Det er slut med politiske reklamer på TV 2’s streamingtjeneste TV 2 Play. Det fortæller Stig Møller Christensen, kommerciel og digital direktør i TV 2, til Markedsføring.

”Vores vurdering er, at danskerne godt ved, at det er forbudt at reklamere for politik på tv. Det er der en bred forståelse af, og der er også en politisk intention bag det. Det er derfor ikke logisk for seerne, at der er forskel på reklame-reglerne, så du gerne må lave den slags reklamer på on demand streaming. Når du streamer på Play i dag, ser mange brugere det også på tv, så for mange er det det samme,” siger Stig Møller Christensen.

”Vi gør det for at værne om vores troværdighed og skabe en ensartet reklameoplevelse på tværs af platforme, så man ikke undrer sig over, at der ikke er politiske reklamer på tv generelt, men så er de der alligevel.”

Forundrede professorer

Netop politiske reklamer har der været flere af på TV 2’s streamingtjeneste. Markedsføring kunne i 2021 skrive, at i alt seks partier havde brugt TV 2 Play til at vise politiske reklamer foran nogle af landets mest populære programmer på streaming siden 2019.

Blandt andet tonede statsminister Mette Frederiksen (S) frem i reklamer, der ville have været ulovlige at vise på flow-tv.

Og ifølge flere professorer, Markedsføring talte med, virkede det som et hul i lovgivningen.

”Det virker ikke logisk. Det er, som om loven simpelthen ikke er fulgt med op til dato,” sagde Hanne Bruun, professor i medievidenskab ved Aarhus Universitet.

Sten Schaumburg-Müller, professor i medieret ved SDU, var enig.

”Det virker, som man om har glemt at ændre det. For der er ingen tvivl om, at streaming i dag fylder meget mere, og at det nogle gange bliver set lige så meget som flow-tv – nogle gange endda mere,” siger Sten Schaumburg-Müller.

Stig Møller Christensen fra TV 2 undrer sig også over, at der er den forskel i lovgivningen.

”Nogle vil godt kunne tænke, at det er mærkeligt, der er reklamer for politik, når de ikke normalt må være der. Det er meget svært at forklare, at det må de faktisk godt ifølge reglerne. Ud fra en lægmands betragtning hænger det ikke sammen. Og i stedet for at fremstå som nogle, der vil udnytte et smuthul i loven, vil vi gerne være troværdige,” siger Stig Møller Christensen.

Politisk uenighed

Flere politikere sagde også til Markedsføring i 2021, at man burde ændre reglerne, så de politiske reklamer også blev forbudt på streaming.

Fra Charlotte Mølbak, medieordfører i SF, lød det:

”Jeg ser det som et problem. På dansk tv har vi en tradition for, at det ikke er en platform, hvor bestemte politiske holdninger bliver fremmet. Hvis vi åbner for den her mulighed, så burde vi principielt også gøre det på flow-tv, og det ville være en stor forringelse af public service,” sagde hun.

Søren Søndergaard (EL) var enig.

”Flere og flere streamer. Det er det, de unge gør mest, og de ældre gør det også mere og mere. Vi er ikke interesserede i, at den platform også skal kunne bruges til politisk propaganda.”

Konservative bakkede også op om en justering af loven. Fra Venstres medieordfører, Jan E. Jørgensen, lød det til gengæld, at loven burde lempes, så politisk reklame også var tilladt på tv.

”Det er vigtigt, at vi i et folkestyre har mulighed for at kommunikere politik på de kanaler, der er til rådighed,” siger han.

Hos TV 2 mener Stig Møller Christensen, at TV 2’s egen beslutning tager problemet væk fra politikernes bord.

”Jeg har ikke en holdning til, hvad politikerne skal gøre. Reklamereglerne skal selvfølgelig opdateres løbende, og det bliver de også. Jeg tror hurtigt, man her kan se, at der er tale om et lille smuthul i loven, men vi ser ikke et stort behov for en regelændring, fordi vi selv har reguleret det,” siger Stig Møller Christensen.