179 indstillinger til Rambukken 2023 blev i august reduceret til 82 nomineringer – og torsdag aften, den 12. oktober, blev det afsløret, hvem der kunne tage dette års 17 krumhornede trofæer med hjem.
Den fineste pris af dem alle, Grand Prix, gik til elektronikkæden Power, Social Works og Friday for ’Verdens største live-shopping Show’.
Her byggede Power et tv-studie, hvorfra man streamede direkte, så de kunder, der ikke kunne være fysisk til stede ved butiksåbningen, kunne liveshoppe digitalt.
Mest vindende bureauer
OMD – 6
Social Works – 2
Friday – 2
Marketsquare – 2
Hearts & Science – 2
Republica – 2
Wibroe, Duckert & Partners – 2
Accenture Song – 2
Orchestra – 2
Resultatet væltede forventningerne. Målet var en omsætning på 28 millioner kroner, men det blev til den tredjestørst omsættende weekend i Powers historie: 72,5 millioner kroner.
Casen vandt også Content Activation Prisen.
Skuespiller og musiker i værtsrollen
Festen og prisuddelingen fandt i år sted i Moltkes Palæ i København, hvor Thomas Wahl, adm. direktør i Dansk Markedsføring, bød aftenens godt 320 deltagere velkommen:
”Dejligt at se jer alle, I ser brandgodt ud – og vi glæder os til sammen med jer at fejre og hylde årets bedste mediestrategiske arbejde. Og det er faktisk 19 gang, vi gør det. Vi er i Håndværkets Hus, i disse smukke lokaler, og i aften er det vores håndværk, der skal hyldes. Velkommen til.”
Thomas Wahl præsenterede herefter aftenens vært, skuespiller, komiker og musiker Jesper Groth, den ene halvdel af duoen Fyr & Flamme, der vandt det danske Melodi Grand Prix i 2021.
I reklamekredse er han desuden kendt som den krøllede krydderi-assistent og humørcoach, ”Tommy Nielsen”, aka ”Jørgens” afløser i KiMs-reklamerne.
“I aften må Flammen klare sig uden sin Fyr. Velkommen til Jesper Groth,” sagde Thomas Wahl.
Herefter overtog Jesper Groth scenen og startede med en hurtig rundtur til 90’ernes reklamer, “var det hele ikke lidt mere modigt dengang?” – og tog deltagerne med rundt om Kinder Mælkesnitte og ‘Lille l’Oréal’ til børnene (“den svier slet ikke i øjnene”). Og deltagere gennem både middag og prisuddeling.
Og så satte han ellers aftenen i gang med ordene: “Vi ses i Biva”.
Mest vindende kunder
Power – 2
Coop – 2
Meny – 2
KiMs – 2
Flerdobbelt-vindere
Ud over Power vandt tre andre cases hver to priser på aftenen.
Meny, Marketsquare og Hearts & Science løb med henholdsvis Indsigtspriser og Kreativ Outdoor Prisen for casen ”Ikke alt kan erstattes, men giv os chancen”.
KiMs, OMD og Wibroe, Duckert & Partners vandt Kampagnepriser og Influencer Excellence Prisen for casen ”KiMs Chips Battle”.
Og endelig vandt Coop, OMD og Republica Not For Profit Prisen og Public Relations Prisen for casen ”#25dagemodensomhed”.
Specialprisen Out of Home Media Challenge gik i år til Pong og Fernet Branca for casen ”Dine venner er på vej til …”
Bag Årets Rambuk står Dansk Markedsføring, der ønsker ”at hylde de bureauer og annoncører, der sætter en høj standard inden for måden, de anvender medier i markedsstrategien”.
Det er i år 19. gang, prisen uddeles.
