en hjelm for at gå i krig, og at de de kan sagtens nøjes med en filthat. Og den humor er nok mindre intuitiv end en forfængelig viking.”

Nedenfor kan du se en visual fra kampagnen.

Artiklen fortsætter bagefter.

En kampagne i en ny virkelighed

Ifølge Karina Petersen møder “1676”-versionens publikum desuden i en anden virkelighed end den første film.

For hvor vikingekampagnen kom på et tidspunkt, hvor cykelhjelmen stadig i højere grad skulle normaliseres, er hjelmbrugen i dag blevet langt mere udbredt.

“Vi kan godt mærke, at 55 % af os nu kører med cykelhjelm. Det er blevet helt normalt for en meget stor gruppe, og det bliver sværere at flytte de næste. Så opmærksomheden i forhold til, at vi har vi lavet en ny kampagne om cykelhjelm er en anden, end da vi udviklede Viking. Det er mere sådan: Ja ja, det ved vi da godt. Og det er jo faktisk helt, som det skal være.”

Netop derfor bliver effekten også målt på, om kampagnen fortsat kan få de sidste mere modvillige brugere til at rykke sig.

Karina Petersen, vicedirektør i Rådet for Sikker Trafik, kan kke be- eller afkræfte, om der kommer en treer i den populære hjelm-serie. Foto: PR

“Vi håber, at nogle af dem, der ikke kører med hjelm, bliver motiveret til at anskaffe sig en hjelm. Og der kan vi heldigvis se i evalueringen af kampagnen, at 22 % af dem, der ikke før har kørt med hjelm, nu overvejer at købe en og at 8 % af respondenter har købt en hjelm til sig selv efter at have set kampagnen.”

Filmen skulle stå på egne ben

Hos &Co. er det en vigtig pointe, at “1676” aldrig var tænkt som en kopi af den første succes, men som en selvstændig film i samme univers.

Og Kristoffer Winther, senior art director hos &Co.,mener, at modtagelsen har bekræftet bureauet i, at der stadig er plads til ambitiøse, lange reklamefilm.

“Vi har oplevet utrolig meget kærlighed. Og af samme art som da vikinge-filmen kom ud. Og det er både fra folk, som kender kampagnen og nytilkomne beskuere. Der er i den grad plads til længere filmformater, skudt på film og med rigtige skuespillere i fokus.”

Han mener også, at modtagelsen viser, at det var rigtigt at videreudvikle det meget populære Viking-univers.

“Vi synes modtagelsen har vist, at man ikke skal være bange for at bruge nye krydderier, selvom man måske havde en god opskrift liggende. Når det så er sagt, så kan det ikke undgås at folk sammenligner de to kampagner. Men det er jo bare en ære at blive vurderet op imod sig selv.”

Foto: Still fra filmen

Humorkritik mødes med et glimt i øjet

Juryens bemærkning om den lidt mindre humoristiske forløsning bliver hos bureauet mødt med et glimt i øjet.

“Juryen er hermed inviteret med i klipperummet, næste gang den humoristiske forløsning skal forløses. Vi sørger for kaffe og sandwiches,” lyder det fra Ole Hoffmann.

Bag glimtet i øjet gemmer sig også en stolthed over det arbejde, der er lagt i filmen, og de valg man har taget i processen, kan man forstå på Kristian Eilertsen, der er creative director hos &Co.

“At lave film er en strabads. Alle beslutninger bærer to spørgsmål med sig: Gør vi det nemmere eller sværere for os selv? Og vi er enormt stolte over, at både vi, Newland og Rådet for Sikker Trafik har stået hårdt på at træffe de valg, vi synes var de rigtige. Også selvom vi konstant gjorde processen sværere for os selv. Det kræver tillid og godt samarbejde hele vejen rundt.”

Om der kommer flere kapitler er uvist

Om “1676” bliver stående som den endegyldige toer, eller om universet også får en treer, kan Karina Petersen hverken afvise eller love.

“Vi har tidligere haft stor succes med en 3´er og her tænker jeg på Nederen Forældre-kampagnen, hvor 3´eren ”Filips far” blev den der rykkede allermest. Så vi har bestemt mod på en mere, men det afhænger fuldstændig af, hvordan udviklingen med cykelhjelmene går,” skriver hun og tilføjer:

”Fortsætter stigningen er det ikke sikkert, at det er nødvendigt med endnu en stor kampagne, men måske vi i stedet skal genbruge noget af det materiale, vi har, og supplere med mindre, mere målrettede indsatser.”

Du kan gense den originale Vikingfilm nedenfor.