Portræt: Årets CMO ville være hemmelig agent

”Du ser glad ud, Emil. Er du glad?”

Vivi Kofoed stiller spørgsmålet med en indfølt stemmeføring, og hun smiler med både mund og øjne.

Som journalist er det kutymen, at det er mig, der stiller spørgsmål. Lettere overrumplet får jeg fremstammet, at jeg da er ”okay glad”, men at jeg som udtalt B-menneske godt kan føle mig en smule tynget tidligt på dagen.

Vi er mødtes klokken ni om morgenen ved Sydhavnstippen i Valby, et langt stenkast fra Gjensidiges kontor i København, og Vivi Kofoed lytter opmærksomt til mine first world problems, mens solen bager fra en skyfri himmel.

”Det er da lidt mærkeligt, at du ikke sover fra dine bekymringer. Fordi din hjerne går igennem en rensningsproces om natten: skylle-skylle-skylle, Emils hjerne,” lyder det indlevende fra Vivi Kofoed, der sammenligner processen, der er påvist af danske forskere, med en bilvask.

”Men det er måske noget, vi skal tale om, hvis du møder op her og er bekymret,” siger hun og slår sin karakteristiske klukkende latter op og betror mig, at hun ikke synes, der er noget værre, end når folk er helt perfekte.

Nu har jeg jo haft fornøjelsen af at interviewe dig før, og du er exceptionelt god til at vende situationen om og selv stille spørgsmål…

”Siger du, at jeg skulle have været journalist?,” siger hun skælmsk og griner helt nede fra maven, så det smitter.

”Der skal jo to mennesker til at skabe en dialog, og jeg synes, det hele bliver lidt sjovere, hvis man kan dele lidt med hinanden,” svarer hun – nu i en mere seriøs mine.

”Jeg aner ikke, hvor jeg er,” udbryder Vivi Kofoed, der fortæller, at hun hverken har solcreme på eller solbriller med i dag.

Hendes tonefald og fregnerne i hendes ansigt vidner om, at det ikke er noget, hun går så højt op i. Vivi Kofoed kan bedst lide, at man tager det lidt, som det kommer.

Vi trasker ud af en vilkårlig grussti på den tidligere losseplads, som i dag bugner af natur og dyreliv.

Vivi Kofoed var nok den person i DR Koncerthusets Sal 3, der blev allermest overrasket, da hendes navn gjaldede ud af højtalerne, da Gjensidige-CMO’en midt i maj blev kåret som Årets CMO af Dansk Markedsføring og headhunterbureauet Marcher Markholt.

Hun havde i så lille grad regnet med at vinde, at hun ikke havde gjort sig de fjerneste tanker om at forberede en takketale. Hun havde heller ikke inviteret nogen kolleger med. Vivi Kofoed har ikke et stort behov for at stråle i andres hæder og ros.

Som barn voksede Vivi Kofoed op i Greve, en forstad til København. Her gik hun egentlig og drømte om at blive opdaget af det amerikanske efterretningsvæsen.

”Jeg elskede tanken om at blive hemmelig agent i FBI og være med til at løse de store problemer i verden. Så jeg virkelig kunne gøre en forskel,” siger hun.

Hun måtte dog vente forgæves, for der dukkede aldrig en spion i en lang trenchcoat op og rekrutterede hende. I stedet slog hun som ung sig løs på grønsværen, hvor hun som eneste pige på et mixhold ”stod oppe foran” og skød bolde i netmaskerne for Greve IF.

”Jeg var ikke særligt god i defensiven, for der skulle man stå og vente. Nej, jeg kunne godt lide at være der, hvor der var action,” siger hun, inden hun anretter en småflad forladt fodbold, vi har fundet, foran sig og sparker den hårdt og velplaceret i rusen.

Stemningen er god, men den udfordres, da Vivi Kofoed spørger, om jeg holder med et hold i den engelske Premier League.

”Du holder med Newcastle!? Det synes jeg er spændende. Også fordi vi hygger os sådan sammen. Men så begynder vi at tale fodbold, og så tænker jeg, ej, hvor er du irriterende,” siger hun og ler afvæbnende.