Du kan se livebloggen fra awardshowet og alle vinderne herunder:
VINDERLISTEN
Indsigt Prisen
Ikke alt kan erstattes, men giv os chancen
Meny
Marketsquare og Hearts & Science
1.partsdata Prisen
Personalised Automation Like No Other
Søstrene Grene
Impact Extend
Media Strategi Prisen
The Equal Sponsorship
Visa
Publicis Danmark
Marketing Automation Prisen
IKEA’s omni-channel Marketing-program sikrer Markedsandele i et marked i Modvind
IKEA
iProspect og Dentsu X
Bæredygtighedsprisen
Sluk for Danmark
Norlys
Orchestra og Accenture Song
Branded Content Prisen
Du respawner ikke IRL
DSB
Drum CPH og OMD
Content Activation Prisen
Verdens største live-shopping show
Power
Social Works og Friday
Kampagne Prisen
KiMs Chips Battle
KiM’s
OMD og Wibroe, Duckert & Partners
Experimental Prisen
CamouFlags
Vice Media
Brandhouse/Subsero og Virtue
Not For Profit Prisen
#25dagemodensomhed
Coop
OMD og Republica
Effekt Prisen (mediebudget under 1 mio. kr.)
Diabetes kan ramme os alle
Diabetesforeningen
Orchestra og Accenture Song
Effekt Prisen (mediebudget over 1 mio. kr.)
Guld Barre: Genoplivning af ikonisk brand og produkt
Toms Gruppen
OMD og Twenty
Kreativ Outdoor Prisen
Ikke alt kan erstattes, men giv os chancen
Meny
Marketsquare og Hearts & Science
Influencer Excellence
KiMs Chips Battle
KiM’s
OMD og Wibroe, Duckert & Partners
Public Relations
#25dagemodensomhed
Coop
OMD og Republica
Out of Home Media Challenge
Dine venner er på vej til…
Fernet-Branca
Pong
Grand Prix
Verdens største live-shopping show
Power
Social Works og Friday
AFTENENS LIVEBLOG:
Klokken 22:58: Powers live-shopping show vinder Grand Prix
Den helt store vinder af årets Rambukken er Power, Social Works og Friday for verdens største live-shopping show.
Det er deres anden pris i aften. Den første fik de i kategorien Content Activation.
Klokken 22:55: Mikkel Elungs hjertebarn vinder OOH-særpris
I 2002 udtænkte Mikkel Elung, der i dag er stifter og kreativ direktør i Pong, konceptet Life is Bitter for spiritusfirmaet Fernet Branca.
Siden da har brandet, med få afbrydelser, fulgt ham på tværs af flere forskellige bureauer og til årets Rambukken vandt de så særprisen Out of Home Media Challenge. Særprisen for de får deres seneste skud på kampagne-træet, der hedder “Dine venner er på vej til…”, der har kørt på siden af busser.
Mikkel Elung har tidligere sat ord på det særprægede parløb, der nu har været i 21 år. Sammen har de fornyligt lanceret landets første julereklame.
Klokken 22:45: Der er gået inflation i at vinde to priser
For tredje gang i træk vinder en kampagne sin anden pris. Denne gang er det Coop, OMD og Republicas kampagne #25dagemodensomhed i kategorien Public Relations.
Den første pris vandt samarbejdsparterne i Not for Profit-kategorien.
Klokken 22:40: Værten tager også to priser med hjem
Knap har vi fået dobbeltvinderen fra Meny ned, før endnu et hold tager sin anden pris med hjem.
Denne gang er det KiMs Chips Battle i kategorien Influencer Excellence, lavet af bureauerne OMD og Wibroe, Duckert & Partners.
KiMs Chips Battle vandt tidligere på aftenen Kampagne-prisen.
Klokken 22:32: Nattens første dobbelte prisvinder er fundet
Og det er Meny, Marketsqaure og Hearts & Science for deres Irma-hack i kategorien Kreativ Outdoor. Marketsquare og Menys marketingchef har tidligere kaldt eksekveringen “et minefelt”. I en hyldestkampagne forsøgte Meny at kapre Irmas kernekunder.
Kapringen blev forsøgt gennem kampagnen “Ikke alt kan erstattes, men giv os chancen”, hvor de tappede ind i meget af det, målgruppen kunne genkende fra Irma.
Samarbejdsparterne har tidligere været på scenen, da de fik Indsigts-prisen.
Klokken 21:52: Så er der pause og dessert
Klokken 21:45: Guld Barrens hjertemassage indkasserer Rambuk
Fra under 1 million kroner i mediebudget skal vi nu til Effekt-prisen for mediebudgetter over 1 million kroner.
