Orchestra skriver sig nu på en voksende liste af danske bureauer, der har fået adgang til OpenAIs selvbetjening for ChatGPT Ads.
De fleste danske bureauer, lyder det fra flere bureauer, burde nu have fået adgang. I første omgang var der meldt fra OpenAI, at kun udvalgte mediebureaupartnere kunne hjælpe med annoncering på OpenAIs platform ChatGPT.
Og det er godt, at der bliver åbnet bredere op, lyder det i en mail fra Orchestras head of search, Alexandra Maria Munk.
“Self-service-platformen er nu bredt tilgængelig, og annoncører kan i princippet oprette en konto og komme i gang med annoncering i ChatGPT. Det betyder, at vi allerede i dag kan arbejde direkte i platformen sammen med vores kunder,” skriver Alexandra Maria Munk.
“Det, vi fortsat afventer, er en løsning, der gør det nemmere for bureauer at administrere flere kunders annoncekonti samlet. Den funktionalitet forventes at komme, men er endnu ikke bredt tilgængelig.”
Betydelig usikkerhed
Markedsføring har i denne uge spurgt en række bureauer, hvordan de ser potentialet og interessen for annoncer hos OpenAI.
Her har det fra Nørgmård Mikkelsen og Obsidian lydt, at mange annoncører lige nu er nysgerrige på, hvad annonceringen kan. Og anbefalingen er overordnet, at annonceringen lige nu er mest relevant for større B2B-kunder frem for mindre ecommerce-virksomheder.
Orchestra ser dog også et potentiale for mindre annoncører – også inden for B2C.
“I princippet kan ChatGPT Ads være relevant for de fleste annoncører – med undtagelse af en række brancher og produktkategorier, som ikke er tilladt på platformen. Det afgørende er, om målgruppen bruger ChatGPT til samtaler, der er relevante for virksomhedens produkter eller services. Hvis vigtige beslutningsøjeblikke – som at researche, sammenligne muligheder eller undersøge konkrete løsninger – foregår i samtalen med AI, kan det være et relevant sted for annoncøren at være til stede.”
Ifølge Orchestra ser man stadig stor usikkerhed i forhold til, hvad værdien er i annoncering i ChatGPT:
“Vi ser et stort potentiale, men også en platform med mange ubekendte, som annoncører skal gå ind i med omtanke,” skriver Alexandra Maria Munk.
“Det interessante ved ChatGPT Ads er især den kontekst, annoncerne kan optræde i. Brugerne fortæller ofte langt mere om deres behov, præferencer og overvejelser end i en klassisk søgning. I princippet giver det mulighed for at skabe meget relevante annoncer og møde brugeren på interessante tidspunkter i beslutningsprocessen.”
Har I kunder, der allerede nu henvender sig om annoncering i ChatGPT?
“Ja, mange. Men interessen handler ikke kun om at komme i gang hurtigst muligt. Mange kunder henvender sig først og fremmest for at forstå den nye platform: Hvad kan den? Hvem kan annoncere? Hvad skal vi være opmærksomme på? Og hvilken rolle bør den spille i vores samlede mediemix,” skriver hun.
“Det er et helt nyt format, både for brugerne på ChatGPT, men også for annoncørerne. Derfor er det vigtigt at gå ind i den med de rette ambitioner og en klar forståelse af platformens rolle.”
Kast jer ikke hovedkulds ud i det
Orchestra har også oplevet, at ChatGPT Ads ikke altid rammer, selvom brugerne giver mere information om deres købsovervejelser end i en Google-søgning.
“Det er vigtigt at skelne mellem potentialet og dét, annonceproduktet kan levere i dag. Vi har allerede set eksempler på annoncer, hvor koblingen til den konkrete samtale ikke har været særlig stærk. At ChatGPT har en stor mængde kontekst om brugerens aktuelle behov betyder altså ikke nødvendigvis, at annoncesystemet fra start kan omsætte den kontekst til præcis og relevant annoncering,” skriver Orchestras head of search.
“Netop den kontekst stiller også større krav til annoncørerne. ChatGPT har indtil nu været en annoncefri oplevelse, og brugerne kan dele information i samtaler, som de ikke nødvendigvis forventer bliver mødt af kommercielle budskaber. Derfor skal relevans ikke forveksles med, at man skal udnytte al den kontekst, der potentielt er tilgængelig. Annoncerne skal opleves som hjælpsomme og naturlige – ikke som invaderende eller grænseoverskridende.”
Hun advarer imod, at man blindt går i kast med annoncering hos OpenAI.
“Derfor mener vi heller ikke, at alle annoncører nødvendigvis skal kaste sig hovedkulds ud i ChatGPT Ads. Det handler om at forstå platformen, forholde sig til blandt andet brand safety og relevans og teste kontrolleret, hvor det giver mening.”
Opdateret kl. 09.50: Det er tilføjet til artiklen, at Orchestra også vurderer, at OpenAI og ChatGPT Ads er relevant for mindre annoncører – også inden for B2C.