Det kreative bureau Pong udvider igen staben.
Denne gang med Kristel Krøier, der er ny creative director – bureauets tredje – og Mette Riis Kruse, der er account- og operations director: En stillingsbetegnelse, man ikke har haft på Pong tidligere.
”Mette og jeg har arbejdet sammen tidligere, og Mette har i mine øjne altid været en stjerne. Hendes funktion som operations director er ny på Pong, og skal ses som en konsekvens af vores rimeligt hastige vækst, som også har medført mere administration som jeg hidtil har varetaget,” skriver Pong-CEO, Mette Hørdum, i en mail til Markedsføring og tilføjer:
”Nu kommer Mette til at varetage en del af driften, men vil også fungere som account director for udvalgte kunder.”
Om Kristel Krøier, der i en periode har været freelance-tilknyttet bureauet, skriver Mette Hørdum:
”Kristel passede helt perfekt ind fra første dag, hun kom ind ad døren som freelancer. Både hendes måde at være som menneske og hendes kreative tilgang til løsninger er som skabt til Pong – eller måske er Pong skabt til hende.”
Fortid på TV 2 og flere bureauer
Mette Riis Kruse kommer senest fra TV 2, hvor hun de sidste fire år har siddet i en senior creative manager rolle med fokus på udvikling og optimering af bureauets arbejdsgange, processer og tværgående samarbejde.
Før TV 2 var Mette Riis Kruse tre år på &Co. som account manager og startede inden da karrieren som projektleder på Hjaltelin Stahl og Uncle Grey.
I 2022 blev hun udtaget til Dansk Markedsførings M Talent-liste, og hun er ikke i tvivl om, at Pong og hun passer godt til hinanden.
“Jeg er simpelthen så imponeret over den udvikling, Pong har været igennem de seneste år. De har knækket koden til at gøre kreativt arbejde ukompliceret og formår at udkomme med kreativt, stærke kampagne med utrolig høj frekvens,” skriver hun i mailen og tilføjer:
”De har nogle af branchens mest tilfredse kunder og samtidig en sund økonomi, så der ligger allerede et solidt fundament, som jeg glæder mig til at være med til at bygge videre på. Jeg håber, jeg kan bidrage til at hverdagen på bureauet bliver endnu mere glidende, og at vi får skabt de bedst mulige rammer for at lave god kreativitet.”
" Det giver en kæmpe arbejdsglæde at få lov at gå til kanten kreativt hver eneste dag.Kristel Krøier, ny creative director på Pong
Havde ikke planer om fast job
Kristel Krøier har med end 20 år arbejdet som tekstforfatter og konceptudvikler.
Bl.a. på bureauerne & Co., Robert/Boisen, Wibroe, Duckert & Partners og Young & Rubicam. Hun har desuden været Creative Director for Apple og arbejdet som selvstændig tekstforfatter og konceptudvikler i en årrække for kunder og bureauer.
Og strengt taget havde hun, lyder det i mailen, ikke planer om at blive fastansat på et bureau, men efter at have arbejdet nogle måneder hos Pong på freelancebasis, blev det alligevel sådan.
“Der er dejligt højt til det kreative loft og ingen nykker, så det altid er den bedste kreative idé, der vinder. Og hele huset bakker op om at lave strategisk velfunderede løsninger, men med den kreative pedal i bund. Det giver en kæmpe arbejdsglæde at få lov at gå til kanten kreativt hver eneste dag,” lyder det fra Kristel Krøier i mailen, hvor hun uddyber:
”Så det var et klart ja tak, da Mette Hørdum spurgte, om jeg ville være en fast del af Pong. Det føltes bare rart og rigtigt fra første dag, jeg trådte ind ad døren.
I 2023 landede Pong en bruttofortjeneste på godt 14 millioner kroner mod ni millioner året før, samt et resultat før skat på 5,3 millioner kroner mod 3,1 millioner året før.
Med de nye ansættelser er Pong oppe på 18 medarbejdere: 10 kreative konceptudviklere, fem kontaktfolk, to strateger og en office manager.