Podcastbureauet Podads, den kommercielle enhed i Podimo, udvider nu forretningen med influencer marketing.
Det sker med lanceringen af Podads Influence, der skal samle podcastannoncering, influencer marketing, indholdsproduktion og kampagneeksekvering i ét setup, lyder det i en pressemeddelelse fra bureauet.
Initiativet skal ledes af Camilla Dalgaard, der er ansat som head of Podads Influence – hun er hentet i influencer-bureauet WeAreCube.
Den første kampagne fra Podads Influence gik allerede live tilbage i februar, og ifølge Anne-Kathrine Pommergaard, CEO og stifter af Podads, er der siden booket mere end 70 influencerkampagner på tværs af 40 brands.
”Vi tilbyder alt samlet ét sted. Vi kan levere kampagner, der kombinerer podcastmediet, YouTube og vodcasts samt give unik adgang til stærke profiler gennem Podimos portefølje,” skriver Anne-Kathrine Pommergaard i et skriftligt svar til Markedsføring.
Skal koble podcast og creator-markedet
Udover Camilla Dalgaard har Podads også ansat Malthe Werdelin og Sabrina Hansen i Podads Influence. De har erfaring fra henholdsvis Cube og Represented by Bloggers Delight.
Ifølge Anne-Kathrine Pommergaard er lanceringen af det nye influencer-ben i Podads især drevet af efterspørgsel fra annoncører og udviklingen i creator-markedet.
Men hun peger også på podcastmediets udbredelse som en del af baggrunden for udvidelsen.
”Én ud af tre voksne lytter til podcast hver uge. Branchen fortsætter med at vokse hurtigt, og brands ønsker at kunne skabe en mere autentisk relation til deres målgrupper.”
I pressemeddelelsen kalder Anne-Kathrine Pommergaard lanceringen for et naturligt næste skridt for Podads.
“Vi har allerede stærke relationer til indholdsskabere, bureauer og annoncører samt dokumenteret kommerciel ekspertise inden for podcast og brandet indhold. Med udvidelsen til influencer marketing giver vi brands én samlet indgang til både podcast- og influencerkampagner, med mulighed for at udvikle, eksekvere og skalere på tværs af platforme.”
Vil både lave kampagner og management
Ifølge meddelelsen repræsenterer Podads Influence allerede profiler som Kristine Sloth, Cecilie Schmeichel, Christian Fuhlendorff og Thomas Skov.
Om hvorvidt ambitionen for Podads Influence er at opbygge et egentligt management-ben eller om Podads Influence først og fremmest skal være et kampagne- og produktionsbureau, siger Anne-Kathrine Pommergaard:
”Vi ser potentiale for begge dele. Det er et symbiotisk forhold, og som en del af Podimo Studios giver det os også mulighed for at åbne nye muligheder for de influencers, vi arbejder med – blandt andet inden for redaktionelle formater og podcastprojekter.”
Måler effekt gennem brandlift og adfærd
Effekten af Podads Influences indsatser bliver ifølge Anne-Kathrine Pommergaard blandt andet dokumenteret gennem cross-media effektstudier på kampagneniveau.
”Hvor vi måler brand lift og adfærdsmæssig effekt blandt den eksponerede målgruppe sammenlignet med en kontrolgruppe. Det er den samme disciplin, vi har bygget Podads på fra begyndelsen, og som vi nu tager med ind i Podads Influence,” skriver hun.
Podads Influence har i første omgang primært fokus på Danmark, men arbejder også med kunder på tværs af Sverige, Norge og Finland.
Som en del af Podimo Studios ser Podads samtidig mulighed for at udvide arbejdet internationalt, lyder det fra bureauet.
Podads Influences første kunde var HelloFresh, som Podads hjælper på både det danske og norske marked.