Petra Kleis’ kamp med lyset

Petra Kleis er bange for mange ting. Hendes største frygt er at fremstå som en bralrerøv. Det er ikke, fordi hun tvivler på kvaliteten af sine billeder. Jyden i hende tillader bare ikke, at hun bruser frem med det.

Lysets forsvinden er en anden ting. Vintermørket gør hende sløv, trist og stikker til en usikkerhed i hende. Det sidste behøver hun endnu ikke bekymre sig om.

Septembers sollys vælter ind gennem fotostudiets sprossede ruder og reflekteres på de hvide overflader. Daydream Studio ligger på fjerde sal i en gammel maskinfabrik med højt til loftet (du kan stable fire Petra Kleis’er oven på hinanden uden helt at nå det) og uden nærliggende bygninger til at blokere lysindfaldet.

Ydmygheden er dog mere presset. Imellem solstrålerne dirrer spørgsmålet om, hvorfor alle (Lars von Trier, Lars Findsen, Helle Thorning-Schmidt, Tobias Rahim, Lily Collins, blandt mange, mange andre) gerne vil have deres portræt taget af Petra Kleis.

“Det er jeg for jysk til at sige, at alle gerne vil. Det ved jeg ikke. Måske fordi de har en fornemmelse af, at de ved, hvem jeg er. Eller kender mig. Det kan gøre det mindre grænseoverskridende, hvis de har en fornemmelse af, hvem fotografen er som person.”

Du har åbent fortalt om dit eget privatliv (der har været voldsomme ulykker og psykisk sygdom i familien, red.). Er det en måde at bryde muren ned til fremtidige portrætpersoner?

”Jeg har en pæn og poleret Instagram-profil, og jeg lever et meget privilegeret liv. Derfor er det vigtigt for mig at fortælle, at det ikke er virkeligheden. Der er meget mere til mit liv end facaden, jeg viser frem. Jeg prøver at åbne op for virkeligheden. Og det burde være et ansvar for primært de piger, der har sindssygt mange følgere, at åbne op for, at livet er mere end Gucci-tasker og beige interiør. Jeg har kunnet bidrage med at åbne for en knap så lykkelig ungdom og familieliv.”

Hvorfor har du valgt at gøre det?

“Jeg har altid været sindssyg åben om min familie. Min mor var åben om hendes depression, og hun lærte mig, at åbenhed er godt. Det er med til at nedbryde tabuer. I takt med, at flere og flere vidste, hvem jeg var, og blev nysgerrig på mig, var det naturligt også at tale om den del af mig.”

Føles det aldrig grænseoverskridende?

“En del af min succes skyldes, at folk ved, hvem jeg er, og hvad jeg står for. Derfor har jeg været bevidst om, at det er okay, at folk lærer mig at kende. Det hænger én til én sammen, hvem man er, og hvilke billeder man laver.”

Kan det, at du bliver en personlighed, stå i vejen for dine billeder?

“Jeg er meget bevidst om ikke at blive mere kendt end mit produkt. Jeg er mega bange for, at min person bliver mere kendt end de mennesker, jeg portrætterer. Det er en balancegang, og jeg tænker meget over, hvad jeg siger ja til af ting, der handler mere om min person, end det jeg laver. Jeg har aldrig ønsket eller stræbt efter at være kendt. Jeg vil være kendt for mit arbejde, for det kan give mig flere interessante tilbud.”

Har din succes ændret måden, du fotograferer på?

“Det synes jeg ikke. Jeg er blevet mere besværlig, fordi jeg er mere bevidst om, hvad jeg vil. Det kan
være svært, når min vision bliver udfordret. Det er blevet sværere for mig at bøje af for andres vision end min egen. Jeg er blevet bevidst om, at jeg har en god intuition for det interessante og vigtige billede. Og hvis andre ikke lytter til mig, eller kan se det samme, er det sværere for mig at sige skidt pyt. Jeg er mere tilbøjelig til at tage kampen end for 10 år siden, fordi jeg har en mavefornemmelse for, hvad der fungerer.”

Er du bange for at miste din intuition? Eller at den går af mode?

“Helt vildt. Der er få fotografer, der er blevet ved med at være relevante og have arbejde. Om det skyldes samfundets besættelse af det unge, nye og friske, ved jeg ikke. Som fotograf kan man også være tilbøjelig til at synes, at man laver det rigtige, og når tiderne ændrer sig, og noget andet bliver moderne, er det vildt grimt, og man vil ikke have noget med det at gøre. Mange fotografers karrierer dør, når de ikke er unge og friske længere. Det er vigtigt at være åben og nysgerrig på tendenserne. I mange år var min stil det uretoucherede billede. Pludselig fulgte reklamebranchen med, og så var min stil moderne. Men der kommer et tidspunkt, hvor det skal være mere retoucheret igen, og så skal jeg vælge, om jeg skal følge efter. Eller holde fast i min stil.”

