Hvis du så Champions League-fodbold i aftes, har du sikkert opdaget Liberal Alliances tv-reklame. Partiet sendte en tv-reklame i halvlegen i kampen mellem FCK og Manchester City, som blev vist på TV3+.

Men reklamen er sandsynligvis i strid med dansk lovgivning.

Det siger en af landets førende eksperter på området, professor i marketingret ved CBS, Jan Trzaskowski, til mediet Markedsføring.

“Jeg har svært ved at se, at det skulle være lovligt at gøre det her,” siger han. 

Afviser at smuthul kan bruges

Ifølge dansk lov er det ikke tilladt at sende politiske reklamer på flow-tv. Men Liberal Alliances formand Alex Vanopslagh har offentligt forklaret, hvordan partiet har fundet et hul i loven.

”I går skrev Liberal Alliance et lille stykke politisk danmarkshistorie, da vi i pausen mellem Manchester City og FCK bragte den første politiske TV-reklame nogensinde,” lød det fra Alex Vanopslagh på Twitter.

Her forklarede han, at reklamen er lovlig, fordi TV3+ har sendetilladelse i Sverige.

Men professor Jan Trzaskowski afviser, at det skulle gøre reklamen lovlig.

“Vi har et EU-direktiv om audiovisuelle medietjenester, som fastlægger et senderlandsprincip. Det betyder, at det er reglerne i senderlandet, der gælder, såfremt reglerne på området er harmoniseret. Men reglerne for politiske reklamer og politiske partier er rent nationale og ikke harmoniseret i direktivet,” siger Jan Trzaskowski, som uddyber:

“Hvis de politiske reklamer er rettet mod Danmark, vil det i udgangspunktet være dansk ret, der finder anvendelse. Her er vi ikke inde i noget, som er EU vedkommende. Spørgsmålet om politiske reklamer er centralt for den nationale demokratiske proces i Danmark, så jeg har svært ved at se EU-retten overrule, at vi ikke må sende politiske reklamer på tv i Danmark.”

Derfor kan en dansk domstol godt kende den politiske tv-reklame ulovlig. Især fordi målgruppen åbenlyst er danske og ikke svenske seere, selvom tv-stationen har hjemme i Sverige.

”Der er intet til hinder for, at man fra dansk side kan sige, at det er en overtrædelse af dansk lovgivning, hvis reklamen er rettet mod Danmark. Og det er svært at argumentere for, at denne reklame primært er henvendt til fx danskere, der er bosiddende i Sverige,” siger Jan Trzaskowski, som også tilføjer, at reklamen potentielt

“Den politiske markedsføring strider i hvert fald mod ånden i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed m.v., og der er som nævnt intet i AVSM-direktivet, der hinder danske myndigheder i at gribe ind.”

SDU-professor bakker op

Jan Trzaskowski møder også opbakning fra jura-professor Sten Schaumburg-Müller fra SDU. Han mener heller ikke, at afsenderlandsprincippet gælder for politiske tv-reklamer.

“Hvis man læser medie-direktivet, så er der faktisk en defintion på tv-reklamer, som siger, at det kun drejer sig om kommercielle tv-reklamer. Og derfor omfatter det ikke politiske reklamer, og der gælder ikke noget afsenderlandsprincip,” siger Sten Schaumburg-Müller.

“Og når det er rettet mod Danmark, så gælder dansk ret. Det er ret oplagt. Det er et princip, som står i straffelovens paragraf ni, a, at når det drejer sig om tekst og billeder rettet mod Danmark, så har Danmark jurisdiktion. Der kan være undtagelser som med direktivet for kommercielle reklamer, men det omfatter ikke politiske tv-reklamer. Så jeg er helt enig med Jan Trzaskowski.”

Liberal Alliances pressetjeneste henviser i et mailsvar til Markedsføring til Viaplay og deres jurister, som ifølge partiet “har forsikret os om, at alle regler er blevet overholdt”.

Til fagbladet Journalisten siger kampagnechef i LA, Mads Korsholm:

”Vi har fået lovning på fra Viaplay, at det er inden for rammerne. Vi har stillet spørgsmål til det og er blevet overbevist om, at det er inden for rammerne. Vi går ud fra, at det er lovligt, når de siger det. Og de har genbekræftet det, når vi har udfordret dem på det,” siger han til Journalisten.

SVP for Adsales i Viaplay, Lars Mossing, oplyser til Markedsføring, at Viaplay er på vej med et svar på kritikken.

I en LinkedIn-besked skriver Lars Mossing:

“Jeg er ved at forberede et svar, men på baggrund af den store interessere vil jeg gerne sikre mig at det bliver helt korrekt. Vender snarest tilbage.”

Opdateret kl. 15.47 med mailsvar fra Liberal Alliances pressetjeneste og svar fra LA’s kampagnechef Mads Korsholm til fagbladet Journalisten.