Hvis du drømmer om at blive hyldet for dit arbejde med first party-data eller din kreative outdoor-kampagne, har du nu chancen.
Årets Rambuk, der bliver uddelt i slutningen af året af foreningen Dansk Markedsføring, indfører nemlig to nye priser, der netop uddeles i kategorierne first party data og OOH/DOOH.
”1.parts data har længe været en helt central del af mange virksomheders markedsstrategi, og med prisen ønsker vi at hylde det bureau eller den virksomhed, der bedst har formået at indsamle og anvende førstepartsdata i en grad, så det understøtter kunderejsen og de fastsatte forretningsmæssige mål,” lyder fra Rambukken.
Indstillinger til outdoor-prisen vil være gratis, oplyser foreningen.
Derudover bliver Bæredygtighedsprisen i 2022 uddelt for anden gang ved Årets Rambuk. Da den debuterede i 2021, var det som en særkategori, hvor vinderne blev udvalgt ud fra indsendte cases i andre kategorier. Vinderne blev bureauet Geelmuyden Kiese for kampagnen “Fra Verdensmål til Vores Mål”.
Men i år er der åbnet for indstillinger specifikt til Bæredygtighedsprisen, som bliver uddelt i samarbejde med den norske mediekoncern Schibsted.
”I samarbejde med Schibsted hylder Rambukken den aktivitet, der bedst har kommunikeret et bæredygtigt budskab til sin målgruppe, der har inspireret til en målbar grønnere adfærdsændring,” lyder det videre.
I alt bliver der uddelt priser i 12 kategorier ved Årets Rambuk, der bliver afholdt for 18. gang.