Hvis du har sværere ved at forme dig efter andres visioner, kan du så ikke frygte, at du ender som den bitre fotograf, der mener, alt nyt er grimt?

“Jeg frygter det lidt. Men så håber jeg, at jeg kan lave nogle andre ting uden for den kommercielle verden, jeg er i nu. Selvom jeg har min mavefornemmelse og stoler på mine evner, bliver jeg stadig presset. Der er en vild konkurrence.”

Du kan stadig være usikker?

“Ja, jeg kan godt blive ramt af tanken: Fuck, hvor er jeg så dårlig. Jeg skal holde snuden i sporet og ikke sammenligne mig med andre. Selvom kreatives største svaghed er at tænke, at alle andre laver flottere ting.”

Har du et karriereskabende billede?

“Jeg har tit refereret til min bog med Maja Malou Lyse (de har lavet bogen Girlification sammen, red.) som definerende for den fotograf, jeg er nu. Mødet med hende og hendes verden ændrede måden, jeg ser på billeder og gik til billeder i forhold til krops-åbenhed og ikke at behandle mine billeder til døde. Maja havde aldrig bedt om at blive retoucheret og var enormt positiv, hver gang hun så billeder af sig selv. Modsat andre kritiserede hun aldrig sin krop og havde optur over sit udseende. Alt mit arbejde op til var meget retoucheret, og det er bogen slet ikke. Den bog ændrede alt fremadrettet.”

Kan du sætte lidt ord på det før og efter?

“Før var det standard, at billederne skulle gennemarbejdes i photoshop. Alt hud skulle laves fuldstændig perfekt. Stak noget ud over buksekanten, blev det skubbet ind, benene blev gjort længere. Jeg blev enig med mig selv om, at bogen skulle være 100 procent ærlig, og så kunne jeg ikke gå tilbage. Jeg begyndte at spørge mig selv, hvem der egentlig ønskede retoucheringen. Det var ikke dem, jeg fotograferede, og i virkeligheden må det have været grænseoverskridende for dem, for indirekte fik de at vide, at den, de var, ikke var god nok. Du skal først gennem photoshop, før du kan komme på forsiden. Jeg ville være forperson for, at virkeligheden var ok.”

Hvad gør dig unik som fotograf?

“Jeg tror ikke, at der er nogen, der er unikke.”

Nu skal du ikke være så jysk …

“Jo, jeg er mega jysk. Min stil er enkel, ærlig og vedkommende. Målet er, at man altid føler noget. Kan mærke det i maven. Der må gerne være noget på spil, selvom det er et super simpelt billede. Jeg håber at frembringe en kontakt.”

Du har tendens til at afklæde folk, når du fotograferer dem.

“Der er sårbarhed i ikke at have tøj på. Man er sit reneste jeg, der er vi alle ens. Der er ingen skjold eller statussymboler. Der sker noget med folk, når man får lov at tage tøjet af dem. Og så er hud virkelig flot på billeder.”

Udover nøgenhed står dit fotografi for mange for diversitet, inklusion og et bredt spektrum af, hvordan man kan se ud. Er du enig i det?

“Ja.”

Hvorfor?

“Fordi det giver mig en dårlig smag i munden kun at vise perfekte, slanke, ofte hvide kroppe. Tidligere har vi vist kroppe, der nærmest ikke eksisterer. Kroppe, der er svære for unge mennesker at spejle sig i. Derfor har det været vigtigt at få forskellige kroppe frem og vise, at alle er smukke. Jeg vil til enhver tid forsøge at få et mere diverst cast. Det er vigtigt, og et ansvar jeg og større virksomheder har.”

Kan dine billeder være med til at ændre vores forståelse af verden?

“Jeg håber det. Jeg ved godt, at min Instagram eller arbejde ikke kan være med til at ændre verden, men forhåbentlig kan det nudge til nogle ting. Matas-kampagnen fik så meget kærlighed, og jeg håber, at den kan inspirere flere virksomheder til at sige, at den kærlighed vil de også have. At de siger, de kan vinde mere, end de taber.”

Billederne til Matas-kampagnen er fuldstændig fri for retouchering. Hvorfor?

“Matas var meget åbne og ønskede, at det skulle være fuldstændig fri af retouchering. Alt fik lov at blive. Det var vildt for mig, for der var ting, jeg plejede at fjerne, der ikke ændrer noget. Jeg har intet dogme om retouchering og gør det også, hvis folk har et sår i panden, fimrehår eller søvn i øjenkrogen, der i min verden er uskyldigt at fjerne. Men Matas gik all in og respekt for det.”

Kan du mærke, at flere kunder tør gå den vej?

