Det skal være en butiksåbning, som aldrig har set sin lige i Danmark.

Sådan kan man opsummere de planer, elektronikkæden Power har for åbningen af sit nye kæmpe-varehus i Ishøj fredag.

Her bygger Power et nyt tv-studie, hvorfra Power vil streame direkte, så de kunder, der ikke kan komme til butiksåbningen, kan liveshoppe digitalt.

Samtidig får kæden ni TikTok’ere til at livestreame fra butiksåbningen – og Power har forinden lanceret en stor digital kampagne for åbningen med de tidligere P3-radioværter Hav & Kamal, tv-reklamer, tilbudsaviser og digitale annoncer. Kampagnen er lavet sammen med influencermarketing-bureauet Social Works og kommunikationsbureauet Friday.

”Det er det største markedsføringstryk, Power har lagt på en butiksåbning, siden vi slog dørene op i 2015. Og vi har aldrig haft så mange forskellige spor i gang på samme tid, hvoraf den her liveshopping er et af de mest massive spor,” siger Sebastian Lillelund, der er marketingchef i Power.

”Det er et sats, for vi gør noget, der ikke er set før, hvor vi kobler en fysisk åbning sammen med et online-univers. Liveshopping var lidt det nye i retailbranchen sidste år, hvor retailere normalt er meget klassiske med tilbudsaviser og tv-reklamer. Vi vil gerne udfordre den status quo med alle de nye ting, man kan på alle mulige digitale platforme,” siger Sebastian Lillelund.

Sådan kommer det tv-studie til TikTok'erne, som Power bygger i Ishøj, til at se ud. Illustration: PR

Pres på

Og det massive tryk ved lanceringen af varehuset i Ishøj skal også give pote på bankbogen hos Power. I alt forventer elektronikkæden at omsætte for et tocifret millionbeløb ved åbningen.

”Den største Power-åbning, vi har haft hidtil, var på 20 millioner. Det forventer vi at gå over her ved at ramme 28 millioner. Det er rigtigt mange penge. Der er ingen butikker i Danmark, der åbner med den omsætning inden for vores branche. Det er et voldsomt beløb,” siger Jesper Boysen, der er adm. direktør i Power.

Det lægger pres på marketingchefens strategi. Men Sebastian Lillelund har stor tiltro til, at den hårde salgskampagne og åbningen bliver en succes.

Liveshopping

Et digitalt salgsfænomen i stil med tv-shop, hvor en influencer eller et brand live-streamer et slags tv-show, hvor der er mulighed for at præsentere og købe forskellige produkter. Fænomenet har især taget fart i Asien, hvor det er yderst populært.

”Vi har koblet alle led i vores markedsføring på. Og vi laver liveshopping på en måde, der ikke er set før i Danmark, hvor vi forventer at nå 100.000 danskere på livestreamen. Det er ikke alle, der har mulighed for at stå i kø i Ishøj, men nu når vi også massivt hjem i stuerne,” siger Sebastian Lillelund.

Vi har jo både set liveshopping og tv-shop før – hvordan er det, I gør, egentlig nyt og anderledes?

”Det skiller sig ud ved, at du normalt ved liveshopping kun gør brug af én person. Vi har ni forskellige spor på her samt vores eget, så vi kører 10 spor i alt. Og det er content creators fra mange forskellige målgrupper som gaming, fitness og fashion. Det er aldrig set før at køre så mange kanaler i Danmark på samme tid,” siger Sebastian Lillelund.

Bevidst strategi bag

Det er langt fra første gang, at Power giver sig i kast med liveshopping. Og det er blevet en helt bevidst strategi for brandet, siger Sebastian Lillelund.

”Vi vil gerne være Danmarks førende på liveshopping. Og det vil vi først og fremmest, fordi det har enormt stor rækkevidde,” siger Sebastian Lilleund.

”Vi kan snakke med mange flere kunder på samme tid på den måde. Samtidig vil vi også gerne teste TikTok som salgsredskab. Grundlæggende handler det om, at vi kan se, at mobilen er danskernes stærkeste shoppingværktøj. Derfor skal vi være tilstede der og connecte både vores brand og vores salgsindsats på sociale medier,” siger marketingchefen.

Grundlæggende forsøger Power at skabe et ”community” om sig selv, siger Sebastian Lillelund. Så udover salget skal indsatsen i forbindelse med åbningen af Ishøj også styrke Powers brand.

”Vi har marketing-mæssigt det mål, at vi hele tiden skal finde nye veje. Vi skal holde Power skarpt og skabe et brand, hvor andre tænker, at det er et sted, de gerne vil arbejde. Vi skal være dem, der udfordrer status quo. Hvem vil ellers bygge et tv-studie til en butiksåbning, hvor alt er totalt kaos?” spørger Sebastian Lillelund retorisk.

Du kan se kampagnen med Hav & Kamal, som Power lige nu kører digitalt inden åbningen fredag i Ishøj, herunder:

For at se indholdet skal du acceptere cookies.

Opdater dine indstillinger

Opdateret kl. 13.47: Det er tilføjet, at kommunikationsbureauet Friday også har været med til at udvikle kampagnen.