Bureauet PL & Partners fik sig noget af et chok, da efterveerne af coronas guldfeber i performance marketing lagde sig og dagligdagen ramte.
Det gik fra, at alt, de rørte ved, blev til guld, som CEO, Nikolai Skouv Pedersen, dengang sagde til Markedsføring, til at de oplevede et marked i nedgang. For Nikolai Pedersen, der er i sit første job som CEO, blev det en gedigen lærestreg og førte til en kursændring for PL & Partners.
“Det gik simpelthen for stærkt. Vi tog for mange medarbejdere ind for hurtigt og det var korte rekrutteringsprocesser. Nu ansætter vi langsommere. Vi vil hellere sige nej til kunder, end at skynde os at ansætte og lukke kunden,” siger Nikolai Skouv Pedersen.
Og det afspejler sig i virksomhedens seneste regnskab. De har øget bundlinjen med ca. 3,6 millioner kroner før skat og går fra et overskud på godt 300.000 til 3,9 mio. kr.
PL & Partners regnskab
2022-tal er i parentes.
Omsætning: 32,56 mio. kr. (32,32 mio. kr.)
Bruttofortjeneste: 26,88 mio. kr. (25,26 mio. kr.)
Personaleomkostninger: -22,56 mio. kr. (-24,5 mio. kr.)
Resultat før skat: 3,9 mio. kr. (330.760)
Kilde: CVR
Samtidig er der et lille nøk op på et par hundrede tusinde kroner på omsætningen, der ender på 32,5 millioner kroner.
“Vi er rigtig godt tilfredse med regnskabet. Som mange andre e-commerce-forretninger har vi ændret vores fokus fra omsætning til bundlinje, og det er vi lykkedes med,” siger Nikolai Skouv Pedersen.
Som en del af fokusskiftet skal nyansættelser passe til virksomheden på den lange bane og ikke bare løse et umiddelbart problem.
“Vi har ikke længere så travlt med, at det skal gå hurtigt, og der bare skal kunder ind. I stedet har vi lavet et flot regnskab, men på en måde der er rigtigt langsigtet og giver et stærkt fundament og bundlinje,” lyder det fra CEO’en.
Tilbage til vækstambitioner
Derfor er den største årsag til, at PL & Partners bundlinje er gået fra lige over 300.000 kroner til 3,9 millioner kroner også, at de er gået fra 53 ansatte på deres højeste til omkring 45 i dag.
“Den største post er færre ansatte. Og så har vi udnyttet driftsomkostninger bedre ved at få lejere ind på nogle kontorpladser,” siger Nikolai Pedersen.
Efter at have trimmet forretningen har PL & Partners for første gang siden 2022 igen vækstambitioner, fortæller Nikolai Pedersen.
“De er ikke voldsomme, men vi vil gerne øge toplinjen med 10 procent med de rigtige kunder,” siger han og tilføjer:
“Jeg har en god fornemmelse, for det er en anden kundeportefølje, vi står med nu. De er mere solide og langsigtede. Jeg har gode forhåbninger, og vi har startet januar godt ud. Men jeg er også et brændt barn, så vi tager en måned ad gangen.”