“Tingene har ændret sig markant. Nu tænker vi ikke videre over, at vi kan se strækmærker på modeller, men det er ikke mange år siden, at det var vanvittigt og utænkeligt, at man lod strækmærker og appelsinhud være.”

Din mor var ærlig om sine depressioner, men er der ellers noget, der gør, at du hungrer efter en mere ærlig verden?

“Det er til glæde for os alle at være mere åbne omkring, hvad der foregår indeni os. Jeg ved, at åbenhed er en kæmpe ting, og det kan hjælpe os at snakke om. Vi har alle dårlige dage. Og det er okay.”

Hvornår har du sidst haft en dårlig dag?

“Jeg har dårlige dage, når jeg vågner op, og det begynder at blive mørkt. Det er hårdt at stå op, og jeg kan føle, at mit arbejdspres er for stort, eller jeg kan stresse over, at lyset forsvinder, og om jeg indfrier forventningerne til mig selv. Jeg har det sværest, når jeg vågner, og de negative tanker tynger mig. Men når jeg kommer ud og op på kontoret, så punkterer den mareridtsverden, og jeg bliver hevet ind i virkeligheden. Jeg elsker dagslys og fotograferer meget i det. Så det bekymrer mig også, fordi jeg har kortere tid. Nogle gange står solen ikke op. Jeg har aldrig været god til flash, det er besværligt, og naturligt lys er flottere. Lys er en stressfaktor for mig.”

Hvor er du mangelfuld som fotograf?

“Kunstigt lys. At have det som noget, man kan hive op af kassen, vil være meget fedt. Jeg er dårlig til at lære nye ting. Jeg er bange for alt nyt. Jeg gad godt, at jeg var mere åben om nye, tekniske ting. Jeg forsøger at lære mere om at skyde analogt for tiden. Det er pisse svært, for du fotograferer i blinde, og på mange tidspunkter i processen kan det fucke op. Der er så mange skrækhistorier blandt fotografer, der har haft analoge oplevelser, der giver mavesår og næseblod. Min mester fortalte, at de havde sat en forkert rulle film på et helt job, så alt stod sindssygt. Der var fløjet modeller ind og location lejet. Det var dyrt. 10 procent af mine job skyder jeg 100 procent analogt, men når de er større og koster mange penge, skyder jeg digitalt ved siden af. Så jeg kan sove om natten og ikke får mavesår.”

Hvorfor analogt?

“Jeg har gennemført det digitale level. Det er for nemt. Du kan bare skyde derudaf. At skyde analogt giver mange benspænd, du skal økonomisere dine skud og koncentrere dig. Du ved ikke, hvad du får, og det efterlader noget til fantasien, magien og dine fuck-ups. Dine fuck-ups kan gøre billederne magiske. Og så er tonerne flotte, der er en blødhed, hvor det digitale bliver så skarpt, at det er super grimt.”

Har du selv et fuck up?

“Ja, det har jeg, men jeg siger det ikke.”

Hvad blev der af ærligheden?

“Det er så gigantisk et fuck up, at jeg nærmest ikke taler om det.”

Hvornår kom drømmen om at blive fotograf?

“Da jeg kedede mig ihjel på danskstudiet på Aarhus Universitet. Jeg var startet der, fordi jeg havde et elendigt snit og var gået i panik over, at alle andre var i gang med noget. Men man skulle læse bøger og skrive, og det var pisse svært. Min fætter boede i København, og kendte en fotograf, der manglede en elev. Jeg kunne intet i starten. Jeg var så ringe.”

Var du nogensinde nervøs for, at du ikke ville slå igennem?

“Nej. Men mit ambitionsniveau var heller ikke højt. Jeg ville bare leve af det og have et lille fotostudie. Det har været nemt at være tilfreds, men det er blevet sværere, jo længere jeg er kommet. Men jeg har altid vidst, at jeg kunne et eller andet. Jeg har haft en underlig mavefornemmelse.”

Hvor kommer den fra?

“Jeg ved det ikke, men jeg har haft den siden jeg var lille.”

Hvad er det næste?

“Jeg drømmer om at være tilfreds og ikke blive overtaget af mine egne usikkerheder.”

Hvordan kommer man derhen?

“Forhåbentlig forsvinder det med alderen. Man får mere ro og finder ud af, at arbejdet ikke er alt. Frihed, familie og venner er en kæmpe ting. Det er vigtigt, at arbejdet ikke definerer, hvem du er.”

Du ligger tydeligvis meget af dig selv i dit arbejde, så kan du godt komme derhen?

“Jeg ved det virkelig ikke, men jeg værdsætter mere og mere, hvor jeg er, og hvad jeg har. Men jeg er stadig sulten, jeg laver hver opgave, som var det den sidste. Jeg går virkelig op i det. Ellers kan det være lige meget.”