Hun er selv – sammen med sin søn – glødende fan af Manchester United.

Selv har jeg fået fortalt, at jeg ”går ind i folk med træsko på.” Men i Vivi Kofoed viser det sig, at jeg har jeg fundet min overkvinde. Det er gået op for mig et par minutter forinden, da vi mødte en kvinde, der med koncentreret mine bevægede sig rundt mellem nogle vildtvoksende buske.

Vivi Kofoed startede fluks en samtale med kvinden, der viser sig at hedde Daria. Hun er ukrainsk flygtning og var ude for at plukke bær og blade til en the-blanding. Selvom de knap kunne forstå hinanden, sluttede mødet med et stort kram fra Daria til Vivi Kofoed.

Hendes umiddelbarhed og høje energiniveau gør det svært at blive i journalistrollen. For Vivi Kofoed vil hellere vil lytte og spørge end at svare på mine hjemme-forberedte spørgsmål. Og hun kvitterer med ros, da vi lægger dem på hylden.

”Jeg tror, man sagtens skal bruge en hel dag med dig og opleve verden på en anden måde. Det kan jeg godt lide. Jeg synes, du har en spændende måde at være i verden på”, siger hun. Jeg kunne egentlig sige det samme om hende, men i et forsøg på at holde interviewrammen, vender jeg rosen til et spørgsmål.

Du er ret god til at rose. Er det noget, som du praktiserer meget i dit job?

”Jeg tror bare, jeg italesætter det, jeg ser, som jeg synes, er skønt. Og det synes jeg bare, man skal gøre. Jeg har nok ikke så meget filter – på godt og ondt. Så hvis der er noget, jeg synes er lidt mærkeligt, så siger jeg også det. Så det kan både være en fordel og en ulempe.”

Med den grad af ærlighed er der så ikke nogen, der kan slå sig på dig?

”Nej, det tror jeg ikke,” siger hun, tænker et par sekunder og trækker så lidt i land:

”Ej, det er måske lidt stort at sige, at man ikke kan slå sig på det. Men det kommer et godt sted fra – som regel. Jeg synes, det er et kejsernes nye klæder-princip. Jeg er helt sikker på, at jeg er den lille dreng, der vil sige, hvis folk ikke har noget tøj på. Ellers synes jeg, at man spilder andres folks tid. Så det er også ud af respekt.”

Men er sandheden ofte ikke ilde hørt?

”Det tror jeg kommer an på, hvordan du leverer det. Men hvad er sandhed, Emil? Det er et stort ord at bruge. Min sandhed er ikke nødvendigvis den samme som din sandhed. Men målet er jo også, at få folk til at åbne op først selv. Så nogle gange skal man nok tage det i etaper.”

Vivi Kofoed har altid boet i København. Og ikke nok med, at hun er bymenneske, hun har også adresse på Kongens Nytorv, som kan være et af de hektiske steder i hovedstaden.

Selv synes hun dog ikke, at der er så overrendt. Snarere lokalt. Og hun er på fornavn med ekspedienterne i 7-Eleven, hvor hun fast tanker kaffe.’

”Jeg elsker at sætte mig i solen i en stol ude på pladsen. Der sad jeg i går sammen med min mand og bare så på mennesker, der gik forbi. Det gør vi tit.”

Er du rastløst anlagt?

”Det tror jeg. Meget. Enten så er jeg på, eller så er jeg ikke på. Jeg har ikke det der fine mellemleje.”

Hvad laver du så, når du ikke er på?

”Så ligger jeg på gulvet og stirrer op i loftet. Og bare tænker…”. Hun går i stå.

… på?

”Hvad, der falder ind. Tusind ting på én gang. Eller også så sover jeg bare. Eller reflekterer lidt over, hvad jeg nu har gang i. Om der er nogle ting, jeg skal justere eller ændre. Men det er ikke sådan privat, men mere generelt i forhold til hvor jeg har mit fokus.”

Sidste gang jeg talte med dig, fortalte du mig, at du i forhold til din rolle som CMO i Gjensidige gerne ”kaster bolden langt”. Det lyder, som om du tænker og planlægger meget langsigtet. Gør du det?

