“HVEM ER VI??”

“POWER!!!”

Kampråbene og jublen fyldte lokalerne i Moltkes Palæ, da Power-teamet sammen med bureauerne Social Works og Friday sent torsdag aften hjemtog Grand Prix ved Årets Rambuk 2023

Kampråbet blev fuldt op af utallige high-fives, en jodelsang fra CEO Jesper Boysen og en næsten lamslået marketinghcef.

De vandt prisen for eventet ’Verdens største live-shopping show’, hvor Power med over 30 influencere lavede et salgsevent, der næppe før har set sit lige i dansk retail.

“Det tog et halvt år at orkestrere vores live-shopping show. Det ser nemt ud på billederne, men der er så mange ting, der skal spille sammen, og derfor er det en kæmpe anerkendelse for mig selv og virksomheden,” sagde en tydelig rørt Sebastian Holm Lillelund, marketingchef i Power, efter at have vundet.

Grand Prixen var det andet krumhornede trofæ, Power kunne tage hjem fra Rambukken. Tidligere på aftenen havde de også vundet i kategorien Content Activation. Allerede der måtte den autodidakte marketingchef gå udenfor og samle sig selv.

“Hvis jeg skal være ærlig, så sad jeg og kneb en tåre, efter vi vandt den første pris. Jeg blev nødt til at tage det hele til mig. Jeg er blevet marketingchef uden en baggrund, fordi min direktør troede på mig og gav mig lov til at køre. Derfor er det også en personlig drøm at vinde de her priser,” siger han.

Gør det stort

Powers liveshows har mediet Markedsføring tidligere skrevet grundigt om. Power har blandt andet lavet et event med et omsætningsmål på svimlende 28 millioner kroner, der skulle sælges for på en dag. Men i stedet for endte man med at omsætte for over 70 millioner kroner.

Det var den knaldhårde effekt, der i sidste ende gav Power den fineste hæder på Rambukken. Men inden showet skulle gå ud, var Sebastian Holm Lillelund nervøs for effekten af det største marketingsats hos Power hidtil.

”Det er et sats, for vi gør noget, der ikke er set før, hvor vi kobler en fysisk åbning sammen med et online-univers. Liveshopping var lidt det nye i retailbranchen sidste år, hvor retailere normalt er meget klassiske med tilbudsaviser og tv-reklamer. Vi vil gerne udfordre den status quo med alle de nye ting, man kan på alle mulige digitale platforme,” sagde Sebastian Lillelund dengang.

Sebastian Lillelunds egen analyse er i dag, at liveshowet blev en succes, fordi Power turde fralægge sig noget af ansvaret og stole på bureauerne Social Works og Friday.

“Det er lykkedes, fordi vi har inviteret vores samarbejdspartnere indenfor, givet dem nøglerne og friheden til at gøre deres ting. Vi har sagt til dem, at hvis vi skal levere, skal I også være en succes,” sagde Sebastian Lillelund og tilføjede:

“Vi er slet ikke færdige. Vi er først lige begyndt.”

Har du et godt råd?

“Drøm så stort, du overhovedet kan. Kom ud af din komfortzone og lad dig ikke holde tilbage. Drøm stort, gør det stort.”

Rettet 16/10/23 kl. 08.37: Det er præciseret, at der var 30 influencere med ved eventet “Verdens Største Live-Shopping Show”. Ikke ni, som det oprindeligt fremgik.