Og den vinder bureauerne OMD og Twenty for deres genoplivning af Toms Gruppens ikoniske brand og produkt Guld Barren. Markeds-penetrationen voksede med 73 procent.
Guld Barren blev relanceret i 2022, men chokoladebarren kom på markedet første gang i 1933. Hvis du har tid, kan du jo læse lidt mere om det her.
Klokken 21:40: Diabeteskampagne vinder Effekt-prisen
Det er blevet tid til Effekt-prisen for dem med et mediebudget under 1 million kroner.
Og Diabetesforeningen løber med sejren for kampagnen “Diabetes kan ramme os alle”. Den er lavet med Orchestra og Accenture Song og førte til, at over 250.000 tog en online-test, 2.000 fik konstateret diabetes og 10.000 prædiabetes.
Sejren begrundes blandt andet med, at kampagnen har gjort en stor forskel for mennesker, der nu kan komme i behandling.
Klokken 21:30: Coops julekampagne mod ensomhed tager statuette
Coops julekampagne med ensomhed #25dagemodensomhed vinder i Not for Profit-prisen. Ensomhedskampagnen er lavet sammen med OMD og Republica.
Kampagnen bød blandt andet på et julekalenderlys og sangeren Rasmus Seebach. Juryen diskuterede heftigt om en kommerciel aktør, kunne vinde i en not for profit-kategori. Men Coop sniger sig over vinderstregen, fordi de ifølge juryen er bygget på en andelstanke.
Klokken 21:24: AI vinder i Experimental-kategorien
Er det et awardhow, hvis Vice/Virtue ikke vinder en pris? I aften er det for løsningen CamouFlags, der havde til formål at beskytte VM-fans mod overvågning, da fodboldfesten blev afholdt i Qatar.
Løsningen er lavet for Vice Media i samarbejde mellem Brandhouse og Virtue. Kort fortalt brugte parterne AI-platformen Midjourney til at udvikle ansigtsmalinger, der kunne snyde overvågningskameraerne. Lidt længere fortalt: læs her.
De roses for deres eksperimentelle gnist, hvor fantasi og dygtighed forenes til magi.
Til Rambukken er andenpladser ikke en ting, men juryen sender alligevel en stor ros til kategoriens runner up Visit Denmark for deres AI-løsning.
Klokken 21:19: Rambuk, hvis du er sulten for sjov
Aftenens vært, Jesper Groth, vinder en pris. Han indgår nemlig i KiMs kampagnen KiMs Chips Battle, der vinder Kampagne Prisen.
Den er udarbejdet sammen med OMD og Wibroe, Duckert & Partners (WDP). Den kaldes en begavet, kreativ og ung salgskampagne, og sejren begrundes også med, at de meldte udsolgt halvvejs inde i kampagnen.
Wibroe, Duckert & Partners har arbejdet sammen med KiMs i en menneskealder. Henrik Juul, der er adm. direktør i WDP, er ikke med i aften, men har tidligere fortalt om bureauets arbejde i et interview med Markedsføring.
Klokken 21:05: Vi er tilbage med første pris efter pausen
Pausen har budt på både forret og komikeren Thomas Warberg. Men nu er det tid til den syvende pris. Og kategorien er Content Activation.
Vinderen er Power for deres live-shopping show, hvor de med ni influencere fra TikTok, liveshopping og en kampagne omsatte for over 72 millioner kroner. Det endte som den tredjestørste weekendomsætning i Powers historie og tæt ved en halv million seere.
Bureauerne bag er Social Works og Friday.
Sejren begrundes med, at de brød gennem den ligegyldige støj, og fik flere seere end blandt andet DR-showet Gift ved første blik.
Jesper Boysen, Powers adm. direktør, tager ordet og lover, at vi kommer til at se endnu mere til Power. Han forventer i øvrigt en fantastisk aften.
Klokken 19:40: Der er pause, men vi vender stærkt tilbage
Klokken 19:35: DSB tager statuette med hjem for Minecraft-kampagne
DSB vinder i kategorien Branded Content for deres kampagne “Du respawner ikke IRL”, de har udviklet i samarbejde med Drum CPH og OMD.