”At kaste bolden langt behøver i mine øjne ikke at betyde, at man har en plan. Det handler mere om, hvad man reflekterer over i en større kontekst. Jeg kan sætte mig ud på en stol eller ligge på gulvet, og så kan jeg bare hyperfokusere. Så går jeg fuldstændig ind i mig selv. Og så tænker jeg en masse ting igennem på én gang,” siger hun og fortsætter:

”Og så kan det være, jeg ender i, hvordan man dyrker ris på en vietnamesisk rismark. Til at jeg tænker lidt over, at jeg faktisk havde lovet at hente kaffe. Jeg kan godt forsvinde ind i de der tankestrømme, og så begynder jeg at connecte tingene på en helt anden måde.”

Hvor meget fylder tanker om arbejde og karriere – eller bare hvordan det går på arbejdspladsen – i de seancer?

”Jeg er ikke optaget af karriere. Jeg skelner meget mellem ydre og indre motivation. Jeg er ikke så optaget af, hvilken fancy titel havde jeg på et eller andet tidspunkt. Eller om det var mig, der stod på scenen og modtog anerkendelse og ros. Jeg er mere optaget af den indre motivation, hvor jeg oplever, at man får meget mere energi.”

Vivi Kofoed tager sin telefon frem og viser mig et billede af det diplom, hun fik, da hun blev kåret som årets CMO. På billedet har hun med bred neongrøn tusch-streg tilføjet en apostrof og et stort S efter CMO, så der nu står ÅRETS CMO’S på diplomet.

”Jeg har postet billedet på LinkedIn som shout out til mit meget talentfulde team. For i mine øjne er de alle sammen Årets CMO’s. De er fantastiske, kloge og sjove. Det kan lyde sådan helt helligt, når jeg siger det, men jeg er virkelig, virkelig glad for de folk, som arbejder hos mig.”

Da du startede med at lede, havde du fem ansatte under dig. I dag leder du flere teams og har over 100 under dig. Hvordan bygger du et stærkt, velfungerende team op?

”Det er lidt ligesom at sætte et fodboldhold. Du skal have et hold med mennesker, som er motiveret af forskellige ting. Du skal have nogen, som gerne vil være oppe i angrebet og bare lever af at sparke bolden i kassen. Og får et rush af det. Og så har du dem i forsvaret, som lever af, at der ikke kommer noget ind. Og så har du de utrættelige folk på midtbanen, der bare pisker frem og tilbage – og kan se åbningerne.”

For Vivi Kofoed er det ikke er nok, at hendes ansatte er gode til deres arbejde og nysgerrige på deres fag.

”De skal også være nysgerrige på at forstå andre mennesker. Og jeg tror jeg næsten, at noget af det vigtigste er, at de skal forstå, at de er forskellige, og at de bliver motiveret af forskellige ting – og at det er helt okay. Når de gør det, så begynder det at spille. Så begynder du at skabe kultur,” siger hun.

Vivi Kofoed fortæller, at hun, udover faglighed og menneskelige egenskaber, kigger efter om folk er ”et ordentligt menneske”, når hun ansætter.

”Jeg ser på, hvordan personen taler med de folk, de møder. Og om man i bund og grund har forståelse for, at alle mennesker egentlig bare gerne vil gøre noget godt i verden – de gør det bare på forskellige måder,” siger hun og tilføjer:

”Jeg leder efter, om der er balance i egoet.”

Kunne du så ærlig talt godt finde på at ansætte folk, hvor noget var gået skævt for dem forud, og de kom til dig med noget bagage?

”Ved du hvad. Det synes jeg, er det bedste spørgsmål, jeg nogensinde har fået i hele mit liv i alle de interviews, jeg har deltaget i. Og svaret er et kæmpe ja. Jeg tror, nogle af de folk, som virkelig har gjort en forskel, har været dem, som jeg har ’adopteret’.”

Hun fortæller, at hun blandt andet har ansat en mand, som havde fået at vide af sin tidligere arbejdsgiver, ”at han skulle tie stille”.

