Ledelsen bag det internationale netværk ’by The Network’ har besluttet at lukke netværket. Det oplyser netværkets direktør, Nanna Munch Walther, i en mail til Markedsføring.

Netværket, der til sidst rummede 25 bureauer fra hele verden, blev oprindelig grundlagt af en af Danmarks mest prisbelønnede kreative profiler, nu afdøde Per Pedersen, der privat også var gift med Nanna Munch Walther.

”Vi har løbet mange maratonløb, og vi kan med sikkerhed sige, at vi har givet alt, hvad vi har. Men med respekt for historien, med forståelse for de valg, der træffes, og med kærlighed til alt, hvad Per skabte, er tiden kommet til at bringe ’by The Network’ til en værdig afslutning,” skriver hun i mailen.

Og det har ikke været en nem beslutning, lyder det fra Nanna Munch Walther i en opfølgende mail.

”Vi har vendt og drejet hver en sten. Og fordi jeg ved, at vi har gjort alt, hvad vi kunne, føles det som den rigtige beslutning. Men at skulle sætte ord på og stå frem med det nu, giver alligevel en klump i maven. Mest af alt fordi jeg stadig tror så meget på visionen og på den kærlighed, der lå bag. Kærlighed til faget, til industrien, til håndværket – og til alle de mennesker, der brænder for det samme som os.”

Men det har også været vigtigt at erkende, tilføjer hun, ”at uden Per og alt det, han bidrog med og stod for, kunne vi ikke få det til at lykkes på den måde, vi oprindeligt havde drømt om”.

" Netværket var i høj grad Pers vision. Han var et kreativt kraftværk og en sjælden type, der kunne samle folk på tværs af lande og ego'er.
Morten Ingemann, CEO og partner, Worth Your While

“Ingen kan nogensinde erstatte Per. Han var virkelig enestående. Vores vigtigste opgave nu er at lukke ’by The Network’ på en måde, der ærer hans vision, respekterer alle involverede og anerkender alle dem, der troede på dette projekt lige så meget, som vi gjorde,” skriver Nanna Munch Walther.

Worth Your While: En trist nyhed

’By The Network’ blev stiftet i 2020 på initiativ af Per Pedersen, der netop havde forladt en inernational toppost som Global Creative Chairman for Grey-gruppen og dermed øverste kreative ansvarlige for hele koncernens kreative arbejde. 

Han mente, at der var brug for nytænkning.

”Der er brug for et netværk, der er drevet af kreativitet og ikke af profit. Altså et alternativ til de store bureaunetværk, sagde Per Pedersen i forbindelse med stiftelsen i et interview med Markedsføring. 

Fra starten var der et enkelt danske bureau – Worth Your While – med i netværket, som Per Pedersen selv udvalgte bureauerne til. Siden kom også Copenhagen Strategy med.

Og hos Worth Your While kalder CEO og partner, Morten Ingemann, lukningen for ”en trist nyhed”.

”For os har ’by The Network’ betydet meget. Da vi startede Worth Your While, drømte vi om at bygge et bureau, der arbejdede mere uden for Danmark end i Danmark. I dag kommer omkring 80 procent af vores forretning fra udlandet, og det havde aldrig været muligt uden ’by The Network’. Det gav os et stærkt kreativt fællesskab fra dag ét og gjorde verden lidt mindre,” skriver han til Markedsføring i en kommentar til lukningen og tilføjer:

”Netværket var i høj grad Pers vision. Han var et kreativt kraftværk og en sjælden type, der kunne samle folk på tværs af lande og ego’er. Da han gik bort, vidste vi godt, at det ville blive svært at føre drømmen videre i den form, kun han kunne. Det har taget tid at erkende, at ’by The Network’ bare ikke var helt det samme uden ham.”

Venskab og samarbejde vil leve videre

Både Nanna Munch Walther og Morten Ingemann er dog fortrøstningsfulde i forhold til det videre internationale kreative arbejde.

" De venskaber og forbindelser, der er opbygget over hele verden, vil blive ved med at vokse – og det har altid været det virkelige mål.
Nanna Munch Walther, direktør i 'By The Network', der nu nedlægges

”Når jeg ser tilbage nu, er jeg så utrolig stolt over, at vi har opnået den del af vores drøm, som handlede om at samle mennesker på tværs af grænser med en fælles passion og en tro på, at sammen kan vi skabe noget større,” skriver Nanna Munch Walther og tilføjer:

”Jeg ved, at vi har skabt stærke og varige bånd mellem vores medlemmer. Og selvom vi nu ændrer formen fra et formelt netværk til et mere uformelt fællesskab, er jeg sikker på, at de venskaber og samarbejder, der er opstået på kryds og tværs, vil leve videre.”

Morten Ingemann sender samme budskab.

”Ja, det er trist. Men det er ikke et farvel til de mennesker, der gjorde netværket særligt. Vi har i dag et stærkt internationalt netværk af samarbejdspartnere, og mange af dem kommer netop fra ’By The Network’. Den energi, den lidt frie kollektive ånd, forsvinder ikke,” skriver han og tilføjer:

”Vi har kendt til lukningen i noget tid og talt med andre netværk, men sandheden er, at Worth Your While lige nu står så solidt som brand og som team, at vi ikke har brug for en ny struktur for at klare os. Vi vil hellere bruge kræfterne på at fortsætte samarbejdet med de mennesker, vi allerede tror på, og skabe noget nyt ud fra det.”

Morten Ingemann sender en særlig hyldest afsted til Per Pedersen:

”Vi prøvede at passe godt på hans drøm, men uden ham var det aldrig helt det samme.”

Nanna Munch Walther udtrykker især en stor tak til netværket:

”Jeg vil gerne udtrykke min dybtfølte tak til Jack Smail, John Mescall, bestyrelsen og alle vores partnere og medarbejdere for deres engagement og tillid til netværket gennem hele denne rejse. De venskaber og forbindelser, der er opbygget over hele verden, vil blive ved med at vokse – og det har altid været det virkelige mål.”