I kampagnen byggede de blandt andet Hovedbanegården i computerspillet Minecraft. “Du respawner ikke IRL” er en del af DSBs sikkerhedsunivers, der skal sørge for, at børn og unge ikke kommer til skade i forbindelse med jernbanen.
Klokken 19:25: Norlys vinder nattens grønne pris
Den 1. januar rullede en kampagne ud, der bad danskerne slukke for lyset. Den var lavet for Norlys af Orchestra og Accenture Song, og blev kaldt en omvendt landsindsamling, fordi Norlys donerede det sparede til Røde Kors. 45 millioner kroner blev det til.
Og nu også en Rambuk. Norlys, Orchestra og Accenture Song vinder nemlig nattens bæredygtighedspris. På en måde vandt alle, der slukkede lyset, også prisen. Så tillykke til dig, hvis du gjorde det.
Lars Brygmann, Jada og Mø var nogle af kampagnens frontfigurer, det kan du læse mere om her.
Klokken 19:20: Fra de bagerste siddepladser kommer vinderne af den fjerde pris
Aftenens fjerde pris er i marketing automation. Og den vinder IKEA i samarbejde med bureauerne iProspect og Dentsu X.
En del af vinderne er at finde allerbagerst i lokalet, en slags VIP-pladser, og det giver dem tilpas lang tid til at nyde sejrsrusen op gennem de andre borde. En af vinderne var så forbløffet, at hun faldt ned af sin stol.
Juryen kalder den Formel 1-prisen, og begrunder sejren med, at de er i stand til at udkomme på tværs af mange platforme og bruger alt den data, de opsamler. Casen kaldes den mest komplette, og juryformanden har tænkt sig at laminere den og hænge den over sengen.
Klokken 19:14: Mediestrategiprisen går til… trommehvirvel
Visa og Publicis Danmark for “The Equal Sponsorship”, hvor de præsenterede en storstilet dækning af kvindefodbolden på fodboldsitet bold.dk
Markedsføring har tidligere skrevet om samarbejdet, der satte stort EM for kvinder på dagsordenen.
Klokken 19:07: Søskendepar vinder for indsamling af data
I et kort sekund er Jesper Groth ved at miste lokalet til smalltalken. Men alle spidser ører, da han præsenterer næste pris: 1. partsdata-prisen.
Den gives til dem, der bedst har formået at indsamle og anvende 1. partsdata, så det understøtter virksomhedens mål.
Og vinderne er Søstrene Grene for “Personalised Automation Like No Other” lavet i samarbejde med bureauet Impact Extend.
De får prisen for at implementere teknologisk infrastruktur, der bringer dem helt tæt på modtagerne.
Klokken 19:00: Den første pris lander i skødet en dagligvarehandel
Smalltalken summer på højt decibel-niveau, inden Jesper Groth griber mikrofonen og tysser på gemytterne. Den første pris skal uddeles.
Det er Indsigts-prisen, og den tager Meny hjem for deres kampagne “Ikke alt kan erstattes, men giv os chancen”, lavet i samarbejde med Marketsquare og Hearts & Science.
Kampagnen jagtede Irmas kunder, da den københavnske dagligvarebutik lukkede tidligere på året. I et større interview med Markedsføring har Marketsquare og Menys marketingchef fortalt om arbejdet bag kampagnen, som de kaldte “et minefelt”.
Fra scenen motiveres prisen med, at det er umuligt at score en person, der har fået sit hjerte knust af en livslang kærlighed. Det bliver også kaldt udsøgt copywriting, der har stor indsigt.
Klokken 18:20: Velkommen til
Alle nattens mulige vindere har bevæget sig over den røde læber og sat sig til rette i Moltkes Palæs festsal, hvor Dansk Markedsførings adm. direktør, Thomas Wahl åbner ballet.
Efter et par bevingede ord giver han ordet videre til Jesper Groth, der skal guide de næste mange timer.
Første pris uddeles klokken 19:00. Indtil da vil Markedsførings udsendte spise sig en guldkaramel og få en sodavand.