”Det er altid den persontype, de andre ledere ikke vil have. Fordi de er besværlige og udfordrer deres omgivelser og de vedtagne ’sandheder’. Jeg tænkte derimod, at det var fedt, at der her var en, der turde være ærlig og turde sige ledelsen imod. Jeg elsker folk, som tør at kalde en spade for en spade. Det er i mine øjne noget at det bedste, du kan få ind på dit team.”

Vivi Kofoed er som leder også meget optaget af fænomenet psykologisk tryghed.

”Når folk tør sige deres mening, er det for mig et signal om, at vi er et sted, hvor der er psykologisk tryghed. Hvis jeg var et sted, hvor ingen turde sige noget, så ville jeg faktisk blive rigtigt bekymret. Hvis du kom med på et af mine morgenmøder, hvor alle folk er samlet, så vil du straks kunne høre, hvor meget psykologisk tryghed, der er. Det er fantastisk.”

Hvis det er noget, der betyder meget for at kunne have en god arbejdsplads- og kultur og stærke teams. Hvordan skaber man så denne psykologiske tryghed?

”Du er nødt til at være opmærksom på, at du ikke sætter regler, som du ikke selv følger. Jeg tror ikke folk gider at følge folk, som er sådan lidt hellige og dobbeltmoralske.”

Et andet vigtigt greb for at skabe psykologisk tryghed, som Vivi Kofoed dyrker, er at være transparent og turde kritisere sig selv. Det har hun blandt andet gjort for nylig, da hun fik ansvaret for et nyt team i Norge.

”Da jeg er ny og dansk, så tror jeg, at de har været ekstra søde ved mig, og ikke sagt at de måske synes, at det er lidt mærkeligt, at der er kommet en dansker til Norge. Så jeg startede ud med at sige, at hvis jeg var dem, så ville jeg synes det var lidt mærkeligt.”

Hun tilføjer:

”Så jeg kritiserer gerne mig selv foran andre, og bruger både mig selv som et godt eller et dårligt eksempel. Hvis jeg skal bede folk om noget, så skal jeg også tage den samme medicin selv.”

Tiden er fløjet, mens vi har siddet og talt på den store græsplæne midt på Sydhavnstippen. Solens position på himlen vidner om, at det snart er middag. Vivi Kofoed har undervejs rykket ikke bare et, men to møder. Men nu skal hun snart til at indfinde sig fysisk i Gjensidige.

Mens vi går i retning af, hvor en taxa henter hende, spørger hun, om jeg er bekendt med udtrykket ”You model what you know”. Et udtryk, som hun er ”fuldstændig besat af” for tiden.

”You model what you know vil sige, at den måde, du vælger at lede et team på, eller den måde, du vælger at have en familie på, handler om, hvad du har erfaring – hvad du ved. Derfor tror jeg, at det er meget vigtigt hele tiden at få ny viden ind. Så du ikke bare bliver ved med at gøre det, du hele tiden gjorde,” fortæller hun.

Udtrykket ræsonnerer dybt i Vivi Kofoed, ikke mindst fordi hun – i forhold til andre mennesker – ser sig selv som meget tilgivende.

”Min indstilling til mennesker er netop, at de altid gør deres bedste ud fra den viden og det verdensbillede, de har. Det er det, der er bestemmende for den måde, netop de agerer på.”

Ifølge Vivi Kofoed baserer hun meget af sit lederskab på at være sammen med mennesker, som er helt anderledes hende selv – på godt og ondt.

”Jeg tænker: Her er Emil, og han er Newcastle fan. Men han kan ikke gøre for det. For det skete i hans opvækst, og der er noget, han har brugt meget tid på. Og nu, hvor der er gået Saudi Arabiske oliepenge i klubben, har han et dilemma. Men jeg dømmer dig ikke, fordi du nu holder med et hold, der ejes af en stat, der bryder menneskerettighederne. Det skyldes dine omstændigheder og er ikke det, du oprindeligt kom fra.”

Du kan høre Vivi Kofoed og Emil Nørlunds gåtur på Sydhavnstippen i podcasten Indsigten-episoden ‘Årets CMO elsker besværlige ansatte’.