”Arh, Sune! Det er 20. gang, du er offside!”
Sådan lyder det fra en irriteret fodboldtræner på sidelinjen i en ny film fra Sundhedsstyrelsens vaccinekampagne.
Men Sune ligger i sengen med influenza, for han er ikke blevet vaccineret – og derfor har han lidt svært ved at flytte sig rundt på banen.
Vaccinationskampagnen, der ruller ud tirsdag den 1. oktober, er igen i år udviklet af det kreative bureau Pong, og hvis nogen genkender det kreative greb, så er den god nok.
Fodboldfilmen – og også en koncert-film – er nyudviklede varianter af sidste års kreative koncept og rettet mod personer med kroniske sygdomme som for eksempel med lungesygdomme, hjerte- og karsygdomme eller diabetes.
Og ellers genbenyttes nogle af filmene fra sidste år – rettet mod personer over 65 år, lyder det fra Rikke Liebst, sektionsleder fra Sundhedsstyrelsen:
“De film, vi brugte sidste år, har performet rigtig godt, derfor har vi valgt at genbruge dem til personer over 65 år. Vi håber, at filmene bliver mødt med genkendelsens glæde, når målgruppen bliver mindet om, at det er tid til at blive vaccineret mod covid og influenza.”
Skubber til motivationen
Målet med kampagnen er — ganske som de foregående år — at få +65 årige og i år også personer med kroniske sygdomme til at bestille tid til dette års influenza og covid-19 vaccinationer.
Og danskerne lytter, viser tidligere tal, så der er gode erfaringer med, at kampagnerne skubber til målgruppens motivation for at få vaccinerne.
Efter 2022-kampagnen var Danmark ligefrem ”europamestre i vaccination”, og i sæsonen 2023/24, oplyser parterne, var tilslutningen i målgruppen +65 til både covid- og influenza-vaccination oppe på 78 procent.
Den efterfølgende evaluering af kampagnen viser desuden, at sidste års kampagne havde en meget høj kommunikativ gennemslagskraft.
" Vi havde alle en fornemmelse af, at der var flere sjove eksekveringer inden for samme koncept.Ulrik Jessen, creative director, Pong
For eksempel huskede 72 procent at have set kampagnen, 70 procent syntes godt om den, 76 procent syntes, kampagnen var nem at forstå, og 94 procent afkodede hjulpet minimum et kampagnebudskab korrekt.
Der var mere i konceptet
Hos Pong oplyser creative director Ulrik Jessen, at man på den baggrund også var meget glade, da Sundhedsstyrelsen ønskede at fortsætte i samme retning: At vise personer, der går glip af alt det sjove, fordi de ikke er blevet vaccineret og derfor ligger syge i sengen.
”Et enkelt, men effektivt greb,” skriver Ulrik Jessen og uddyber:
”Vi havde alle en fornemmelse af, at der var flere sjove eksekveringer inden for samme koncept. Nødden var allerede knækket, så det handlede egentlig “bare” om at finde på flere scenarier og beslutte, hvilke vi havde mest tro på – både i forhold til humoren og den nye, yngre målgruppe, hvor også kronikere skulle tænkes ind.”
I løbet af arbejdet med kampagnen har Pong og Sundhedsstyrelsen testet seks varianter af filmene hos målgruppen – og resultaterne betød, at man valgte at gå videre med to af filmene, som nu får premiere.
”Nu er de omsat til et par små film, der med et glimt i øjet skal få personer med kronisk sygdom til at booke tid til vaccination. Og vi glæder os til at se, hvordan de performer hos målgruppen,” lyder det fra Rikke Liebst fra Sundhedsstyrelsen i mailen.
Den nye kampagne ruller på TV, SoMe, YouTube, displaybanners og i dagblads- og magasinannoncer.
Se de to nye film herunder.
Martin Høgsted har instrueret og Filippa Borg har produceret – Wavemaker er mediebureaupartner og Welcome Post har stået for postproduktionen.